onsdag den 2. marts 2011
USAs Dobbelte Standarder.
Den amerikanske administration var længe om at støtte op om oprøret i Egypten mod den amerikansk støttede diktator Hosni Mubarak. Hillary Clinton sagde så sent som den 25. januar, at hun anså regimet for stabilt og at hendes ministeriums vurdering af situationen var, at Mubarak-regimet ville efterkomme den egyptiske befolknings legitime krav. Det var først da begivenhederne havde udfoldet sig således at alt tydede på Mubaraks fald, at man begyndte at støtte op om folket, sandsynligvis i håb om fortsat indflydelse i et eventuelt fremtidigt demokratisk Egypten.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
USA: Over $1.2 billioner til national sikkerhed i 2012.
Det er næppe nogen stor hemmelighed at den amerikanske økonomi fortsat har svært ved at komme sig oven på finanskrisen, men selvom dette er velkendt er det svært at tyde udfra supermagtens økonomiske prioriteringer, idet tallene som udgør det enorme forventede nationale sikkerhedsbudget for 2012, alt i alt løber op i over $1.2 billioner (am. trillion). Christopher Hellman har en gennemgang af budgettet på Counterpunch.
Le Scandal.
Revolutionerne i den arabiske verden har også haft interessante konsekvenser i Europa, nærmere bestemt i Frankrig, hvor regeringens respons på de revolutionære begivenheder i Mellemøsten har vakt harme og modstand. Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie måtte den 27. februar gå af efter blot fire måneder på posten. Årsagen var at Alliot-Marie den 11. Januar, på et tidspunkt hvor Ben Ali-regimet allerede havde dræbt mindst 35 protestanter, tilbød at støtte op om diktatoren og hjælpe med at løse hans sikkerhedsproblem. Dette fik en række franske oppositionspolitikere, herunder den tidligere premierminister Laurent Fabius, til at kræve ministerens afgang. Dette er imidlertid blot en del af en større fortælling om Sarkozy-regeringens forkærlighed for samarbejde med nordafrikanske diktatorer. Newsweeks korrespondent i Frankrig, Eric Pape, har skrevet en læseværdig gennemgang af hvad han betegner som Le Scandal.
tirsdag den 1. marts 2011
Analyse: Irak har fortsat diktatoriske træk.
Iraq's burgeoning protest movement shows that the country may have more in common with other Arab dictatorships than the United States would care to admit [..]Foreign Policy: "Up in Arms."
A generation of Iraqis has grown up with even less control over their lives than youth elsewhere in the Arab world. They went from brutality and scarcity under Saddam Hussein to a U.S.-led liberation they never asked for. Foreign troops patrolled their streets, searched their houses at night, yelled at them in a language they didn't understand, and, as the WikiLeaked war logs show, killed without good reason. The ensuing chaos placed them at the mercy of Iraq's fearsome militias. And now, they're living under a prime minister who is undermining some of the crucial checks and balances that are meant to make the Iraqi government accountable to its people [..]
There is more to democracy than elections, and, in some crucial ways, Iraq is becoming more autocratic. Iraq's Supreme Court ruled in January that several independent institutions -- including the central bank, the Independent High Electoral Commission (IHEC), and human rights and anti-corruption committees -- should be under the control of the government's council of ministers led by Maliki. The prime minister's critics have accused him of pressuring the court to issue the ruling. The bloc led by Ayad Allawi, the former interim prime minister and Maliki's rival, issued a statement condemning the verdict as "a coup against democracy."
This decision will have a significant and pernicious effect on Iraq's nascent democratic system. Qassim Aboudi, an Iraqi judge and IHEC official, condemned the Supreme Court's decision, raising fears that future elections could see more meddling if the elections commission is not politically independent. The human rights committee is also an important check on the security services' behavior. A recent Human Rights Watch report, detailing abuses at secret prisons run by a security force close to the prime minister, is just the latest example of the sort of issue that the committee cannot be expected to investigate objectively if it is under political control.
Bob Woodward kritiserer Donald Rumsfeld.
Den legendariske amerikanske journalist Bob Woodward, bedst kendt for sine afsløringer i Watergate-skandalen der væltede den amerikanske præsident Richard Nixon, kritiserer i skarpe vendinger forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld i et gæsteindlæg på Foreign Policy's site:
Rumsfeld's memoir is one big clean-up job, a brazen effort to shift blame to others -- including President Bush -- distort history, ignore the record or simply avoid discussing matters that cannot be airbrushed away. It is a travesty, and I think the rewrite job won't wash.Læs resten her.
The Iraq War is essential to the understanding of the Bush presidency and the Rumsfeld era at the Pentagon. In the book, Rumsfeld tries to push so much off on Bush. That is fair because Bush made the ultimate decisions. But the record shows that it was Rumsfeld stoking the Iraq fires -- facts he has completely left out of his memoir...
Gene Sharp: "From Dictatorship to Democracy".
Den amerikanske politilog Gene Sharp, som er blevet kaldt "den ikke-voldelige krigsførelses Clausewitz," skrev tilbage i 1990erne en læseværdig manual i ikke-voldelig modstand mod diktatoriske styreformer med titlen "From Dictatorship to Democracy." Manualen er blevet anvendt med succes af forskellige demokratiske oprørsbevægelser verden over. Den kan dowloades gratis her.
Analyse: Saudi-araberne er klar til politisk forandring.
Saudi Arabia is ripe for change. Despite its image as a fabulously wealthy realm with a quiescent, apolitical population, it has similar economic, demographic, social, and political conditions as those prevailing in its neighboring Arab countries. There is no reason to believe Saudis are immune to the protest fever sweeping the region.Foreign Policy.
mandag den 28. februar 2011
Wikileaks: Et interessant indblik i den Saudi-Arabiske kongefamilies økonomi.
LONDON (Reuters) - When Saudi King Abdullah arrived home last week, he came bearing gifts: handouts worth $37 billion, apparently intended to placate Saudis of modest means and insulate the world's biggest oil exporter from the wave of protest sweeping the Arab world.Raw Story: "‘Royal welfare’ costs Saudis tens of billions every year, leaked cables reveal."
But some of the biggest handouts over the past two decades have gone to his own extended family, according to unpublished American diplomatic cables dating back to 1996.
The cables, obtained by WikiLeaks and reviewed by Reuters, provide remarkable insight into how much the vast royal welfare program has cost the country -- not just financially but in terms of undermining social cohesion.
Dagens citat: Stig Dalager.
Mens vækstkurven i nationaløkonomien er for nedadgående og hundredtusinder af husejere som teknisk insolvente sidder fanget i en gældsfælde oven på den overophedede økonomi under Fogh Rasmussens kortsigtede lederskab, er vækstkurven for skandalesager omkring den nedslidte regering for opadgående:Fra kronikken "De trækker stikket til folkestyret ud"
Lederen af Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen, måtte gå af som følge af dårlige udenrigsministerielle prioriteringer og i bedste fald vildledende ministersvar i Folketinget; Lars Løkke Rasmussen har klare forklaringsproblemer omkring en sandsynlig overbetaling til private hospitaler; Bertel Haarder gik amok på en TVA-journalist, fordi han stiller et uskyldigt kritisk spørgsmål i forbindelse med Haarders embedsførelse; tidligere forsvarsminister Søren Gade forlod sin ministerpost i skyggen af flere lækagesager, og efter hans afgang anklages han af sin tidligere spindoktor for at have lækket statshemmeligheder om jægerkorpset; Henriette Kjær, der en gang tidligere måtte forlade en ministerpost på grund af ægtemandens økonomiske uregelmæssigheder, måtte trække sig som ordfører i Det Konservative Folkeparti på grund af angiveligt endnu flere af slagsen; tidligere videnskabsminister Helge Sander synes at være dybt involveret i den voksende skandale omkring hjerneforskeren Milena Penkowa – en skandale, der i sig selv er ved at blive et symptom på den elite- og konkurrencementalitet og den demokratisk udhulede ledelse af universiteterne, som regeringen har fremmet.
torsdag den 17. februar 2011
fredag den 11. februar 2011
En Amerikansk Allieret Står for Fald.
Da Barack Obama gav sit første interview som amerikansk præsident til BBC i juni 2009, beskrev han Hosni Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet "anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede "jeg undlader at sætte mærkater på folk".
Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:
"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”
Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:
“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”
Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Cairo-talen.
I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”
Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.
Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.
Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?
Et mønster viser sig.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.
Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.
Frygt for islamisering?
De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.
I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.
Realisterne og legitimitetsproblematikken.
Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.
Strategiske krav.
Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.
Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?
En supermagt taber terræn.
Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.
Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.
Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:
"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”
Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:
“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”
Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Cairo-talen.
I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”
Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.
Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.
Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?
Et mønster viser sig.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.
Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.
Frygt for islamisering?
De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.
I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.
Realisterne og legitimitetsproblematikken.
Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.
Strategiske krav.
Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.
Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?
En supermagt taber terræn.
Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.
Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.
Anbefalelsesværdig kommentar af Robert Fisk
There is nothing like an Arab revolution to show up the hypocrisy of your friends. Especially if that revolution is one of civility and humanism and powered by an overwhelming demand for the kind of democracy that we enjoy in Europe and America. The pussyfooting nonsense uttered by Obama and La Clinton these past two weeks is only part of the problem. From "stability" to "perfect storm" – Gone With the Wind might have recommended itself to the State Department if they really must pilfer Hollywood for their failure to adopt moral values in the Middle East – we've ended up with the presidential "now-means-yesterday", and "orderly transition", which translates: no violence while ex-air force General Mubarak is put out to graze so that ex-intelligence General Suleiman can take over the regime on behalf of America and Israel.
Fox News has already told its viewers in America that the Muslim Brotherhood – about the "softest" of Islamist groups in the Middle East – is behind the brave men and women who have dared to resist the state security police, while the mass of French "intellectuals" (the quotation marks are essential for poseurs like Bernard-Henri Lévy have turned, in Le Monde's imperishable headline, into "the intelligentsia of silence".
And we all know why. Alain Finkelstein talks about his "admiration" for the democrats but also the need for "vigilance" - and this is surely a low point for any 'philosophe' – "because today we know above all that we don't know how everything is going to turn out." This almost Rumsfeldian quotation is gilded by Lévy's own preposterous line that "it is essential to take into account the complexity of the situation". Oddly enough that is exactly what the Israelis always say when some misguided Westerner suggests that Israel should stop stealing Arab land in the West Bank for its colonists.
Indeed Israel's own reaction to the momentous events in Egypt – that this might not be the time for democracy in Egypt (thus allowing it to keep the title of "the only democracy in the Middle East") – has been as implausible as it has been self-defeating. Israel will be much safer surrounded by real democracies than by vicious dictators and autocratic kings. To his enormous credit, the French historian Daniel Lindenberg told the truth this week. "We must, alas, admit the reality: many intellectuals believe, deep down, that the Arab people are congenitally backward."
There is nothing new in this. It applies to our subterranean feelings about the whole Muslim world. Chancellor Merkel of Germany announces that multiculturalism doesn't work, and a pretender to the Bavarian royal family told me not so long ago that there were too many Turks in Germany because "they didn't want to be part of German society". Yet when Turkey itself – as near a perfect blend of Islam and democracy as you can find in the Middle East right now – asks to join the European Union and share our Western civilisation, we search desperately for any remedy, however racist, to prevent her membership.
In other words, we want them to be like us, providing they stay away. And then, when they prove they want to be like us but don't want to invade Europe, we do our best to install another American-trained general to rule them. Just as Paul Wolfowitz reacted to the Turkish parliament's refusal to allow US troops to invade Iraq from southern Turkey by asking if "the generals don't have something to say about this", we are now reduced to listening while US defence secretary Robert Gates fawns over the Egyptian army for their "restraint" – apparently failing to realise that it is the people of Egypt, the proponents of democracy, who should be praised for their restraint and non-violence, not a bunch of brigadiers.
So when the Arabs want dignity and self-respect, when they cry out for the very future which Obama outlined in his famous – now, I suppose, infamous – Cairo speech of June 2009, we show them disrespect and casuistry. Instead of welcoming democratic demands, we treat them as a disaster. It is an infinite relief to find serious American journalists like Roger Cohen going "behind the lines" on Tahrir Square to tell the unvarnished truth about this hypocrisy of ours. It is an unmitigated disgrace when their leaders speak. Macmillan threw aside colonial pretensions of African unpreparedness for democracy by talking of the "wind of change". Now the wind of change is blowing across the Arab world. And we turn our backs upon it.
The Independent: Robert Fisk: Hypocrisy is exposed by the wind of change.
torsdag den 10. februar 2011
Journalists førstehåndsberetning om det ægyptiske tortur-regime.
The sickening, rapid click-click-clicking of the electrocuting device sounded like an angry rattlesnake as it passed within inches of my face. Then came a scream of agony, followed by a pitiful whimpering from the handcuffed, blindfolded victim as the force of the shock propelled him across the floor.
A hail of vicious punches and kicks rained down on the prone bodies next to me, creating loud thumps. The torturers screamed abuse all around me. Only later were their chilling words translated to me by an Arabic-speaking colleague: "In this hotel, there are only two items on the menu for those who don't behave – electrocution and rape."...
The Guardian: 28 hours in the dark heart of Egypt's torture machine.
Ægypten: Fremtrædende medlemmer af regeringspartiet træder tilbage
MP Mamdouh Hosny, director of the Industry and Energy Committee and ruling National Democratic Party’s (NDP) representative for the Ghirbal district in Alexandria, resigned from the party.Al Masry Al Youm: Senior NDP officials resign from party.
A source from within the Federation of Industries also revealed that a number of its members planned to resign from the party.
The same source said that Mahmoud Suleiman, the Deputy Chairman of the Chamber of Chemical Industries and the NDP’s Economic Committee member in parliament, had also resigned from the party several days ago.
Karzai: USA ønsker permanente baser i Afghanistan
Afghan President Hamid Karzai confirmed Tuesday that the United States are seeking to establish permanent bases in Afghanistan to target al-Qaeda and Taliban hideouts in the region.
The bases would enable US troops to remain in the area beyond the planned transfer of security responsibility from US and NATO troops to Afghan forces by end of 2014, a process due to begin in the spring.
Addressing a press conference in his fortified presidential palace, Karzai said that his government was negotiating with US officials on a range of strategic agreements, including the establishment of permanent military bases in Afghanistan.
The president said that several US officials and senators had told him, 'Yes they want this (permanent bases) and we have been negotiating with them.'
'We believe that a long-term relationship with the United States is in the interest of Afghanistan,' Karzai said. He said he hoped for a relationship 'that brings security to Afghanistan, that brings economic prosperity to Afghanistan and an end to violence.'
Information Clearinghouse / Deutsche Presse Agentur.
Kina: Lad Ægypterne bestemme selv.
China said on Thursday foreign powers should stay out of Egypt's affairs, in an oblique swipe at the United States and some European countries that have put pressure on embattled President Hosni Mubarak to step down.Reuters: China says Egypt should decide future on its own.
"China advocates that Egyptian affairs should be determined by the Egyptian people, and should not face outside interference," Chinese Foreign Ministry spokesman Ma Zhaoxu said at a regular press briefing.
"We believe Egypt has the wisdom and ability to find the proper solution and get through this difficult time," he added.
Beijing's stance reflects its reluctance to criticise authoritarian governments in the developing world and its long-held policy of denouncing foreign interference in domestic affairs, especially external criticism of Chinese policies.
Wikileaks: Ægyptens torturbødler har modtaget træning hos FBI.
According to leaked diplomatic cables, the head of the Egyptian state security and investigative service (SSIS) thanked the US for “training opportunities” at the FBI academy in Quantico, Virginia. The SSIS has been repeatedly accused of using violence and brutality to help prop up the regime of President Hosni Mubarak. In April, 2009, the US ambassador in Cairo stated that “Egypt’s police and domestic security services continue to be dogged by persistent, credible allegations of abuse of detainees.
“The Interior Ministry uses SSIS to monitor and sometimes infiltrate the political opposition and civil society. SSIS suppresses political opposition through arrests, harassment and intimidation.”
In October, 2009, “credible” human rights lawyers representing alleged Hizbollah detainees provided details of the techniques employed by the SSIS. The cable states: “The lawyers told us in mid-October that they have compiled accounts from several defendants of GOE [Government of Egypt] torture by electric shocks, sleep deprivation, and stripping them naked for extended periods.
The Telegraph: WikiLeaks: Egyptian 'torturers' trained by FBI
Abonner på:
Opslag (Atom)