torsdag den 3. marts 2011

Nationalistisk bias blandt amerikanske journalister.

I sagen om Raymond Davis, en amerikansk CIA agent som lige nu er tilbageholdt i Pakistan for dobbeltmord, får vi et interessant indblik i ledende medlemmer af den amerikanske presses nationalistiske tilbøjeligheder og hvordan disse afspejler sig i deres rapporteringer (eller i dette tilfælde mangel på samme).

Den amerikanske avis New York Times var, i modsætning til den engelske avis The Guardian, tilbageholdne med at fortælle deres læsere, at Raymond Davis ikke var en amerikansk diplomat, men derimod en CIA agent. Den tidligere embedsmand under Bush-administration, Jack Goldsmith, forsvarer dette, idet han mener det er udtryk “for et lidet værdsat fænomen” nemlig en patriotisme som gennemsyrer den amerikanske presses ledende skribenter indenfor sikkerhedspolitiske anliggender. Et fænomen som Goldsmith mener er en god ting. Goldsmith citerer endvidere i sit forsvar af New York Times redaktionelle linje den amerikanske general Michael Hayden som har sagt, at amerikanske journalister udviser “villighed til at samarbejde med os [den amerikanske udøvende magt]” når det kommer til sikkerhedspolitiske anliggender. Den amerikanske blogger og forfatningsadvokat Glenn Greenwald finder dette særdeles kritisabelt i en anbefalelsesværdig kommentar på sin blog:

“Leave aside just for the moment the question of whether it's good or bad for American journalists to allow such nationalistic allegiances to mold their journalism. One key point is that allowing such loyalties to determine what one reports or conceals is a very clear case of bias and subjectivity: exactly what most reporters vehemently deny they possess. Many establishment journalists love to tout their own objectivity -- insisting that what distinguishes them from bloggers, opinionists and others is that they simply report the facts, free of any biases or policy preferences. But if Goldsmith is right -- and does anyone doubt that he is? -- then it means that "the American press" generally and "senior American national security journalists" in particular operate with a glaring, overwhelming bias that determines what they do and do not report: namely, the desire to advance U.S. interests.”

Amnesty Internationale kritiserer behandlingen af Bradley Manning.

Whistlebloweren Bradley Manning, den amerikanske soldat der forsynede Wikileaks med de kontroversielle ambassadetelegrammer, bliver fortsat tilbageholdt på en amerikansk militærbase uden rettergang og under kritisable forhold iflg. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International som skriver på deres hjemmeside, at Manning “har været tilbageholdt i en sparsomt møbleret enecelle uden en pude, lagner og personlige ejendele siden juli.” Manning er endvidere under specielt opsyn begrundet med risiko for selvmord. Dette bekymrer Amnesty International som på organisationens hjemmeside skriver følgende: “Vi er bekymrede for, at betingelserne som Bradley Manning er blevet påført, er unødvendigt hårde og ensbetydende med inhuman behandling fra de amerikanske autoriteters side. Manning er ikke blevet dømt for nogen forbrydelse men de militære autoriteter forekommer at bruge alle tilgængelige midler for at straffe ham mens han er i detention. Dette underminerer USA's forpligtelse til princippet om formodet uskyldighed”.

USA's brug af contractors møder intern kritik.

Brugen af private firmaer, de såkaldte contractors, i genopbygningen af Irak og Afghanistan har i lang tid været en kontroversiel praksis. I mandags bragte Huffington Post en artikel hvor vi lærer, at contractors som har svindlet for anseelige summer igen bliver hyret til at udføre arbejde for den amerikanske regering da tilsynet med dem er ringe og mødt af mange forhindringer.

onsdag den 2. marts 2011

Empire - Information wars.

Dokumentar: 'You Should've Stayed at Home'

DFs Finn Rudaizky kontra virkelighedens verden.

Medlem af borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky, hævder i forlængelse af, at man fra Københavns Kommunes side i sidste uge valgte at hylde de hjemvendte soldater som helte, at "Soldaterne er unge mennesker, der har sat livet på spil for demokrati og humanistiske værdier." Hvilket altså var grunden til at kommunens lokalpolitikere mente, at man burde hylde dem. Det er selvfølgelig meget muligt at det er den selvforståelse soldaterne har, men det er ikke desto mindre milevidt fra virkelighedens verden af følgende grunde.

1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.

2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.

3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.

4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.

Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.

Lokalisering, ikke globalisering.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Al Jazeera: Tariq Ali om amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten.

USAs Dobbelte Standarder.

Den amerikanske administration var længe om at støtte op om oprøret i Egypten mod den amerikansk støttede diktator Hosni Mubarak. Hillary Clinton sagde så sent som den 25. januar, at hun anså regimet for stabilt og at hendes ministeriums vurdering af situationen var, at Mubarak-regimet ville efterkomme den egyptiske befolknings legitime krav. Det var først da begivenhederne havde udfoldet sig således at alt tydede på Mubaraks fald, at man begyndte at støtte op om folket, sandsynligvis i håb om fortsat indflydelse i et eventuelt fremtidigt demokratisk Egypten.

Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”

I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.

Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.

De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.

USA: Over $1.2 billioner til national sikkerhed i 2012.

Det er næppe nogen stor hemmelighed at den amerikanske økonomi fortsat har svært ved at komme sig oven på finanskrisen, men selvom dette er velkendt er det svært at tyde udfra supermagtens økonomiske prioriteringer, idet tallene som udgør det enorme forventede nationale sikkerhedsbudget for 2012, alt i alt løber op i over $1.2 billioner (am. trillion). Christopher Hellman har en gennemgang af budgettet på Counterpunch.

Le Scandal.

Revolutionerne i den arabiske verden har også haft interessante konsekvenser i Europa, nærmere bestemt i Frankrig, hvor regeringens respons på de revolutionære begivenheder i Mellemøsten har vakt harme og modstand. Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie måtte den 27. februar gå af efter blot fire måneder på posten. Årsagen var at Alliot-Marie den 11. Januar, på et tidspunkt hvor Ben Ali-regimet allerede havde dræbt mindst 35 protestanter, tilbød at støtte op om diktatoren og hjælpe med at løse hans sikkerhedsproblem. Dette fik en række franske oppositionspolitikere, herunder den tidligere premierminister Laurent Fabius, til at kræve ministerens afgang. Dette er imidlertid blot en del af en større fortælling om Sarkozy-regeringens forkærlighed for samarbejde med nordafrikanske diktatorer. Newsweeks korrespondent i Frankrig, Eric Pape, har skrevet en læseværdig gennemgang af hvad han betegner som Le Scandal.

tirsdag den 1. marts 2011

Analyse: Irak har fortsat diktatoriske træk.

Iraq's burgeoning protest movement shows that the country may have more in common with other Arab dictatorships than the United States would care to admit [..]

A generation of Iraqis has grown up with even less control over their lives than youth elsewhere in the Arab world. They went from brutality and scarcity under Saddam Hussein to a U.S.-led liberation they never asked for. Foreign troops patrolled their streets, searched their houses at night, yelled at them in a language they didn't understand, and, as the WikiLeaked war logs show, killed without good reason. The ensuing chaos placed them at the mercy of Iraq's fearsome militias. And now, they're living under a prime minister who is undermining some of the crucial checks and balances that are meant to make the Iraqi government accountable to its people [..]

There is more to democracy than elections, and, in some crucial ways, Iraq is becoming more autocratic. Iraq's Supreme Court ruled in January that several independent institutions -- including the central bank, the Independent High Electoral Commission (IHEC), and human rights and anti-corruption committees -- should be under the control of the government's council of ministers led by Maliki. The prime minister's critics have accused him of pressuring the court to issue the ruling. The bloc led by Ayad Allawi, the former interim prime minister and Maliki's rival, issued a statement condemning the verdict as "a coup against democracy."

This decision will have a significant and pernicious effect on Iraq's nascent democratic system. Qassim Aboudi, an Iraqi judge and IHEC official, condemned the Supreme Court's decision, raising fears that future elections could see more meddling if the elections commission is not politically independent. The human rights committee is also an important check on the security services' behavior. A recent Human Rights Watch report, detailing abuses at secret prisons run by a security force close to the prime minister, is just the latest example of the sort of issue that the committee cannot be expected to investigate objectively if it is under political control.
Foreign Policy: "Up in Arms."

Bob Woodward kritiserer Donald Rumsfeld.

Den legendariske amerikanske journalist Bob Woodward, bedst kendt for sine afsløringer i Watergate-skandalen der væltede den amerikanske præsident Richard Nixon, kritiserer i skarpe vendinger forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld i et gæsteindlæg på Foreign Policy's site:
Rumsfeld's memoir is one big clean-up job, a brazen effort to shift blame to others -- including President Bush -- distort history, ignore the record or simply avoid discussing matters that cannot be airbrushed away. It is a travesty, and I think the rewrite job won't wash.

The Iraq War is essential to the understanding of the Bush presidency and the Rumsfeld era at the Pentagon. In the book, Rumsfeld tries to push so much off on Bush. That is fair because Bush made the ultimate decisions. But the record shows that it was Rumsfeld stoking the Iraq fires -- facts he has completely left out of his memoir...
Læs resten her.

Gene Sharp: "From Dictatorship to Democracy".

Den amerikanske politilog Gene Sharp, som er blevet kaldt "den ikke-voldelige krigsførelses Clausewitz," skrev tilbage i 1990erne en læseværdig manual i ikke-voldelig modstand mod diktatoriske styreformer med titlen "From Dictatorship to Democracy." Manualen er blevet anvendt med succes af forskellige demokratiske oprørsbevægelser verden over. Den kan dowloades gratis her.

Analyse: Saudi-araberne er klar til politisk forandring.

Saudi Arabia is ripe for change. Despite its image as a fabulously wealthy realm with a quiescent, apolitical population, it has similar economic, demographic, social, and political conditions as those prevailing in its neighboring Arab countries. There is no reason to believe Saudis are immune to the protest fever sweeping the region.
Foreign Policy.

mandag den 28. februar 2011

Wikileaks: Et interessant indblik i den Saudi-Arabiske kongefamilies økonomi.

LONDON (Reuters) - When Saudi King Abdullah arrived home last week, he came bearing gifts: handouts worth $37 billion, apparently intended to placate Saudis of modest means and insulate the world's biggest oil exporter from the wave of protest sweeping the Arab world.

But some of the biggest handouts over the past two decades have gone to his own extended family, according to unpublished American diplomatic cables dating back to 1996.

The cables, obtained by WikiLeaks and reviewed by Reuters, provide remarkable insight into how much the vast royal welfare program has cost the country -- not just financially but in terms of undermining social cohesion.
Raw Story: "‘Royal welfare’ costs Saudis tens of billions every year, leaked cables reveal."

Dagens citat: Stig Dalager.

Mens vækstkurven i nationaløkonomien er for nedadgående og hundredtusinder af husejere som teknisk insolvente sidder fanget i en gældsfælde oven på den overophedede økonomi under Fogh Rasmussens kortsigtede lederskab, er vækstkurven for skandalesager omkring den nedslidte regering for opadgående:

Lederen af Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen, måtte gå af som følge af dårlige udenrigsministerielle prioriteringer og i bedste fald vildledende ministersvar i Folketinget; Lars Løkke Rasmussen har klare forklaringsproblemer omkring en sandsynlig overbetaling til private hospitaler; Bertel Haarder gik amok på en TVA-journalist, fordi han stiller et uskyldigt kritisk spørgsmål i forbindelse med Haarders embedsførelse; tidligere forsvarsminister Søren Gade forlod sin ministerpost i skyggen af flere lækagesager, og efter hans afgang anklages han af sin tidligere spindoktor for at have lækket statshemmeligheder om jægerkorpset; Henriette Kjær, der en gang tidligere måtte forlade en ministerpost på grund af ægtemandens økonomiske uregelmæssigheder, måtte trække sig som ordfører i Det Konservative Folkeparti på grund af angiveligt endnu flere af slagsen; tidligere videnskabsminister Helge Sander synes at være dybt involveret i den voksende skandale omkring hjerneforskeren Milena Penkowa – en skandale, der i sig selv er ved at blive et symptom på den elite- og konkurrencementalitet og den demokratisk udhulede ledelse af universiteterne, som regeringen har fremmet.
Fra kronikken "De trækker stikket til folkestyret ud"

fredag den 11. februar 2011

En Amerikansk Allieret Står for Fald.

Da Barack Obama gav sit første interview som amerikansk præsident til BBC i juni 2009, beskrev han Hosni Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet "anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede "jeg undlader at sætte mærkater på folk".

Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:

"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”

Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:

“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”

Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.

Cairo-talen.

I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”

Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.

Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.

Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?

Et mønster viser sig.

USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.

Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.

Frygt for islamisering?

De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.

I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.

Realisterne og legitimitetsproblematikken.

Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.

Strategiske krav.

Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.

Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?

En supermagt taber terræn.

Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.

Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.