Skal universitetet blot logre for guldkalven?

“Uvilkårligt trænger ordene “fabrik, arbejdsmarked, tilbud, nyttiggørelse” - og hvad egoismens moderne hjælpeord nu hedder – sig på, når man vil skildre den yngste generation af lærde.”

- Friedrich Nietzsche.ⁱ

I den vestlige idéhistories åndelige guldmine finder vi et dannelsesideal, som levede i bedste velgående i civilisationens tre mest intellektuelt frugtbare perioder - antikken, renæssancen og oplysningstiden - og som først i nutiden synes at være blevet aflivet.

Det klassiske dannelsesideal.

Platons akademi havde ikke uddannelsen af omstillingsparate kontorister og lydige teknokrater som dets mål. Målet var snarere menneskelig frigørelse, og midlet en livslang dannelsesproces, som skulle skrælle illusionerne bort og dermed få de oplysningens sædekorn, som dannelsen plantede i menneskenes sind, til at spire. En af akademiets fremmeligste elever var unægteligt Aristoteles. Hans efterladte skrifters brede spektrum vidner om et akademi med et holistisk dannelsesideal. Aristoteles filosofi spænder således over adskillige discipliner, heriblandt etik og politik, fysik og metafysik.

En anden af antikkens store begavelser, som ligeledes havde den platoniske tradition som sit udgangspunkt, var filosoffen Plotin, som blev født i Egypten i begyndelsen af det tredje århundrede. Plotins genialitet havde sine formative år i datidens Alexandria, hvor han studerede under Ammonius Saccas i ti år. Denne læretid skabte dog ikke alene Plotins syntetiske og dannede intellekt, for det var i høj grad også et produkt af en vidtfavnende og åndeligt mangfoldig kultur. Den polyhistoriske amerikanske tænker Ken Wilber skriver i sit hovedværks behandling af Plotin om det intellektuelle klima, der opfostrede ham:

“Alexandria of the third century was extraordinary for the cross-currents of intellectual, philosophical, and spiritual teachings that poured in, literally, from all over the world – there has probably been nothing else quite like it in the history of the West. Clement and Origen (arguably the most important of the early Church Fathers) were fellow townsmen of Plotinus. In Alexandria, one had direct access to at least the following teachers or their schools: The Goddess cult of Isis, Mithra worship, Plutarch (eclectic Platonism), the Neo-Pythagoreans, the Orphic-Dionysian mysteries, Appolonius of Tyana, the extraordinary Jewish mystic Philo, Manicheanism, the all-important Stoics, Numenius, the great African novelist Apuleius, much of the Hermetic writings, the Magi, Brahmanic Hinduism, early Buddhism, and virtually every variety of Gnosticism [..] It is only a slight exaggeration to say that Plotinus took the best elements from each school and jettisoned the rest (in fact, at age thirty-nine, he deliberately joined Gordianus’ Eastern campaign in order to familiarize himself with whatever wisdom traditions he might find); and, based on his own contemplative experiences, fashioned the whole thing into what can only be called an awesome vision, as coherent as it is beautifully compelling.”ⁱⁱ [min kursivering]

Antikkens holistiske og generalistiske dannelsesideal genoplives under renæssancen (genfødslen) og fremavler et kvantespring i menneskelig viden, velsagtens med universalgeniet Leonardo da Vinci som kronen på værket. Denne genfødsel af antikkens dannelsesideal lever i oplysningstiden videre i bedste velgående. "Vov den selvstændige tanke!” lyder det fra en af tidens mest prominente tænkere Immanuel Kant. Det generelle og holistiske dannelsesideal var altså fortsat i højsædet for blot nogle få århundreder siden, hvilket også kan udledes af den kendsgerning, at man i både den franske og skotske oplysningstid så forsøg på at encyklopædisere den menneskelige viden i henholdsvis Diderots encyclopédie og den skotske Encyclopedia Britannica, som for sidstnævntes vedkommende fortsat eksisterer den dag i dag. Den amerikanske intellektuelle Noam Chomsky pointerer i sin kritik af uddannelsessystemet, at det emancipatoriske projekt var indbygget i oplysningstidens dannelsesideal:

“We can ask ouserlves what the purpose of an educational system is and of course there are sharp differences on this matter. There is the traditional interpretation that comes from the Enlightenment, which holds that the highest goal in life is to inquire and create. To search the riches of the past and try to internalize the parts of them that are significant to you and carry that quest for understanding further in your way. The purpose of education, from that point of view, is just to help people determine how to learn on their own.”

Nutidens universitet: Karrieremageriets arnested.

Det er mere, end man kan sige om nutidens dannelsesideal og udannelsespraksis. Snarere end at emancipere den enkelte studerende, gøres hun ofte mindre fri, da selve uddannelsesprocessen typisk afføder gældens lænker. Forgældelsen tvinger derfor den forgældede til at sælge sit liv og sin tid til andre. Konsekvensen er et signifikant frihedstab, for som det intellektuelle makkerpar Michael Hardt og Antonio Negri skriver: 

“Gælden kontrollerer dig. Den disciplinerer dit forbrug, påtvinger dig spareforanstaltninger og reducerer dig ofte til overlevelsesstrategier, men hinsides dette dikterer den sågar dine arbejdsrytmer og -valg. Hvis du afslutter universitet i gæld, må du sige ja til den første lønnede stilling, der tilbydes, for at kunne honorere din gæld. Hvis du købte en lejlighed ved at optage lån, må du sikre dig ikke at miste dit arbejde eller tage ferie eller studieorlov fra arbejdet. Gældens virkning er, ligesom arbejdsmoralens, at holde dig til ilden. Mens arbejdsmoralen fødes indeni subjektet, begynder gælden derimod som en ydre begrænsning, der snart ormer sig vej ind. Gæld udøver en moralsk magt, hvis primære våben er ansvar og skyld, som hurtigt bliver genstand for tvangstanker.”ⁱⁱⁱ

Dannelsesidealet er desuden ingenlunde generalistisk længere. I nutidens verden uddanner de højere uddannelsesinstitutioner specialister med kompetencer indenfor et relativt smalt fagligt spektrum. Generalistiske universitetsuddannelser, der spænder over alle tre videnskabsgrene og mange forskellige discipliner, udbydes så vidt vides ikke noget sted her i landet.

Universitetet er desværre i høj grad blevet en fabrik, som fremstiller såkaldt menneskelige ressourcer. Omvandrende computere af kød og blod udstyret med den instrumentelle fornufts akkumulationsnyttige styresystem. I stedet for at være dannelsens og oplysningens højborg er universitetet mange steder degenereret til blot at være karrieremageriets arnested. Det er ikke blot uønskværdigt men også ganske farligt, hvis vi skal tro den amerikanske samfundsrevsende intellektuelle Chris Hedges, som i sin tekst “Karrieremagerne” skriver følgende:

“Den farligste kraft i den industrialiserede verden kommer ikke fra dem, som bærer radikale trosbekendelser, hvad end vi taler om islamisk radikalisme eller kristen fundamentalisme, men fra legioner af ansigtsløse bureaukrater, som med kløerne baner sig vej op gennem private og statslige maskinerier. De tjener et hvilket som helst system, som møder deres ynkelige behovskvoter.

Disse systemforvaltere tror ikke på noget. De har ingen loyalitet. De tænker ikke hinsides deres små, ubetydelige roller. De er blinde og døve. De er, i det mindste hvad angår den menneskelige civilisation og histories store ideer og mønstre, fuldstændige analfabeter. Og vi fremstiller dem på stribe på de store universiteter [..] Mænd og kvinder som intet kender til historien, intet til ideer. De lever og tænker i et intellektuelt tomrum, en verden bestående af meningsløse detaljer. De er T.S. Eliots “de hule mennesker”, “de udstoppede mennesker.” “formløse forme, skygger uden farve” skrev poeten. “paralyseret kraft, gestikulation uden bevægelse.”

Det var karrieremagerne som muliggjorde folkemordene, fra udryddelsen af de indfødte amerikanere til den tyrkiske nedslagtning af armenerne til det nazistiske holocaust til Stalins udryddelser. Det var dem som sørgede for at togene kørte til tiden. De udfyldte formularerne og stod bag beslaglæggelserne af ejendom. De rationerede maden mens børnene sultede. De fremstillede våbnene. De styrede fængslerne. De håndhævede rejseforbuddene, konfiskerede passene, beslaglagde bankkonti og udførte raceadskillelsen. De håndhævede loven. De passede deres arbejde.”^iv

Universitetets samfundsrolle.

Den eneste måde at reproducere det menneskelige samfund på, er ved at lade yngre generationer tage ved lære af de forudgående, så de kan internalisere og videreføre og/eller raffinere og forbedre det lærte. Indlæring og dannelse er derfor limen som forhindrer, at civilisationen går op i sømmene. Det er stopklodsen, som forhindrer kulturel dekadence og som holder bestialiteten og barbariet for porten. Det er en af pointerne, som den konservative intellektuelle Allan Bloom fremførte i sin bog Historien om Vestens Intellektuelle Forfald:

“Man kan sige, at universitetets rolle i et demokrati er at forhindre og kurere den særlige demokratiske blindhed, ikke for at etablere et slags aristokrati, men netop for demokratiets egen skyld og for at bevare sindets frihed – en af de vigtigste former for frihed – i det mindste for nogle individer i demokratiet. Et succesfuldt universitet er beviset på, at et samfund er i stand til at sørge for alles ve og vel, uden at afstumpe menneskers evner eller indskrænke sindet til kun at arbejde på de samme mål som styret […]

De store europæiske universiteter var førhen vores intellektuelle samvittighed, men efter deres nedtur er vi overladt til os selv. Vi har brug for en upopulær institution, som sætter klarhed over velbefindende og blødsødenhed, som imødegår vores stærkeste tilbøjeligheder og fristelser, som er fri for snobberi, men med en hvis standard. En sådan kan vi hente fra det bedste i vores fortid, selv om den bør være imødekommende overfor enhver nytænkning, der lever op til denne standard. Kommer der ikke noget nyt er det ingen katastrofe. Perioder med stor åndelig frugtbarhed er sjældne, men giver næring til andre, mindre frugtbare. Katastrofen ville være at miste inspirationen fra disse højdepunkter og ikke have noget at sætte i stedet. Så ville det være endnu mere usandsynligt, at sjældne talenter ville komme til deres ret hos os […]

Universitetets opgave er altså veldefineret, men hverken let at udføre eller holde i hævd. Først og fremmest går den ud på at fastholde de permanente spørgsmål i forreste linie og som det vigtigste. Det gøres især ved at bevare værkerne af de forfattere, der bedst besvarede disse spørgsmål – og holde disse værker i live.”^v

Som det indledningsvise citat af den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) vidner om, sneg kommercialiseringen og den økonomiske nyttigtænkning sig ikke ind på universitetet i går. Det er derimod en proces, som har været i gang i mere end hundrede år. I Danmark mødtes markedsgørelsen af universitet allerede med hård og velformuleret kritik for mange årtier siden. I kampskriftet “Studenter eller Peblinge” tordnede den danske åndsaristokrat Vilhelm Grønbech mod et universitet, som i hans øjne var blevet reduceret til en “pølsefabrik”:

“Universitetet er til for at hævde livets ret, på trods af tidens tendens til at nedbryde det. Det er vor adel, det er vor adelspligt, ti ret beset er det dertil folket har sat os. (…) Universitet er ved at sætte sin ære og sin autoritet overstyr ved at logre for guldkalven og rende i hælene på de praktiske mænd, ved at hviske: vi må gøre os nyttige, for ellers er der fare for at myndighederne anser os for at være en dårlig forretning og kniber på budgettet. Skal universitetet ikke ranke sig og sige: vi veed at den unge som får dybde i sine tanker, som får vidde i sin erfaring, duer bedst til at hjælpe og lede fordi han er et menneske og ikke et drivhjul der går når man spænder en rem om ham. Hvis vi holder hart ved dette krav og betaler hvad det koster, vil det ske at vort folk kommer til at forstå at vi netop i vor uafhængighed af dagens slagord gør folkets gerning, ja den vigtigste af alle gerninger; det vil se vi har ret, når vi siger at menneskene ikke alene lever af træmasse der forvandles til syntetisk føde, men også af det gudsbrød som hedder tænkning og kunst.”

Ja, universitetet skal ranke ryggen, for det må aldrig forfalde til blot at være vandingshul for fremtidens karrieremagere. Universitetets samfundsrolle er ikke blot at udklække kandidater, som kan opretholde den økonomiske vækst. Når der lyder en kritik fra undervisningsministeren gående på, at universitetet ikke er erhvervsrettet nok, bør der lyde højlydte protester, for universitetets problem er snarere det modsatte. Det er blevet alt for erhvervsrettet. En kultur, som mestendels vurderer uddannelsesvæsenets værdifuldhed indenfor rammerne af en økonomisk logik med nytte og rentabilitet som det centrale omdrejningspunkt, er nemlig ikke blot en fattig kultur. Det er en kultur i frit fald! 

Fremtidens universitet: En kilde til oplysning og frigørelse.

Universitetets samfundsværdi kan ikke gøres op i kroner og øre. Refleksiv dybde, kritisk fornuft og bredspektret dannelse har både værdi i sig selv, men også for samfundet som helhed. Vi bør derfor tilskynde, at universitetet vedbliver med at være et bolværk mod den allestedsnærværende fordummelse, som uundgåeligt indtræffer i en befolkning, der konstant bedøves af underholdningsindustriens og reklamebranchens narkotika. Men det bør ikke lade det blive ved det. Dets mål bør først og fremmest være at skabe grundlaget for en ny oplysningstid, og det bør konstant forsøge at plante sædekornene til en sådan ved at genoplive det holistiske dannelsesideal, som tidligere bar så velsmagende kulturelle frugter.

Efter genkoden er knækket og den såkaldte gudepartikel er fundet, står vi overfor et andet presserende og ubesvaret spørgsmål, nemlig, hvad bevidsthed vil sige generelt, og i særdeleshed hvad det vil sige i det menneskelige tilfælde. Skal vi knække bevidsthedskoden, bliver vi nødt til at gå interdisciplinært og holistisk til problemstillingen. Vi er nødt til at inddrage mange forskellige discipliner, som hver især kan belyse problemstillingen fra forskellige vinkler, hvorfor det altså er nødvendigt med en omfattende multiperspektivistisk krydsbestøvning, som transcenderer de traditionelle skel mellem disciplinerne og de tre overordnede videnskabsgrene. Om det tyvende århundrede kan man sige, at det var specialiseringens monoperspektivistiske tidsalder. Vi bør bestræbe os på at gøre det enogtyvende til polyperspektivismens, syntesens og interdisciplinaritetens tidsalder, så en ny periode med stor åndelig frugtbarhed kan bryde frem og berige vores videre kollektive evolution!

iFriedrich Nietzsche, Historiens Nytte, Gyldendal (1994), s. 97.

iiKen Wilber, Sex, Ecology and Spirituality, Shambhala Publications (2000), s. 343.

iiiHardt & Negri, Declaration (pdf) s. 8. Dansk oversættelse af Kritisk Modpol.

ivChris Hedges, Karrieremagerne. Dansk oversættelse af Kritisk Modpol.

vAllan Bloom, Historien om Vestens Intellektuelle Forfald, Nordisk Forlag (1991), s. 244-45.

Mørklægning og Magtfuldkommenhed.

Offentlighedsloven, et lovforslag som Bødskov selv kritiserede da han var i opposition til Løkke-regeringen, blev tvunget ned i halsen på befolkningen på trods af over 86.000 underskrifter imod loven, hvilket må kaldes et betydeligt antal underskrifter i et lille land som Danmark. Gennemtvingelsen skete desuden på trods af, at den landsdækkende presses redaktører i samlet flok lod vide, at meget ikke længere ville kunne afsløres hvis man gennemførte loven. I flere af de landsdækkende aviser påviste man sågar adskillige tilfælde, hvor verserende sager ikke ville være kommet ud i offentlighedens granskende lys, såfremt loven var blevet gennemført da man efterforskede disse. Intet af dette havde desværre nogen videre betydning for de magtfuldkomne politikere på Borgen.

Morten “Mørklægger” Bødskov præsterede i det ene tv-interview efter det andet, at fremstå som et perfekt eksempel på den karrieremageriske politiker som med rette vækker politikerleden i befolkningen. Argumenter for lovens gennemførelse var der ikke mange af. Faktisk var der kun et, som Bødskov så valgte at gentage i det nærmest uendelige, som var han en plade der var gået i hak. Udover, at denne optræden nåede helt op på siden af Bertel Haarders raserianfald i pinlighed, demonstrerede Bødskov også, at dansk retspolitik åbenbart ikke er baseret på gode argumenter, hvilket selvfølgelig i sig selv er ganske foruroligende.

Mørklægningsloven bør desuden ikke vurderes som et enkeltstående tilfælde, men som endnu et symptom på, at en forkrøblende sygdom har ramt det danske politiske system. Andre steder ser vi nemlig ligeledes, hvordan gennemsigtigheden i forvaltningen af staten er blevet kompromitteret af store lag tyk sværte. Politiets Efterretningstjeneste er notorisk for institutionens lukkethed og tillader selv ikke aktindsigt i sager der er så gamle, at alle implicerede for længst er døde. Hertil kommer så, at der ikke er åbenhed omkring hvem der lobbyer det danske folketing, og der er endvidere heller ikke åbenhed omkring partistøtten, hvorfor vi altså effektivt er afskåret fra, at se hvem der udøver denne form for indflydelse på det politiske teater.

Der er ikke længere nogen mærkbar forskel på om Danmark er styret af den ene eller den anden side af midten. Folketingsvalgene er i dag pseudovalg mellem to alen af et stykke, idet der blandt midterpartierne lader til at være så stor konsensus om hvordan landet skal styres, at det er blevet umuligt at tage seriøst, at rød blok skulle udgøre et egentligt alternativ til blå blok. Det gælder ikke mindst hvad angår retspolitikken generelt, og offentlighedsloven i særdeleshed, idet dette lovforslag oprindeligt kom til verden da den blå blok var i førersædet. Generelt kan man desværre i dag sige om midten i dansk politik, at den består af fjender af det åbne samfund. Pænere hverken kan eller bør det siges.

Personlig og Politisk Emancipation.

Nogle har ment, at man efter nedrivningen af Berlin-muren og Sovjetunionens kollaps, var nået frem til historiens afslutning, med den borgerlige parlamentarisk-demokratiske styreform og kapitalismen på sejrsskammelen. Denne holdning er blevet gjort til skamme af de seneste års demokratiske og kapitalismekritiske massebevægelser og deres krav om et reelt demokrati, samt af en globaliseret og finansialiseret kapitalisme, som fortsat er i gang med at delegitimere dette globale økonomiske systemets eksistensberettigelse. Som protesterne verden over vidner om, tilhører politiske emancipationsprojekter ikke just fortiden, men eksisterer derimod i bedste velgående i vores samtid.

Vi skal imidlertid passe på med kun, at tænke emancipation af menneskeheden indenfor rammerne af en politisk logik, for politisk emancipation er ikke “den endegyldige og absolutte form for menneskelig emancipation”, som Marx betonede i Kritik af Gotha-programmet. Det er en af den politiske idéhistories svagheder, at emancipation ofte udelukkende behandles indenfor rammerne af det intersubjektive rum, hvilket vil sige, at man mestendels beskæftiger sig med netop en politisk-strukturel emancipation, og til dels med en normativ-kulturel, mens den subjektive, individuelle emancipation af den enkelte, typisk ikke granskes i noget videre omfang.

Sat på spidsen kunne man spørge hvad det nytter, at have emanciperet de politiske strukturer i et samfund, hvis dets borgere er traumatiserede, neurotiske og afhængige? Har man derved skabt et frit samfund? Svaret synes at være et klart nej. Et overordnet emancipationsprojekt, bør aldrig kun være politisk projekt som blot vedrører det intersubjektive rum, men bør i stedet være både et politisk projekt og et personligt. Sagt anderledes: libertært inklinerede mennesker bør ikke kun vende deres emancipations-projekter mod repressive ydre politiske strukturer og kulturelle normer, men tillige fokusere på den individuelle emancipation, hviket betyder, at vi skal være opmærksomme på repressive elementer i egen tænkning og eget følelsesliv, og så snart vi har identificeret sådanne, forsøge at skaffe dem af vejen.