Mørklægning og Magtfuldkommenhed.

Offentlighedsloven, et lovforslag som Bødskov selv kritiserede da han var i opposition til Løkke-regeringen, blev tvunget ned i halsen på befolkningen på trods af over 86.000 underskrifter imod loven, hvilket må kaldes et betydeligt antal underskrifter i et lille land som Danmark. Gennemtvingelsen skete desuden på trods af, at den landsdækkende presses redaktører i samlet flok lod vide, at meget ikke længere ville kunne afsløres hvis man gennemførte loven. I flere af de landsdækkende aviser påviste man sågar adskillige tilfælde, hvor verserende sager ikke ville være kommet ud i offentlighedens granskende lys, såfremt loven var blevet gennemført da man efterforskede disse. Intet af dette havde desværre nogen videre betydning for de magtfuldkomne politikere på Borgen.

Morten “Mørklægger” Bødskov præsterede i det ene tv-interview efter det andet, at fremstå som et perfekt eksempel på den karrieremageriske politiker som med rette vækker politikerleden i befolkningen. Argumenter for lovens gennemførelse var der ikke mange af. Faktisk var der kun et, som Bødskov så valgte at gentage i det nærmest uendelige, som var han en plade der var gået i hak. Udover, at denne optræden nåede helt op på siden af Bertel Haarders raserianfald i pinlighed, demonstrerede Bødskov også, at dansk retspolitik åbenbart ikke er baseret på gode argumenter, hvilket selvfølgelig i sig selv er ganske foruroligende.

Mørklægningsloven bør desuden ikke vurderes som et enkeltstående tilfælde, men som endnu et symptom på, at en forkrøblende sygdom har ramt det danske politiske system. Andre steder ser vi nemlig ligeledes, hvordan gennemsigtigheden i forvaltningen af staten er blevet kompromitteret af store lag tyk sværte. Politiets Efterretningstjeneste er notorisk for institutionens lukkethed og tillader selv ikke aktindsigt i sager der er så gamle, at alle implicerede for længst er døde. Hertil kommer så, at der ikke er åbenhed omkring hvem der lobbyer det danske folketing, og der er endvidere heller ikke åbenhed omkring partistøtten, hvorfor vi altså effektivt er afskåret fra, at se hvem der udøver denne form for indflydelse på det politiske teater.

Der er ikke længere nogen mærkbar forskel på om Danmark er styret af den ene eller den anden side af midten. Folketingsvalgene er i dag pseudovalg mellem to alen af et stykke, idet der blandt midterpartierne lader til at være så stor konsensus om hvordan landet skal styres, at det er blevet umuligt at tage seriøst, at rød blok skulle udgøre et egentligt alternativ til blå blok. Det gælder ikke mindst hvad angår retspolitikken generelt, og offentlighedsloven i særdeleshed, idet dette lovforslag oprindeligt kom til verden da den blå blok var i førersædet. Generelt kan man desværre i dag sige om midten i dansk politik, at den består af fjender af det åbne samfund. Pænere hverken kan eller bør det siges.