...Many Americans credit Reagan with reducing the size of government. In reality, he increased government spending, cut taxes and turned the United States from a creditor to a debtor nation. During his presidency, Reagan escalated the military budget while slashing funds for domestic programs that assisted working-class Americans and protected consumers and the environment. Not surprisingly, both George H.W. Bush and George W. Bush followed in Reagan’s footsteps.The Nation: Reagan's Real Legacy.
But, unfortunately, so did Bill Clinton. During his first campaign for the presidency, Clinton correctly observed that “the Reagan-Bush years have exalted private gain over public obligation, special interests over the common good, wealth and fame over work and family. The 1980s ushered in a Gilded Age of greed and selfishness, of irresponsibility and excess, and of neglect.” But a few years later, as president, Clinton proclaimed, echoing Reagan, that “the era of big government is over,” which he carried out by slashing welfare benefits for poor children.
Indeed, Reagan’s most important domestic legacy is our government’s weakened ability to do its job protecting families, consumers, workers and the environment.
How did Reagan revise America’s thinking about the role of government? Before Reagan took office, the American public was already growing more skeptical about government and politicians, exacerbated by the lies told by Presidents Lyndon Johnson and Richard Nixon about the Vietnam war, Nixon’s Watergate scandal and President Jimmy Carter’s inability to deal with the twin problems of rising prices and unemployment, often called “stagflation.” But Reagan—with his avuncular style, optimism and just-plain-folks demeanor—turned government-bashing into an art form.
And he had a lot of help. Accompanying the Reagan era was the rise of a well-oiled corporate-funded conservative propaganda machine—including think tanks and lobby groups, endowed professorships at universities, legal advocacy organizations, magazines, and college student internships to train the next generation—designed to demonize activist government and glorify unregulated markets. Years before Rush Limbaugh began his radio ministry to his conservative congregation of ditto-heads, Reagan and this right-wing echo chamber were on the job.
Reagan’s fans give him credit for restoring the nation’s prosperity. But whatever economic growth occurred during the Reagan years mostly benefitted those already well off. The income gap between the rich and everyone else in America widened. Wages for the average worker declined and the nation’s homeownership rate fell. During Reagan’s two terms in the White House, the minimum wage was frozen at $3.35 an hour, while prices rose, thus eroding the standard of living of millions of low-wage workers. The number of people living beneath the federal poverty line rose from 26.1 million in 1979 to 32.7 million in 1988. Meanwhile, the rich got much richer. By the end of the decade, the richest 1 percent of Americans had 39 percent of the nation’s wealth....
Viser opslag med etiketten reaganomics. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten reaganomics. Vis alle opslag
mandag den 7. februar 2011
Reagans sande arv.
Professor i politologi, Peter Dreier, skriver i The Nation om Reagans sande arv:
lørdag den 11. oktober 2008
Finanskrisen er reaganismens endeligt af Francis Fukuyama
Reagans og Thatchers version af kapitalismen er brudt sammen. Troen på, at skattelettelser er selvfinansierende og finansmarkedet selvregulerende, er død. Resultatet er en krise, der rækker langt ud over, hvem der vinder præsidentvalget i næste måned, skriver Francis Fukuyama, der i sin tid skrev liberalisme-biblen 'Historiens afslutning'
Amerikas velrenommerede investeringsbanker går konkurs. Over en billion dollars i aktiemarkedsværdier forsvinder på et enkelt døgn. De amerikanske skatteydere får udskrevet en regning på 700 milliarder dollars. Dimensionerne af 2008-krakket på Wall Street kunne næppe være mere overvældende. Nu spørger mange amerikanere, hvorfor de må betale så svimlende summer for at hindre økonomien i at bryde sammen. Kun få er imidlertid begyndt at diskutere de mere uhåndgribelige, men for USA potentielt langt større omkostninger - nemlig hvor stor skade den finansielle nedsmeltning har gjort på Amerika som varemærke.
Ideer hører til Amerikas vigtigste eksportartikler. Og lige siden Ronald Reagan blev valgt til præsident, er der især to fundamentalt amerikanske idéer, som har domineret den globale tænkning. Den første var en bestemt opfattelse af kapitalismen, ifølge hvilken lave skatter, svag regulering og en slanket statsmagt ville være drivkræfter for økonomisk vækst. Reaganismen brød og vendte en århundrede lang tendens i retning af stadig stærkere og stedse mere omfattende statsmagt. Deregulering blev tidens slagord - ikke blot i USA men i hele verden.
Den anden store idé var ideen om Amerika som en global forkæmper for udbredelse af det liberale demokrati, som blev anset for at være den bedste vej til en mere velstående og åben international orden. USA's magt og indflydelse hvilede ikke kun på militær supermagtsstyrke og dollars, men på det faktum, at de fleste mennesker følte sig tiltrukket af den amerikanske form for selvforvaltning og ønskede at omforme deres samfund i samme retning - en faktor, som politologen Joseph Nye betegner som 'blød magt'.
Et afgørende valg
Det kan være svært at se i øjnene, hvor slemt disse signatur-træk ved Amerikas særlige varemærke nu er bragt i miskredit. Mellem 2002 og 2007, mens verden endnu nød godt af en enestående periode med vækst, var det ingen sag at ignorere de europæiske socialister og latinamerikanske populister, når de stemplede den amerikanske økonomiske model som 'cowboy-kapitalisme'. Men nu er lokomotivet for denne vækst - den amerikanske økonomi - kørt af sporet og truer med at trække resten af verden med sig. Og hvad værre er: Synderen er ingen anden end den amerikanske model selv. Under mantraet 'mindre stat' afstod Washington fra at foretage den adækvate regulering af Amerikas finansielle sektor og gjorde det dermed muligt for denne at forvolde enorm skade på resten af samfundet.
Allerede før krakket var demokratiet kompromitteret. Da Saddam viste sig ikke at besidde masseødelæggelsesvåben, forsøgte Bush-regeringen at retfærdiggøre sin Irak-krig ved at knytte den til en bredere dagsorden om at 'udbrede frihed'. Pludselig var fremme af demokrati det vigtigste våben i krigen mod terror. Men for mange mennesker verden over lød USA's retorik om demokrati snarere som et påskud for at udbrede USA's herredømme.
Det afgørende valg, Amerika nu står over for, rækker langt ud over, hvilken økonomisk hjælpepakke, der vil virke bedst, eller hvem der vinder præsidentvalget. Det amerikanske varemærke sættes nu på en hård prøve på et tidspunkt, hvor andre modeller - det være sig den kinesiske eller den russiske - opleves som stadigt mere attraktive. Genoprettelsen af vort gode navn og genoplivelsen af vores varemærkes dragende magt er på mange måder en lige så stor udfordring som at stabilisere den finansielle sektor. Barack Obama og John McCain kommer med hver deres potentiale til at løfte til opgaven. Men uanset hvem af dem, der vinder, vil der forestå en årelang kamp op ad bakke. Og vi kan ikke tage fat på denne kamp, før vi klart har indset, hvad der gik galt, hvilke aspekter af den amerikanske model, der er bevaringsværdige, hvilke der skal forbedres, og hvilke der skal kasseres helt.
Reaganismens impuls
Mange kommentatorer har bemærket, at nedsmeltningen på Wall Street markerer afslutningen på Reagan-æraen. Det er utvivlsomt en korrekt konstatering - også selv hvis det skulle lykkes at få McCain valgt til præsident i november. Store ideer kommer til verden inden for rammerne af særlige historiske epoker. Og kun de færreste store ideer overlever, når konteksten ændrer sig dramatisk, hvilket er grunden til, at de politiske paradigmer er tilbøjelige til at skifte fra venstre til højre og tilbage igen i cykliske forløb, der kan strække sig over generationer.
Reaganismen - eller dens britiske variant, thatcherismen - var den nødvendige impuls for sin tid. Siden Franklin Roosevelts New Deal i 1930'erne havde statsmagten kun vokset sig større i nationer verden over. 1970'ernes store velfærdsstater og økonomier var ved at blive kvalt af bureaukrati. De fungerede håbløst. Dengang var telefoner dyre og vanskelige at anskaffe, flyrejser var en luksus for de rige, og de fleste mennesker satte deres opsparing ind på bankkonti med lave, regulerede rentesatser. Gavmilde velfærdsprogrammer, der skulle støtte eneforsørgere, gjorde det lidet attraktivt for fattige familier at arbejde og forblive gift, og mange familier gik i opløsning. Reagans og Thatchers revolutioner gjorde det lettere at ansætte og fyre arbejdere, hvad der ganske vist gav voldsomt smertelige gnidninger, efterhånden som traditionelle industrier måtte indskrænke eller lukke ned. Men de lagde også grunden til næsten tre årtier med vækst og fremkomsten af helt nye sektorer som informations-og biotek-branchen.
Sin internationale platform fik Reagan-revolutionen med det såkaldte Washington Consensus, ifølge hvilket Washington - og de institutioner, der står under dets indflydelse som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken - skulle anspore udviklingslandene til at åbne deres økonomier. Men skønt Washington Consensus rutinemæssigt bliver hånligt forkastet af populister som Venezuelas Hugo Chávez, formåede denne politik i nogen grad at lette de smertelige følger af den latinamerikanske gældskrise i begyndelsen af 1980'erne, da hyperinflation plagede lande som Argentina og Brasilien. Lignende markedsvenlige politikker er også en del af forklaringen på, at Kina og Indien har udviklet sig til de økonomiske kraftcentre, de er i dag.
Hvis nogen skulle savne yderligere belæg, behøver de blot kaste et blik på verdens mest ekstreme eksempler på statsstyrede, centraldirigerede økonomier - nemlig dem, man havde opbygget i det tidligere Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske stater. I 1970'erne var disse i næsten alle henseender sakket agterud for deres kapitalistiske rivaler. Deres totale sammenbrud efter Berlinmurens fald leverede beviset på, at sådanne velfærdsstater på steroider var en historisk blindgyde.
Som så mange andre samfundsforandrende bevægelser kørte Reagan-revolutionen af sporet, fordi den for mange tilhængere blev til en uangribelig ideologi frem for en pragmatisk reaktion på velfærdsstatens excesser. To principper var hævet over enhver tvivl: Skattelettelser blev regnet for selvfinansierende, og de finansielle markeder blev regnet for selvregulerende.
Globaliseringen skjulte fejlene
Før 1980'erne var konservative regeringer skattepolitisk tilbageholdende, forstået på den måde, at de var uvillige til at bruge flere penge, end skatterne indbragte. Men med Reaganomics vandt den tanke, at stort set alle skattelettelser ville stimulere vækst, så regeringen i sidste ende ville få større indtægter. Men faktisk var den traditionelle opfattelse den korrekte: Sænker man skatterne uden at beskære udgifterne, bliver resultatet underskud. Reagans skattenedsættelser i 1980'erne skabte da også et stort underskud, mens Clinton skattestigninger i 1990'erne frembragte et overskud. Bushs skattelettelser i begyndelsen af det 21. århundrede medførte et endnu større underskud. Den omstændighed, at den amerikanske økonomi voksede lige så hurtigt i Clinton-årene som under Reagan, formåede af en eller anden grund ikke at ryste den faste konservative tro på skattelettelser som den sikre vej til vækst.
Mere væsentligt var det, at globaliseringen i årtier skjulte fejlene i det neoliberale ræsonnement. I udlandet var man tilsyneladende uendeligt villige til at beholde de amerikanske dollars, som gjorde det muligt for USA's regering at køre med underskud og samtidig fastholde en høj vækst - noget, intet udviklingsland ville kunne slippe afsted med. Og derfor skal vicepræsident Dick Cheney allerede fra begyndelsen have beroliget præsident Bush med, at læren af 1980'erne var, at "underskud spiller ingen rolle".
Den anden trosartikel fra Reagan-æraen - den om finansiel deregulering - blev drevet frem som gældende politik af en uhellig alliance mellem sande troende og Wall Street-virksomheder og blev i 1990'erne sågar også accepteret af demokraterne som sandhedens evangelium. Dens fortalere hævdede, at gamle faste reguleringslove som Glas-Steagall-loven fra depressionstiden (som satte skel mellem banker og investeringsbanker) stod i vejen for innovation og undergravede konkurrenceevnen i Amerikas finansielle institutioner. Det var helt rigtigt set. Der var bare det ved det, at dereguleringen fremkaldte en strøm af nye innovative produkter som f.eks. de investeringspakker med subprime-lån, som udgør kernen i den nuværende krise. Nogle republikanere har stadig ikke forstået sammenhængen, hvilket fremgår af deres alternative forslag til en hjælpepakke, som involverer endnu større skattelettelser for hedgefonde.
Problemet er, at Wall Street fungerer meget anderledes end f.eks. Silicon Valley, hvor en svag regulering er så abs0lut er formålstjenlig. Finansielle institutioner bygger på tillid, som kun kan trives, hvis statsmagten sikrer deres gennemsigtighed og sætter grænser for de chancer, som de kan tage med andre folks penge. Sektoren adskiller sig også derved, at et sammenbrud i et pengeinstitut ikke blot skader aktionærer og ansatte, men tillige en mængde uskyldige udenforstående (som i økonomernes lidenskabsløse fagsprog betegnes som 'negative eksternaliteter').
10 års advarsler
Der har i det seneste årti været klare tegn på, at Reagan-revolutionen var slået ind på et farligt vildspor. Et tidligt varsel var Asiens finanskrise i 1997-98. Efter amerikansk rådgivning og pres havde lande som Thailand og Sydkorea i begyndelsen af 1990'erne liberaliseret deres kapitalmarkeder. En masse 'varme penge' begyndte strømme til disse økonomier, hvorved de skabte en spekulativ boble og derpå skyndte sig at trække sig tilbage igen, da de første tegn på problemer meldte sig. Lyder det som noget, vi kender? Derimod kunne lande som Kina og Malaysia, som ikke fulgte de amerikanske råd, men holdt deres finansielle markeder lukkede eller strengt regulerede, konstatere, at deres position var langt mindre sårbar.
Et andet advarselssignal var det strukturelle underskud, som Amerika begyndte at ophobe. Kina og en række andre lande begyndte efter 1997 at opkøbe amerikanske dollar som led i en bevidst strategi for at undervurdere deres valuta, holde hjulene i gang på deres fabrikker og beskytte sig mod finansielle chok. Efter 11. september passede dette Amerika fint, for det betød, at vi kunne sænke skatterne, finansiere en forbrugsfest, betale for to dyre krige og køre videre med et budgetunderskud på samme tid. De kolossale og stigende handelsunderskud, som dette resulterede i - 700 milliarder dollar om året i 2007 - var åbenlyst uholdbare, og det stod klart, at før eller senere ville man i udlandet beslutte sig for, at Amerika nok alligevel ikke var så godt et sted at anbringe sine penge. Den faldende amerikanske dollar indikerer, at vi nu har nået dette punkt. Det turde nu være indlysende, at underskud - i modsætning til hvad Cheney hævdede - i høj grad spiller en rolle.
Selv på hjemmefronten var dereguleringernes bagside åbenlys, længe før sammenbruddet på Wall Street. I Californien kom elpriserne helt ud af kontrol i 2000-2001 på grund af dereguleringen på det statslige marked for energi, som skruppelløse selskaber som Enron forstod at spille på til egen fordel. Enron selv og en lang række andre virksomheder gik i 2004 konkurs efter fusk med regnskaberne. Og i USA steg uligheden i det forgangne årti, fordi gevinsterne fra den økonomiske vækst i uforholdsmæssig grad kom til rigere og bedre uddannede amerikanere til gode, hvorimod indkomsterne for arbejderklassen stagnerede. Til sidst kom så også den forkludrede besættelse af Irak og den lige så forkludrede reaktion på orkanen Katrina, der eksponerede den offentlige sektors svaghed oppefra og ned - et resultat af årtiers underfinansiering og den lave prestige, som offentligt ansatte måtte lide under fra Reagans tid og frem.
Skelsættende
Alt dette kunne unægtelig tyde på, at Reagans æra burde have været afsluttet for et godt stykke tid siden. Men det gjorde den ikke, dels fordi Det Demokratiske Parti ikke forstod at stille med overbevisende kandidater og argumenter, men også på grund af et særligt aspekt ved Amerika, der stiller vort land meget anderledes end Europa. I de europæiske lande stemmer de mindre veluddannede borgere af arbejderklassebaggrund konsekvent på socialistiske, kommunistiske og andre venstreorienterede partier, ud fra den forventning at dermed er deres økonomiske interesser bedst tjent. Men i USA kan de tilsvarende samfundslag svinge enten til venstre eller højre. De bakkede op om Roosevelts stordemokratiske koalition under New Deal - en koalition, som holdt helt frem til Lyndon Johnsons Great Society-velfærdspolitik i 1960'erne. Men de begyndte at stemme republikansk under Nixon og Reagan, gik over til Clinton i 1990'erne og vendte så atter tilbage til den republikanske fold under George W. Bush. Når så mange fra disse lag stemmer republikansk, skyldes det, at kulturelle spørgsmål som religion, patriotisme, familieværdier og retten til at eje skydevåben kan overtrumfe de økonomiske temaer.
Denne gruppe vælgere kommer til at afgøre valget i november, ikke mindst på grund af deres talstærke tilstedeværelse i en håndfuld svingstater som Ohio og Pennsylvania. Vil de svinge i retning af den noget reserverede Harvard-uddannede Obama, hvis politiske dagsorden i højere grad afspejler deres økonomiske interesser? Eller vil de holde sig til mennesker, de bedre kan identificere sig med som John McCain og Sarah Palin? Der skulle i sin tid den økonomisk krise af enorme dimensioner fra 1929 til 1931 til for at bringe en demokratisk regering til magten. Meningsmålingerne i begyndelsen af oktober 2008 kunne tyde på, at vi har nået til lignende skelsættende punkt.
Demokrati som brand
Den anden afgørende komponent i det amerikanske varemærke er demokratiet og De Forenede Staters erklærede vilje at støtte andre demokratier i verden. Denne idealistiske ledetråd i USA's udenrigspolitik har været konstant igennem forrige århundrede, fra Woodrow Wilson's Folkeforbund over Roosevelts Four Freedoms til Reagans opfordring til Mikhail Gorbatjov om at "nedrive denne mur".
At fremme demokratiets udbredelse - gennem diplomati, støtte til grupper i civilsamfundet, frie medier og lignende, har aldrig været kontroversielt. Men nu er problemet, at da Bush-regeringen brugte 'demokratiet' til at retfærdiggøre Irak-krigen, blev dette af mange opfattet som et kodeord for militær intervention og regimeskift - det kaos, der udløstes i Irak, gjorde ikke ligefrem demokratiets sag en tjeneste. Navnlig Mellemøsten er et minefelt for enhver amerikansk regering, i og med at USA støtter ikkedemokratiske allierede som Saudi-Arabien, men afviser samarbejde med grupper som Hamas og Hizbollah, der kom til magten gennem valg eller bygger deres indflydelse på stor folkelig tilslutning. Vi har ikke megen troværdighed i USA, når vi forfægter en 'frihed-dagsorden'.
Den amerikanske model er også blevet alvorligt plettet af Bush-administrationens brug af tortur. Efter 11. september viste amerikanerne sig i foruroligende grad at være rede til at ofre den forfatningsmæssige beskyttelse af hensyn til sikkerheden. Og siden har Guantánamo Bay og de hætteklædter fanger fra Abu Ghraib i mange ikke-amerikaneres øjne erstattet Frihedsgudinden som symbol på Amerika.
Tabte positioner
Uanset hvem der vinder præsidentvalget om tre uger, vil skiftet til et nyt paradigme i amerikansk og international politik allerede være sat i gang. Demokraterne vil sandsynligvis kunne øge deres flertal i Parlamentet og Senatet. En enorm populistisk vrede er under opsejling, efterhånden som Wall Streets nedsmeltning forplanter sig til Main Street. Allerede nu er der en voksende enighed om behovet for at re-regulere store dele af økonomien.
Globalt vil USA ikke længere kunne nyde godt af den dominerende position, som det har indtaget indtil nu, hvilket understreges af Ruslands invasion af Georgien. Amerikas evne til at forme den globale økonomi gennem handelsaftaler, IMF og Verdensbanken vil også blive mindsket. Det samme vil vore finansielle ressourcer. Og i mange dele af verden vil amerikanske rådgivning, ideer og tilmed bistand være mindre velkommen end nu.
Hvilken kandidat vil under disse omstændigheder være i den bedste position til at give Amerikas et nyt og bedre ry?
Barack Obama er åbenlyst mindst belastet af den førte politik og den nylige fortid, og hans forsonlige og bredt appellerende stil forsøger at bevæge sig ud over dagens politiske fronter. I hjertet synes han snarere at være pragmatiker end ideolog. Men hans evne til at skabe konsensus vil blive sat på en hård prøve, når han skal træffe svære valg for bringe ikke kun republikanere, men også oprørske demokrater ind i folden.
John McCain har på sin side ført sig frem i de seneste uger som en moderne Teddy Roosevelt, tordnet imod Wall Street og forlangt at få udleveret chefen for New Yorks Børs, Chris Coxs hoved på et fad. Han kan meget vel være den eneste republikaner, der - under megen skrigen og sparken - vil kunne bringe sit parti ind i en post-Reagan æra. Men man får let det indtryk, at han i sit hoved ikke helt har besluttet sig for, hvilken slags republikaner han helst vil være, eller hvilke principper der skal definere det nye Amerika.
Ud af spændetrøjen
Amerikansk indflydelse kan og vil blive genoprettet. Da verden som helhed må forventes at blive ramt af et økonomisk tilbageslag, forekommer det ikke indlysende, at den kinesiske eller russiske model vil klare sig mærkbart bedre end den amerikanske version. USA er tidligere kommet sig efter de alvorlige tilbageslag i 1930'erne og 1970'erne, takket være vort systems tilpasningsdygtighed og modstandskraften i vor befolkning.
Ikke desto mindre vil endnu et comeback forudsætte, at vi har evnen til at gennemføre grundlæggende ændringer. For det første må vi bryde fri af Reagan-æraens spændetrøje i forhold til skatter og regulering. Nok vækker skattenedsættelser behag, men de stimulerer ikke nødvendigvis væksten eller betaler for sig selv. I lyset af vor finanspolitiske situation er det helt nødvendigt, at nogen ærligt og redeligt fortæller amerikanerne, at de fremover selv kommer til at betale mere for at få vort samfund på ret køl igen. Flere dereguleringer eller flere myndighedssvigt i forhold til at følge med markeder, der udvikler sig hastigt, kan blive utrolig kostbare, som vi har set. Hele den amerikanske offentlige sektor er underfinansieret, afprofessionaliseret og demoraliseret. Der er brug for at genopbygge den og indgive den en ny følelse af stolthed. Der findes visse opgaver, som kun statsmagten kan varetage at løse.
Når vi gennemfører disse ændringer, vil der naturligvis være en vis risiko for, at den statslige indblanding bliver for stor. Finansielle institutioner har brug for et stærkt tilsyn, men det står ikke klart, at dette også skulle gælde andre sektorer af økonomien. Frihandel er fortsat en stærk drivkraft for økonomisk vækst og vil forblive et instrument for USA's diplomati. Vi bør give bedre bistand til, at arbejdstagere kan tilpasse sig de skiftende globale vilkår frem for at forsvare deres nuværende job. Nok fører skattelettelser ikke automatisk til større velstand, men det gør en uhæmmet vækst i de offentlige udgifter heller ikke. Omkostningerne ved hjælpepakkerne og den langsigtede svage dollar betyder, at inflation vil være en alvorlig trussel i fremtiden. En uansvarlig finanspolitik kan nemt forværre problemerne.
Og selv om færre ikke-amerikanere formentlig vil ønske at lytte til vore råd, vil mange stadig kunne drage fordele af at efterligne visse aspekter af Reagan-modellen. Dette gælder dog helt sikkert ikke i forhold til deregulering af finansmarkederne. Men i det kontinentale Europa får arbejdstagere stadig tilbudt lange ferier, korte arbejdsuger, jobgarantier og en lang række andre fordele, som svækker deres produktivitet og ikke er økonomisk bæredygtige.
En vanskelig ny virkelighed
Det lidet opbyggelige svar på Wall Street-krisen må være, at den største forandring, vi må gennemføre, er af politisk art. Reagan-revolutionen brød de liberales og demokraternes 50 år lange dominans i amerikansk politik og åbnede op for nye tilgange til tidens problemer. Men som årene er gået, er det, som engang var banebrydende nye tanker, degenereret til stivnede dogmer. Den politiske debats kvalitet er blevet forringet af en polariserende diskurs, hvor ensidige politikere ikke blot drager deres modstanderes ideer i tvivl, men også deres motiver. Alt dette gør det sværere for os at tilpasse USA til den nye og vanskelige virkelighed, vi står overfor. Så den ultimative duelighedsprøve for den amerikanske model vil være dens evne til at genopfinde sig selv forfra. God branding er, for nu at citere en præsidentkandidat, ikke et spørgsmål om at smøre læbestift på en gris. Det handler om at have det rigtige produkt at sælge i første instans. Dette er en opgave, som Amerikas demokrati nu har fået skåret ud i pap.
Francis Fukuyama er professor i international politisk økonomi på John Hopkins School of Advanced International Studies.
Amerikas velrenommerede investeringsbanker går konkurs. Over en billion dollars i aktiemarkedsværdier forsvinder på et enkelt døgn. De amerikanske skatteydere får udskrevet en regning på 700 milliarder dollars. Dimensionerne af 2008-krakket på Wall Street kunne næppe være mere overvældende. Nu spørger mange amerikanere, hvorfor de må betale så svimlende summer for at hindre økonomien i at bryde sammen. Kun få er imidlertid begyndt at diskutere de mere uhåndgribelige, men for USA potentielt langt større omkostninger - nemlig hvor stor skade den finansielle nedsmeltning har gjort på Amerika som varemærke.
Ideer hører til Amerikas vigtigste eksportartikler. Og lige siden Ronald Reagan blev valgt til præsident, er der især to fundamentalt amerikanske idéer, som har domineret den globale tænkning. Den første var en bestemt opfattelse af kapitalismen, ifølge hvilken lave skatter, svag regulering og en slanket statsmagt ville være drivkræfter for økonomisk vækst. Reaganismen brød og vendte en århundrede lang tendens i retning af stadig stærkere og stedse mere omfattende statsmagt. Deregulering blev tidens slagord - ikke blot i USA men i hele verden.
Den anden store idé var ideen om Amerika som en global forkæmper for udbredelse af det liberale demokrati, som blev anset for at være den bedste vej til en mere velstående og åben international orden. USA's magt og indflydelse hvilede ikke kun på militær supermagtsstyrke og dollars, men på det faktum, at de fleste mennesker følte sig tiltrukket af den amerikanske form for selvforvaltning og ønskede at omforme deres samfund i samme retning - en faktor, som politologen Joseph Nye betegner som 'blød magt'.
Et afgørende valg
Det kan være svært at se i øjnene, hvor slemt disse signatur-træk ved Amerikas særlige varemærke nu er bragt i miskredit. Mellem 2002 og 2007, mens verden endnu nød godt af en enestående periode med vækst, var det ingen sag at ignorere de europæiske socialister og latinamerikanske populister, når de stemplede den amerikanske økonomiske model som 'cowboy-kapitalisme'. Men nu er lokomotivet for denne vækst - den amerikanske økonomi - kørt af sporet og truer med at trække resten af verden med sig. Og hvad værre er: Synderen er ingen anden end den amerikanske model selv. Under mantraet 'mindre stat' afstod Washington fra at foretage den adækvate regulering af Amerikas finansielle sektor og gjorde det dermed muligt for denne at forvolde enorm skade på resten af samfundet.
Allerede før krakket var demokratiet kompromitteret. Da Saddam viste sig ikke at besidde masseødelæggelsesvåben, forsøgte Bush-regeringen at retfærdiggøre sin Irak-krig ved at knytte den til en bredere dagsorden om at 'udbrede frihed'. Pludselig var fremme af demokrati det vigtigste våben i krigen mod terror. Men for mange mennesker verden over lød USA's retorik om demokrati snarere som et påskud for at udbrede USA's herredømme.
Det afgørende valg, Amerika nu står over for, rækker langt ud over, hvilken økonomisk hjælpepakke, der vil virke bedst, eller hvem der vinder præsidentvalget. Det amerikanske varemærke sættes nu på en hård prøve på et tidspunkt, hvor andre modeller - det være sig den kinesiske eller den russiske - opleves som stadigt mere attraktive. Genoprettelsen af vort gode navn og genoplivelsen af vores varemærkes dragende magt er på mange måder en lige så stor udfordring som at stabilisere den finansielle sektor. Barack Obama og John McCain kommer med hver deres potentiale til at løfte til opgaven. Men uanset hvem af dem, der vinder, vil der forestå en årelang kamp op ad bakke. Og vi kan ikke tage fat på denne kamp, før vi klart har indset, hvad der gik galt, hvilke aspekter af den amerikanske model, der er bevaringsværdige, hvilke der skal forbedres, og hvilke der skal kasseres helt.
Reaganismens impuls
Mange kommentatorer har bemærket, at nedsmeltningen på Wall Street markerer afslutningen på Reagan-æraen. Det er utvivlsomt en korrekt konstatering - også selv hvis det skulle lykkes at få McCain valgt til præsident i november. Store ideer kommer til verden inden for rammerne af særlige historiske epoker. Og kun de færreste store ideer overlever, når konteksten ændrer sig dramatisk, hvilket er grunden til, at de politiske paradigmer er tilbøjelige til at skifte fra venstre til højre og tilbage igen i cykliske forløb, der kan strække sig over generationer.
Reaganismen - eller dens britiske variant, thatcherismen - var den nødvendige impuls for sin tid. Siden Franklin Roosevelts New Deal i 1930'erne havde statsmagten kun vokset sig større i nationer verden over. 1970'ernes store velfærdsstater og økonomier var ved at blive kvalt af bureaukrati. De fungerede håbløst. Dengang var telefoner dyre og vanskelige at anskaffe, flyrejser var en luksus for de rige, og de fleste mennesker satte deres opsparing ind på bankkonti med lave, regulerede rentesatser. Gavmilde velfærdsprogrammer, der skulle støtte eneforsørgere, gjorde det lidet attraktivt for fattige familier at arbejde og forblive gift, og mange familier gik i opløsning. Reagans og Thatchers revolutioner gjorde det lettere at ansætte og fyre arbejdere, hvad der ganske vist gav voldsomt smertelige gnidninger, efterhånden som traditionelle industrier måtte indskrænke eller lukke ned. Men de lagde også grunden til næsten tre årtier med vækst og fremkomsten af helt nye sektorer som informations-og biotek-branchen.
Sin internationale platform fik Reagan-revolutionen med det såkaldte Washington Consensus, ifølge hvilket Washington - og de institutioner, der står under dets indflydelse som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken - skulle anspore udviklingslandene til at åbne deres økonomier. Men skønt Washington Consensus rutinemæssigt bliver hånligt forkastet af populister som Venezuelas Hugo Chávez, formåede denne politik i nogen grad at lette de smertelige følger af den latinamerikanske gældskrise i begyndelsen af 1980'erne, da hyperinflation plagede lande som Argentina og Brasilien. Lignende markedsvenlige politikker er også en del af forklaringen på, at Kina og Indien har udviklet sig til de økonomiske kraftcentre, de er i dag.
Hvis nogen skulle savne yderligere belæg, behøver de blot kaste et blik på verdens mest ekstreme eksempler på statsstyrede, centraldirigerede økonomier - nemlig dem, man havde opbygget i det tidligere Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske stater. I 1970'erne var disse i næsten alle henseender sakket agterud for deres kapitalistiske rivaler. Deres totale sammenbrud efter Berlinmurens fald leverede beviset på, at sådanne velfærdsstater på steroider var en historisk blindgyde.
Som så mange andre samfundsforandrende bevægelser kørte Reagan-revolutionen af sporet, fordi den for mange tilhængere blev til en uangribelig ideologi frem for en pragmatisk reaktion på velfærdsstatens excesser. To principper var hævet over enhver tvivl: Skattelettelser blev regnet for selvfinansierende, og de finansielle markeder blev regnet for selvregulerende.
Globaliseringen skjulte fejlene
Før 1980'erne var konservative regeringer skattepolitisk tilbageholdende, forstået på den måde, at de var uvillige til at bruge flere penge, end skatterne indbragte. Men med Reaganomics vandt den tanke, at stort set alle skattelettelser ville stimulere vækst, så regeringen i sidste ende ville få større indtægter. Men faktisk var den traditionelle opfattelse den korrekte: Sænker man skatterne uden at beskære udgifterne, bliver resultatet underskud. Reagans skattenedsættelser i 1980'erne skabte da også et stort underskud, mens Clinton skattestigninger i 1990'erne frembragte et overskud. Bushs skattelettelser i begyndelsen af det 21. århundrede medførte et endnu større underskud. Den omstændighed, at den amerikanske økonomi voksede lige så hurtigt i Clinton-årene som under Reagan, formåede af en eller anden grund ikke at ryste den faste konservative tro på skattelettelser som den sikre vej til vækst.
Mere væsentligt var det, at globaliseringen i årtier skjulte fejlene i det neoliberale ræsonnement. I udlandet var man tilsyneladende uendeligt villige til at beholde de amerikanske dollars, som gjorde det muligt for USA's regering at køre med underskud og samtidig fastholde en høj vækst - noget, intet udviklingsland ville kunne slippe afsted med. Og derfor skal vicepræsident Dick Cheney allerede fra begyndelsen have beroliget præsident Bush med, at læren af 1980'erne var, at "underskud spiller ingen rolle".
Den anden trosartikel fra Reagan-æraen - den om finansiel deregulering - blev drevet frem som gældende politik af en uhellig alliance mellem sande troende og Wall Street-virksomheder og blev i 1990'erne sågar også accepteret af demokraterne som sandhedens evangelium. Dens fortalere hævdede, at gamle faste reguleringslove som Glas-Steagall-loven fra depressionstiden (som satte skel mellem banker og investeringsbanker) stod i vejen for innovation og undergravede konkurrenceevnen i Amerikas finansielle institutioner. Det var helt rigtigt set. Der var bare det ved det, at dereguleringen fremkaldte en strøm af nye innovative produkter som f.eks. de investeringspakker med subprime-lån, som udgør kernen i den nuværende krise. Nogle republikanere har stadig ikke forstået sammenhængen, hvilket fremgår af deres alternative forslag til en hjælpepakke, som involverer endnu større skattelettelser for hedgefonde.
Problemet er, at Wall Street fungerer meget anderledes end f.eks. Silicon Valley, hvor en svag regulering er så abs0lut er formålstjenlig. Finansielle institutioner bygger på tillid, som kun kan trives, hvis statsmagten sikrer deres gennemsigtighed og sætter grænser for de chancer, som de kan tage med andre folks penge. Sektoren adskiller sig også derved, at et sammenbrud i et pengeinstitut ikke blot skader aktionærer og ansatte, men tillige en mængde uskyldige udenforstående (som i økonomernes lidenskabsløse fagsprog betegnes som 'negative eksternaliteter').
10 års advarsler
Der har i det seneste årti været klare tegn på, at Reagan-revolutionen var slået ind på et farligt vildspor. Et tidligt varsel var Asiens finanskrise i 1997-98. Efter amerikansk rådgivning og pres havde lande som Thailand og Sydkorea i begyndelsen af 1990'erne liberaliseret deres kapitalmarkeder. En masse 'varme penge' begyndte strømme til disse økonomier, hvorved de skabte en spekulativ boble og derpå skyndte sig at trække sig tilbage igen, da de første tegn på problemer meldte sig. Lyder det som noget, vi kender? Derimod kunne lande som Kina og Malaysia, som ikke fulgte de amerikanske råd, men holdt deres finansielle markeder lukkede eller strengt regulerede, konstatere, at deres position var langt mindre sårbar.
Et andet advarselssignal var det strukturelle underskud, som Amerika begyndte at ophobe. Kina og en række andre lande begyndte efter 1997 at opkøbe amerikanske dollar som led i en bevidst strategi for at undervurdere deres valuta, holde hjulene i gang på deres fabrikker og beskytte sig mod finansielle chok. Efter 11. september passede dette Amerika fint, for det betød, at vi kunne sænke skatterne, finansiere en forbrugsfest, betale for to dyre krige og køre videre med et budgetunderskud på samme tid. De kolossale og stigende handelsunderskud, som dette resulterede i - 700 milliarder dollar om året i 2007 - var åbenlyst uholdbare, og det stod klart, at før eller senere ville man i udlandet beslutte sig for, at Amerika nok alligevel ikke var så godt et sted at anbringe sine penge. Den faldende amerikanske dollar indikerer, at vi nu har nået dette punkt. Det turde nu være indlysende, at underskud - i modsætning til hvad Cheney hævdede - i høj grad spiller en rolle.
Selv på hjemmefronten var dereguleringernes bagside åbenlys, længe før sammenbruddet på Wall Street. I Californien kom elpriserne helt ud af kontrol i 2000-2001 på grund af dereguleringen på det statslige marked for energi, som skruppelløse selskaber som Enron forstod at spille på til egen fordel. Enron selv og en lang række andre virksomheder gik i 2004 konkurs efter fusk med regnskaberne. Og i USA steg uligheden i det forgangne årti, fordi gevinsterne fra den økonomiske vækst i uforholdsmæssig grad kom til rigere og bedre uddannede amerikanere til gode, hvorimod indkomsterne for arbejderklassen stagnerede. Til sidst kom så også den forkludrede besættelse af Irak og den lige så forkludrede reaktion på orkanen Katrina, der eksponerede den offentlige sektors svaghed oppefra og ned - et resultat af årtiers underfinansiering og den lave prestige, som offentligt ansatte måtte lide under fra Reagans tid og frem.
Skelsættende
Alt dette kunne unægtelig tyde på, at Reagans æra burde have været afsluttet for et godt stykke tid siden. Men det gjorde den ikke, dels fordi Det Demokratiske Parti ikke forstod at stille med overbevisende kandidater og argumenter, men også på grund af et særligt aspekt ved Amerika, der stiller vort land meget anderledes end Europa. I de europæiske lande stemmer de mindre veluddannede borgere af arbejderklassebaggrund konsekvent på socialistiske, kommunistiske og andre venstreorienterede partier, ud fra den forventning at dermed er deres økonomiske interesser bedst tjent. Men i USA kan de tilsvarende samfundslag svinge enten til venstre eller højre. De bakkede op om Roosevelts stordemokratiske koalition under New Deal - en koalition, som holdt helt frem til Lyndon Johnsons Great Society-velfærdspolitik i 1960'erne. Men de begyndte at stemme republikansk under Nixon og Reagan, gik over til Clinton i 1990'erne og vendte så atter tilbage til den republikanske fold under George W. Bush. Når så mange fra disse lag stemmer republikansk, skyldes det, at kulturelle spørgsmål som religion, patriotisme, familieværdier og retten til at eje skydevåben kan overtrumfe de økonomiske temaer.
Denne gruppe vælgere kommer til at afgøre valget i november, ikke mindst på grund af deres talstærke tilstedeværelse i en håndfuld svingstater som Ohio og Pennsylvania. Vil de svinge i retning af den noget reserverede Harvard-uddannede Obama, hvis politiske dagsorden i højere grad afspejler deres økonomiske interesser? Eller vil de holde sig til mennesker, de bedre kan identificere sig med som John McCain og Sarah Palin? Der skulle i sin tid den økonomisk krise af enorme dimensioner fra 1929 til 1931 til for at bringe en demokratisk regering til magten. Meningsmålingerne i begyndelsen af oktober 2008 kunne tyde på, at vi har nået til lignende skelsættende punkt.
Demokrati som brand
Den anden afgørende komponent i det amerikanske varemærke er demokratiet og De Forenede Staters erklærede vilje at støtte andre demokratier i verden. Denne idealistiske ledetråd i USA's udenrigspolitik har været konstant igennem forrige århundrede, fra Woodrow Wilson's Folkeforbund over Roosevelts Four Freedoms til Reagans opfordring til Mikhail Gorbatjov om at "nedrive denne mur".
At fremme demokratiets udbredelse - gennem diplomati, støtte til grupper i civilsamfundet, frie medier og lignende, har aldrig været kontroversielt. Men nu er problemet, at da Bush-regeringen brugte 'demokratiet' til at retfærdiggøre Irak-krigen, blev dette af mange opfattet som et kodeord for militær intervention og regimeskift - det kaos, der udløstes i Irak, gjorde ikke ligefrem demokratiets sag en tjeneste. Navnlig Mellemøsten er et minefelt for enhver amerikansk regering, i og med at USA støtter ikkedemokratiske allierede som Saudi-Arabien, men afviser samarbejde med grupper som Hamas og Hizbollah, der kom til magten gennem valg eller bygger deres indflydelse på stor folkelig tilslutning. Vi har ikke megen troværdighed i USA, når vi forfægter en 'frihed-dagsorden'.
Den amerikanske model er også blevet alvorligt plettet af Bush-administrationens brug af tortur. Efter 11. september viste amerikanerne sig i foruroligende grad at være rede til at ofre den forfatningsmæssige beskyttelse af hensyn til sikkerheden. Og siden har Guantánamo Bay og de hætteklædter fanger fra Abu Ghraib i mange ikke-amerikaneres øjne erstattet Frihedsgudinden som symbol på Amerika.
Tabte positioner
Uanset hvem der vinder præsidentvalget om tre uger, vil skiftet til et nyt paradigme i amerikansk og international politik allerede være sat i gang. Demokraterne vil sandsynligvis kunne øge deres flertal i Parlamentet og Senatet. En enorm populistisk vrede er under opsejling, efterhånden som Wall Streets nedsmeltning forplanter sig til Main Street. Allerede nu er der en voksende enighed om behovet for at re-regulere store dele af økonomien.
Globalt vil USA ikke længere kunne nyde godt af den dominerende position, som det har indtaget indtil nu, hvilket understreges af Ruslands invasion af Georgien. Amerikas evne til at forme den globale økonomi gennem handelsaftaler, IMF og Verdensbanken vil også blive mindsket. Det samme vil vore finansielle ressourcer. Og i mange dele af verden vil amerikanske rådgivning, ideer og tilmed bistand være mindre velkommen end nu.
Hvilken kandidat vil under disse omstændigheder være i den bedste position til at give Amerikas et nyt og bedre ry?
Barack Obama er åbenlyst mindst belastet af den førte politik og den nylige fortid, og hans forsonlige og bredt appellerende stil forsøger at bevæge sig ud over dagens politiske fronter. I hjertet synes han snarere at være pragmatiker end ideolog. Men hans evne til at skabe konsensus vil blive sat på en hård prøve, når han skal træffe svære valg for bringe ikke kun republikanere, men også oprørske demokrater ind i folden.
John McCain har på sin side ført sig frem i de seneste uger som en moderne Teddy Roosevelt, tordnet imod Wall Street og forlangt at få udleveret chefen for New Yorks Børs, Chris Coxs hoved på et fad. Han kan meget vel være den eneste republikaner, der - under megen skrigen og sparken - vil kunne bringe sit parti ind i en post-Reagan æra. Men man får let det indtryk, at han i sit hoved ikke helt har besluttet sig for, hvilken slags republikaner han helst vil være, eller hvilke principper der skal definere det nye Amerika.
Ud af spændetrøjen
Amerikansk indflydelse kan og vil blive genoprettet. Da verden som helhed må forventes at blive ramt af et økonomisk tilbageslag, forekommer det ikke indlysende, at den kinesiske eller russiske model vil klare sig mærkbart bedre end den amerikanske version. USA er tidligere kommet sig efter de alvorlige tilbageslag i 1930'erne og 1970'erne, takket være vort systems tilpasningsdygtighed og modstandskraften i vor befolkning.
Ikke desto mindre vil endnu et comeback forudsætte, at vi har evnen til at gennemføre grundlæggende ændringer. For det første må vi bryde fri af Reagan-æraens spændetrøje i forhold til skatter og regulering. Nok vækker skattenedsættelser behag, men de stimulerer ikke nødvendigvis væksten eller betaler for sig selv. I lyset af vor finanspolitiske situation er det helt nødvendigt, at nogen ærligt og redeligt fortæller amerikanerne, at de fremover selv kommer til at betale mere for at få vort samfund på ret køl igen. Flere dereguleringer eller flere myndighedssvigt i forhold til at følge med markeder, der udvikler sig hastigt, kan blive utrolig kostbare, som vi har set. Hele den amerikanske offentlige sektor er underfinansieret, afprofessionaliseret og demoraliseret. Der er brug for at genopbygge den og indgive den en ny følelse af stolthed. Der findes visse opgaver, som kun statsmagten kan varetage at løse.
Når vi gennemfører disse ændringer, vil der naturligvis være en vis risiko for, at den statslige indblanding bliver for stor. Finansielle institutioner har brug for et stærkt tilsyn, men det står ikke klart, at dette også skulle gælde andre sektorer af økonomien. Frihandel er fortsat en stærk drivkraft for økonomisk vækst og vil forblive et instrument for USA's diplomati. Vi bør give bedre bistand til, at arbejdstagere kan tilpasse sig de skiftende globale vilkår frem for at forsvare deres nuværende job. Nok fører skattelettelser ikke automatisk til større velstand, men det gør en uhæmmet vækst i de offentlige udgifter heller ikke. Omkostningerne ved hjælpepakkerne og den langsigtede svage dollar betyder, at inflation vil være en alvorlig trussel i fremtiden. En uansvarlig finanspolitik kan nemt forværre problemerne.
Og selv om færre ikke-amerikanere formentlig vil ønske at lytte til vore råd, vil mange stadig kunne drage fordele af at efterligne visse aspekter af Reagan-modellen. Dette gælder dog helt sikkert ikke i forhold til deregulering af finansmarkederne. Men i det kontinentale Europa får arbejdstagere stadig tilbudt lange ferier, korte arbejdsuger, jobgarantier og en lang række andre fordele, som svækker deres produktivitet og ikke er økonomisk bæredygtige.
En vanskelig ny virkelighed
Det lidet opbyggelige svar på Wall Street-krisen må være, at den største forandring, vi må gennemføre, er af politisk art. Reagan-revolutionen brød de liberales og demokraternes 50 år lange dominans i amerikansk politik og åbnede op for nye tilgange til tidens problemer. Men som årene er gået, er det, som engang var banebrydende nye tanker, degenereret til stivnede dogmer. Den politiske debats kvalitet er blevet forringet af en polariserende diskurs, hvor ensidige politikere ikke blot drager deres modstanderes ideer i tvivl, men også deres motiver. Alt dette gør det sværere for os at tilpasse USA til den nye og vanskelige virkelighed, vi står overfor. Så den ultimative duelighedsprøve for den amerikanske model vil være dens evne til at genopfinde sig selv forfra. God branding er, for nu at citere en præsidentkandidat, ikke et spørgsmål om at smøre læbestift på en gris. Det handler om at have det rigtige produkt at sælge i første instans. Dette er en opgave, som Amerikas demokrati nu har fået skåret ud i pap.
Francis Fukuyama er professor i international politisk økonomi på John Hopkins School of Advanced International Studies.
Abonner på:
Opslag (Atom)