onsdag den 8. december 2010

Om tvangsskoling.

Debatten om folkeskolen anerkender som regel implicit dens legtimitet. Fokus er som regel på hvordan man kan gøre det bedre vha. nye læringsstrategier som skal eksistere indenfor det eksisterende institutionelle rammeværk, men folkeskolen som institution kritiseres sjældent. Det mener jeg er særdeles problematisk, da jeg anser folkeskolens nuværende struktur for at være endda meget patologisk. Vi har derfor brug for en fundamental omtænkning af folkeskolen.

- Den første problemstilling knyttet til tvangsskoling er, at den alt for ofte skaber forvirring snarere end forståelse hos eleven. Sekvensen af timerne i løbet af en skoledag består af urelaterede emner og en undervisning som afbrydes når klokken ringer, uanset hvor godt man er i gang med noget. I stedet for at fokusere på dyb og kritisk forståelse af interrelateret stof, er fokus i skolesystemet som oftest snarere på indlæring af facts som der ofte ikke er nogen umiddelbar relation mellem. Kvalitetsindlæring er karakteristisk ved, at man går i dybden med et emne over lang tid, hvilket ikke er tilfældet i det meste skoling, hvor fragmentering og forvirring presses ned over børnene.

- Børnene er intellektuelt afhængige af underviserne. Af alle de utallige ting som er værd at lære (om) er det kun et fåtal man får lov at stifte bekendtskab med i skolen. Disse emner er fastsat af usynlige administratorer som åbenbart er så oplyste, at de ved præcis hvad der er værd at lære. Vores egen undervisningsminister er en af disse oplyste. 15 + 16 = 33.

“Gode elever” venter på at få at vide af læreren hvad de skal tage sig til, hvilket sender eleven det uheldige signal, at man må vente på at andre mennesker, bedre trænet og mere oplyste end en selv, skaber mening i ens liv. De “dårlige elever” bekæmper denne intellektuelle afhængighed, selvom de ikke har sproglig forståelse nok til at kunne sætte ord på denne modstand, men den slags findes der selvfølgelig midler imod. Med magt knækkes viljen hos de som gør modstand og dette sker som regel uden forældrenes skepsis. Eventuelt kan man diagnosticere dem som indlæringsbesværede og adfærdsvanskelige og medicinere dem. Det er vist ret populært.

- Børnene har intet privatliv i skolen og som udgangspunkt ingen rettigheder eller egentlig medbestemmelse. Man lærer om demokrati, men den eneste variant i skolen er som regel noget a la valget mellem om man vil i Zoologisk Have eller på museum. Alt det grundlæggende har børnene ingen indflydelse på.

- Børnene er konstant overvågede af påtvungne autoriteter i skolegården, i klasseværelset og i gymnastiksalen, hvilket selvfølgelig er glimrende hvis man ønsker at vænne børnene til et liv i et stadig mere omsiggribende overvågningssamfund, men opdragelse til demokratisk adfærd og værdsættelse af ens ukrænkelige rettigheder kan det næppe siges at være.

For mig at se kan ovenstående aldrig blive indgangen til kritisk fornuft og original selvstændig tænkning. Hvis barnet opnår dette er det på trods af folkeskolen, ikke på grund af den. I Folkeskolen lærer man snarere at vænne sig til at gøre ting man ikke kan lide, at adlyde påtvungne autoriteter og indfinde sig med tvang og straf.

“Education is what remains after one has forgotten everything he learned in school.” - Albert Einstein.

Ingen kommentarer: