torsdag den 1. november 2012

Staten Skaber Kapitalen.


Enhver systemkritik af kapitalismen, som er andet end blot overfladisk, må tage udgangspunkt i en analyse af hvad der overhovedet muliggør kapitalismen. Kapitalismen opstod ikke i et tomrum, men var fra første færd – og fortsætter med at være – indlejret i statslige strukturer. Det er derfor vigtigt, at man ser på hvilken rolle staten spiller i kapitalismen dvs. på hvordan eksistensen af staten hænger sammen med kapitalismens eksistens.

En bærende søjle i kapitalismen er den (oftest forfatningsbaserede) private ejendomsret. En ejendomsret der ikke blot garanteres juridisk men også fysisk af statens monopol på legal voldsanvendelse. Den private ejendomsret formuleres i moderne tid juridisk i kontekst af borgerskabets revolutioner i Frankrig og De Forenede Stater. I sidstnævnte tilfælde lagde man kimen til kapitalismen ved skabelsen af denne bærende ejendomsretslige søjle, idet ejendomsbesiddende (og ofte slaveholdende) hvide mænd, skabte en forfatning hvori den private ejendomsret indgår som et centralt element.

Ligeledes central er idéen om det frie marked. Det er dog mestendels blevet ved idéen, da markedet som kapitalismen fungerer indenfor, aldrig har været egentlig frit. Det har derimod altid været indlejret i statslige strukturer som gennem lovgivning og voldelige former for magtpraksis har gjort begrænsende indgreb i markedet, ganske ofte til kapitalisternes fordel. Allerede ganske tidligt i De Forenede Staters historie indførte man således protektionistisk lovgivning, idet man allerede under den første amerikanske præsident, George Washington, indførte The Tariff Act (1789), der havde begrænsning af import og således beskyttelse af den hjemlige produktion, som sin underliggende logik.

To af måderne hvorpå staten har virket som støttehjul for kapitalismen er altså protektionisme og den forfatningssikrede ejendomsret. Sådanne ejendomsretslige juridiske tiltag er senere blevet mere mangfoldige, hvorfor vi nu kender til fænomener som intellektuel ejendomret, herunder lovgivning som giver nogle patenter og ophavsret og forbyder andre at krænke disse. Som den amerikanske intellektuelle Kevin Carson så rammende har formuleret det, er staten “jernnæven bag den usynlige hånd.”

I begyndelsen var ejendomsretten noget mere håndgribelig end i retten til idéers tilfælde (læs: intellektuel ejendomsret), idet der typisk var tale om ejerskab af noget langt mere fysisk, nemlig land. I det nordamerikanske tilfælde var der som oftest tale om ejendom man havde fået fingrene i, ved massemorderisk fortrængelse af den indfødte befolkning og/eller gennem slaveriets udbytning af ufrie menneskers arbejdskraft. Den forfatningsgaranterede private ejendomsret var således intet mindre end en legtimering af udplyndring og udbytning, skrevet af tyvene selv. Det er derfor også ganske rammende, at ordet privat - i begrebet privat ejendomsret - har sine sproglige rødder i det latinske ord privare som kan oversættes til berøve.

Også i England spillede staten en central rolle i den centralisering af magt som affødtes af, at nogle gjorde indhug i den nedarvede fælles ejendom (jorden). Mellem 1760 og 1844 vedtog man over 4000 enclosure acts som på mindre end hundrede år forvoldte, at omkring halvfems procent af jorden i England faldt på en lille minoritets hænder. Den arbejdende landbefolkning blev frarøvet muligheden for at operere på de tidligere fællesejede åbne enge, idet disse nu var på private hænder. Dette var blandt hovedårsagerne til, at bønderne fandt sig tvunget til at flytte til byerne for at finde arbejde i fabrikkerne. Statsmagten skabte således det juridiske grundlag for en omfattende berøvelse og udbytning af arbejderklassen, samt grundlaget for industrien, qua den forsyning af arbejdskraft til de kapitalistiske fabrikker, som fulgte i kølvandet på indhegningen og privatiseringen af den fælles ejendom.

I sit essay “English Enclosures and Soviet Collectivization: Two Instances of an Anti-Peasant Mode of Development” beskriver den libertarianske historiker Joseph R. Stromberg hvordan denne legalistiske udplyndring af den fælles ejendom fandt sted:
The political dominance of large landowners determined the course of enclosure….[I]t was their power in Parliament and as local Justices of the Peace that enabled them to redistribute the land in their own favor.
A typical round of enclosure began when several, or even a single, prominent landholder initiated it … by petition to Parliament.… [T]he commissioners were invariably of the same class and outlook as the major landholders who had petitioned in the first place, [so] it was not surprising that the great landholders awarded themselves the best land and the most of it, thereby making England a classic land of great, well-kept estates with a small marginal peasantry and a large class of rural wage labourers.”
Idéen, at nogen kunne eje jorden på samme måde som man kunne eje en hestesko man selv havde smedet, blev allerede tidligt kritiseret af en af oplysningstidens mest markante intellektuelle. I sin Afhandling om Oprindelsen og Grundlaget for Uligheden Mellem Mænd (Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes) kaster filosoffen Jean-Jacques Rosseau sig ud i en sønderlemmende kritik af denne idé:

“Den første, der indhegnede et område og fandt på at sige: Dette er mit, og fandt nogen, der var dumme nok til at tro på ham, var den sande grundlægger af det borgerlige samfund. For hvor mange forbrydelser, krige, mord, for hvilke ulykker og rædsler ville ikke den mand have sparet menneskeslægten, som havde fjernet grænsepælene eller fyldt grøften op og råbt til sine fæller: Lyt ikke til denne svindler; I er fortabte, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle og jorden ingen.”

I et interview med den amerikanske systemkritiske intellektuelle Derrick Jensen i bogen Resistance Against Empire, forklarer den demokratiske økonomiske teoretiker J. W. Smith, hvori den fortabthed som Rosseau omtaler, består:

If someone were born into our culture with the fully developed intelligence of an adult, but without our social conditioning, one of the first confusing realities she or he would face is that all of the land belongs to someone else. It’s a crazy situation. Before this person could legally stand, sit, lie down, or sleep, much less gain sustenance, she or he would have to pay whoever owned that piece of land. Now it’s one thing to own something that you’ve built—a chair, perhaps, or a table, or shoes—but land, air, and water are entirely different categories. They nurture life, are necessary to life, and were here before we were born (meaning they’re not our creation). Depriving others—all living beings, not just humans—access to land is to have the ability to kill them.” [min kursivering]

Kapitalister som ønsker staten afskaffet er der ikke mange af. Selv neoliberalister som ønsker et minimum af statslig indblanding i markedets virke ønsker ikke selve staten afskaffet. Årsagen er den simple, at staten også i det neoliberalistiske tilfælde spiller en central rolle. Den britisk-amerikanske marxistiske forfatter David Harvey beskriver statens (begrænsede) rolle i neoliberalismens tidsalder, i sin bog A Brief History of Neoliberalism:

Neoliberalism is in the first instance a theory of political economic practices that proposes that human well-being can best be advanced by liberating individual entrepreneurial freedoms and skills within an institutional framework characterized by strong private property rights, free markets, and free trade. The role of the state is to create and preserve an institutional framework appropriate to such practices. The state has to guarantee, for example, the quality and integrity of money. It must also set up those military, defence, police, and legal structures and functions required to secure private property rights and to guarantee, by force if need be, the proper functioning of markets. Furthermore, if markets do not exist (in areas such as land, water, education, health care, social security, or environmental pollution) then they must be created, by state action if necessary. But beyond these tasks the state should not venture. State interventions in markets (once created) must be kept to a bare minimum because, according to the theory, the state cannot possibly possess enough information to second-guess market signals (prices) and because powerful interest groups will inevitably distort and bias state interventions(particularly in democracies) for their own benefit.” [min kursivering]

Når staten ofte opfattes som et bolværk imod kapitalismen er årsagen med stor sandsynlighed en manglende forståelse af, at staten, snarere end at forsvare os imod kapitalismen, faktisk er blandt de væsentligste årsager til, at kapitalismen overhovedet har kunnet opstå - og stadig består. Uden den centrale rolle som staten spiller i kapitalismen er det svært at se, hvordan kapitalismen skulle kunne fortsætte med at eksistere som global økonomisk orden. Kampen mod kapitalismen må derfor af nødvendighed også være en kamp imod staten.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Super!

Anonym sagde ...

Glimrende analyse. Jeg er stort set enig i! Men konklussionen, at staten skal bekæmpes, er for mig at se det samme som at sige, at menneskeheden skal bekæmpes fordi der findes forbrydere. Det kan man mene. Personligt er jeg stor tilhænger af en stat af en række årsager jeg ikke vil uddybe her. For mig at se er det ikke det at vi har en stat, der er problemet, men den måde staten er bygget op på. Jeg mener derfor ikke staten som begreb skal bekæmpes, jeg tror derimod at den er nødvendig for at bekæmpe uhæmmet kapitalisme, udbredt forarmelse og brútalitet og jeg mener endda at staten bør være mere udbredt end i dag (banker, produktion, forsikringer osv.). Men jeg mener bestemt at der er ekstemt mange problemer med de stater vi har i dag. Men løsningen må for mig at se være at opbygge ansvarlige stater, ikke at beklæmpe stater for enhver pris. Lars Worning

Thomas sagde ...

Hej Lars,

Jeg har skrevet lidt om de ting du berører her på bloggen tidligere (se link).

Jeg mener ikke, at der for arbejderklassen sker de store ændringer ved, at den hierarkiske og dominansorienterede privatejede økonomi, flytter over på den hierarkiske og dominansorienterede stats hænder.

Faktisk finder jeg det ret bekymrende når der tales om omfattende nationaliseringer af produktionen. Hvis staten råder over eksempelvis energiproduktionen og finanserne har den de facto arbejderklassen i et jerngreb, da den jo så råder over de væsentligste inputs til produktionen og derfor egenhændigt kan bestemme, hvad der skal produceres. Jeg synes ikke, at en udvidelse af statsmagten giver den store mening.

Autoritær socialisme er statskapitalisme.

Rutger sagde ...

Tak for en glimrende artikel, jeg er på sin vis meget enig, men også meget tvivlende.

Man kan sige, at det at staten er den ultimative opretholder af kapitalismen har været den fælles analyse på venstrefløjen i lang tid.

Imidlertid mente socialisterne at staten kunne overtages og reformeres til brug for deres egne formål, hvilket har haft blandede resultater for at sige det diplomatisk. Det er for det meste endt i statskapitalisme, mens det i Kina i stedet bare er endt i neoliberalisme. David Graeber har i øvrigt et glimrende essay om bureaukratiets fremmedgørende og voldsfremyndende karakter her:
http://t.co/juBVKQlN
(det er en 13 siders pdf)

På den anden side er det svært for mig at se, hvordan vi opnår løsninger på global opvarmning og den slags lignende problemer uden nogle ret centraliserede strukturer. For ikke at snakke om, hvordan man opretholder en sammenhængende og kontinuerlig kamp mod det gældende system uden relativt faste strukturer, der kan fastholde viden og sammenhold i de perioder af kampen, hvor entusiasmen og målrettetheden måske mangler..

Blah det blev lidt nogle strøtanker og lidt usammenhængende, men tak for et glimrende indlæg under alle omstændigheder.