I September/Oktober nummeret af det toneangivende udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs kan man læse hvordan den republikanske præsidentkandidat Rudolph Giuliani ønsker at udforme den fremtidige amerikanske udenrigspolitik. Hans artikel har han valgt at kalde “Toward a Realistic Peace” og jeg vil i det følgende kommentere lidt på artiklens indhold.
Det første trin mod det Giuliani kalder “en realistisk fred” er at være realistisk omkring hvem USA’s fjender er. Disse fjender følger iflg. ham en voldelig ideologi som han kalder “radical Islamic fascism”. Det er her særdeles interessant hvordan Giuliani benytter et retorisk kneb hvormed han søger at associere et gammelt fjendebillede, nemlig fascismen, med islamisk terrorisme. Denne retoriske sammenkobling af to fjendebilleder, et gammelt og et nyt, har han tilfælles med den nuværende administration der som bekendt har forsøgt sig med retorisk at sammenkoble fjendebilledet som akse-magterne repræsenterede under anden verdenskrig, med den fjendtlighed som såkaldte slyngelstater hævdes at repræsentere. En kobling vi finder i den nysproglige vending “The Axis of evil”. Denne sammenkobling må karakteriseres som værende ret tomhovedet idet der er åbenlyse forskelle på radikal islamisme og fascisme.
Den største og mest åbenlyse forskel er den, at den radikale islamisme er en religiøst funderet ideologi, mens fascismen, selvom den i stort omfang nød opbakning blandt højtstående medlemmer indenfor den katolske kirke, må siges primært at være en verdsligt funderet ideologi. En anden forskel er den, at Mussolini proklamerede at “fascisme er korporatisme” dvs. at fascismen indbygget i dens ideologi var meget venligt stillet overfor kapitalinteresser, hvorfor han da også et langt stykke henaf vejen modtog en vis opbakning fra vestlige magthavere blandt andet illustreret ved at Roosevelt i 1933 betegnede Mussolini som “that admirable Italian gentleman”, ligesom Roosevelt stadig i 1939 havde pæne ord tilovers for fascismen, idet han mente at ideologien var “of great importance to the world [though] still in the experimental stage.” [1] Fascismens opbakning af kapitalinteresser, må siges at stå i komplet modsætning til store dele af den radikale islamisme, der som bekendt er fjendtligt indstillede overfor vestlige kapitalinteresser, som illustreret ved angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. For det tredje skal det da også lige nævnes at både fascismen og nazismen kom på fode i nogle af verdens højest udviklede lande hvad i datiden angik kultur og videnskab, hvilket vist næppe kan siges at være tilfældet for mange af de radikale islamisters vedkommende, selvom det iranske præstestyre nok må siges at være en undtagelse.
Konklusionen herfra må følgelig være, at hvis Rudolph Giuliani ønsker at være realistisk omkring hvem der er USA's umiddelbare fjender, skulle han måske undlade at foretage en så stærkt revisionistisk kobling mellem fascisme og islamisme, da denne kobling ikke kan siges at være funderet i nogen tidligere eller nuværende realitet.
Et stærkere forsvar er for Giuliani en forudsætning for en succesfuld fremtidig udenrigspolitik. Giuliani hævder at man fra både demokratisk og republikansk hold gennem de seneste 15 år, har bedt det amerikanske forsvar om at gøre “increasingly more with increasingly less”, hvilket selvfølgelig må siges at være en sandhed med modifikationer, idet det amerikanske forsvarsbudget ikke kan siges at være blevet mindre gennem de sidste 15 år.
Giuliani ønsker at forbedre det amerikanske forsvar ved at videreudvikle missilforsvaret, som George W. Bush følgelig fortjener hævd for at have sat i værk. Endvidere er det for Giuliani vigtigt at man, for at imødegå et potentielt angreb på amerikansk jord, via satellitkonstellationer, overvåger våbenfabrikker overalt på jorden, både dag og nat og både over og under jorden.
Som middel til at tjene amerikanske interesser udenrigs mener Giuliani endvidere, at det er nødvendigt at tage propagandistiske foranstaltninger i brug, idet effektiv kommunikation iflg. ham kan være en stærkt virkningsfuld måde at fremme amerikanske interesser på, og for at USA kommer til at vinde det han kalder “the war of ideas.”
Giuliani har også et interessant bud på hvorledes et fremtidigt FN bør se ud. Historien har nemlig indtil videre vist, at sådanne institutioner virker bedst hvis USA leder dem, og FN er da heller ikke meget at råbe hurra for i Giulianis optik, da organisationen “har vist sig at være irrelevant i løsningen af næsten alle større kontroverser gennem de sidste 50 år”, herunder international terrorisme og brud på menneskerettighederne. Interessant er det vel at nævne i denne sammenhæng, at en af grundene til at FN ikke har været succesfuld mht. bekæmpelse af krænkelser af menneskerettighederne, er det forhold at USA konsekvent har blokeret alle sådanne tiltag mod staten Israel, men det er da ganske rigtigt at FN indtil videre ikke har kunnet udvirke de store resultater hvad angår de menneskerettighedskrænkelser som til stadighed foregår på Guantanamo basen på Cuba, hvor tortur og generel hård og forsømmelig behandling af de indsatte, som i manges tilfælde har siddet indespærret i årevis uden at få mulighed for en fair rettergang, har været reglen snarere end undtagelsen. Dette er efterhånden blevet dokumenteret særdeles grundigt, hvorfor jeg ikke mener det er nødvendigt at gentage det her.
Men tag ikke mit ord for det, læs selv resten:
http://www.foreignaffairs.org/20070901faessay86501/rudolph-giuliani/toward-a-realistic-peace.html[1] David Schmitz, The United States and Fascist Italy, North Carolina 1988.
