Byen er fremtidens kampplads

Kampen mod nyliberalismen flytter ud i byrummet, hvor fælles værdier skabes og ejes, hævder Antonio Negri og Michael Hardt i deres kommende bog.


Nyliberalismens projekt er at privatisere fællederne [common wealth], de værdier der skabes og ejes i fællesskab. Det siger Michael Hardt, litteraturprofessor ved Duke University i USA.

Sammen med den italienske politiske filosof Antonio Negri har Hardt under en postmoderne fane skabt furore på venstrefløjen med bøgerne »Imperiet« (Empire, udkom i 2000) og videreudviklingen »Multitude: War and Democracy in the Age of Empire« fra 2004. Nu har duoen afleveret manuskriptet til en tredje bog om kapitalismens former og potentialet for modstanden mod disse, med titlen »Common Wealth«. Bogen forventes at udkomme næste år.

»Common Wealth« er sidste del af en trilogi, et 15 år langt projekt, siger Hardt, da vi møder ham under Europas Sociale Forum i Malmö. Projektet har affødt mange studiekredse og har skabt både beundring og irritation i miljøer som definerer sig som del af den globale retfærdighedsbevægelse. Eller alterglobaliseringsbevægelsen, som den også kaldes.

Hardt og Negri er hyppigt blevet kritiseret for ikke at forholde sig til realitetene i »basis« og i stedet drive begrebsgymnastik langt ind i overbygningen. Michael Hardt mener imidlertid, at begreberne om det nye imperium (en serie af nationale og internationale organismer forenet under en dominerende ideologi) og multituden (en sammenhængende pluralitet af sociale subjekter, som ikke kan reduceres til en enhed, et begreb Hardt og Negri sætter i modsætning til ideen om »folket«) blot er blevet styrket af den seneste udvikling på verdensscenen.

JPG - 19.1 kb
Fra nationalstaten til imperiet og fra fabrikken til metropolen. Sådan kan man opsummere forandringen i kapitalismen, hvis man spørger den amerikanske filosof Michael Hardt. Hardt var en af hovedtalerne på det nyligt afholdte European Social Forum i Malmø. Forfatterkollegaen Antonio Negri skulle også have talt, men måtte melde afbud på grund af sygdom.

»Da vi skrev »Imperiet«, så vi en ny global verdensorden, der var i støbeskeen, en orden med nye styringsformer. De nykonservative i Washington har forsøgt at kuppe denne orden: gennem krigen mod terror troede de, at de kunne genskabe den traditionelle imperialisme.«
Mislykket unilateralisme

Det er blevet hævdet, at krigene i Irak og Afghanistan tilbageviste centrale præmisser i »Imperiet«. Du virker fortsat ikke særlig entusiastisk overfor modstanden mod krigen?

»Fjendens fjende er ikke nødvendigvis vores ven, og jeg føler ingen forpligtelse til at hylde krigsmodstanden. Det er muligt jeg er stædig, men jeg har ikke ændret syn efter disse krige. Irak og Afghanistan er klassiske imperalistiske eventyr udført af en idiot [George W. Bush]. Koncepterne vi brugte i »Imperiet« er i virkeligheden blot endnu mere gyldige i og med, at Bush har bevist at denne form for imperalisme er død. Det, vi ser nu, er begravelsen af unilaterialismen.«

Alligevel synes USA at fortsætte på samme måde?

»De har forsøgt, men er mislykkedes. F.eks. vil der ikke blive tale om en invasion af Iran. Måske vil nogen indvende, at det nye blot er, at USA ikke kan, men at Kina kan. Det er diskutabelt, for det ikke blot aktørerne, men selve formen, der er forandret.«
Tre faser

Hardt og Negri har distanceret sig fra klassiske teorier og termer (selv ville de måske sige omfortolket og generobret) og kritiserer modviljen mod teorifornyelse.

»I 2003–05 handlede meget af venstrefløjsanalysen om, at dette var god, gammeldags imperialisme, og folk pustede lettede ud – nu behøvede de jo ikke lede efter nye begreber og modeller«, siger Hardt.

Ifølge ham burde alle kunne se, at USA’s imperialistiske pretentioner har slået fejl, både militært og økonomisk. Han påpeger også, at nationalstaterne fortsat er vigtige, men at de fungerer i et netværk, hvor de må agere sammen med koncerner, finansinstitutioner og massemedier.

De to forfattere deler alterglobaliseringsbevægelsens hidtidige historie ind i tre faser.

»Den første gik omtrent frem til G8-mødet i Genova i 2001, og det specielle var, at man ikke demonstrerede mod for eksempel Det hvide hus, men mod forskellige institutioner. Dette »topmødehopperi« er senere blevet kritiseret, men der var tale om en ekstremt intelligent teoretisering af, hvor magten lå i det nye imperium. Pluralismen i bevægelsen indså og eksperimenterede med magten ved netop at være mangfoldig. En mangel var at bevægelsen ikke blev virkelig global«, siger Hardt.

Han mener, at den anden fase, fra 2003 til 2006, var helt dominert af antikrig og anti-Bush, hvorfor den mistede sin mangfoldighed af agendaer, taktikker og organisationer, en tilbagegang for bevægelsen.

»Nu er vi i den tredje fase, en fase der begyndte efter at Irak-krigen slog fejl. Vi ser mangfoldigheden af grupper, arbejdsformer og agendaer gøre sin re-entre, og en genfødelse af kampen i og om metropolen«.
Ud i byrummet

Netop metropolen er et centralt begreb i »Common Wealth«, og i vanlig stil lancerer Negri og Hardt en snedig hypotese: Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for industriproletariatet.

Hardt forklarer:

»Før forgik produktionen i fabrikkens lukkede rum. Nu foregår den på tværs af åbne rum, og vi har et skifte i den hegemoniske produktionsform.«

Når den industrielle produktionsform tidligere var hegemonisk skyldtes det ikke, at et flertal af samfundsmedlemmerne arbejdede i industrien, men at den industrielle arbejdsmåde blev påført alle andre dele af samfundet.

»Nu er det den biopolitiske produktion, som er hegemonisk. Med det mener vi alt fra at skifte sengetøj og udvikle datakoder til at arbejde i Burger King. Denne produktionsform bygger på og udvikler fælleden (eng. »The Common«), som er de ideer, fælles værdier, sprog og følelser, vi alle sammen producere i fællesskab. Fælleden kan også karakteriseres ved, at den ikke kan underkastes hverken privat eller statsligt eje uden at forringes kvalitativt«, siger Hardt.

Hardt og Negri præsenterer deres forståelse af fælleden i kontrast til dikotomien mellem det private og det offentlige. Hvis man ser det private som udtryk for kapitalismen og det offentlige eller statslige som udtryk for socialismen, mener de, at fælleden er en social og politisk form som udgør basis for kommunismen.

Metropolen er altså den biopolitiske produktions hjemsted og følgelig også det sted, hvor udbytningen finder sted – for eksempel i form af privatisering af fællederne.

»Et eksempel er den udnyttelse af fællederne, der finder sted på boligmarkedet. Tag en gade hvor kunstnere flytter ind. Der sker ting. Det bliver attraktivt at bo dér. Caféer og restauranter flytter efter for at profittere på det, som skabes i fællesskabe. Lidt efter lidt flytter de rige ind. Gentrificeringen af byen er en ekspropriation, og netop det at privatisere fællederne er nyliberalismens projekt. Og i det samme de privatiseres, bliver de mindre produktive«, hævder Hardt.

Men metropolen er samtidig et sted, hvor der kæmpes tilbage. Den er hjemsted for modstand og antagonisme på samme måde som fabrikken var det i sin tid.

»Der er ikke bare tale om en kamp i byen, men en kamp om byen, om dens form og udtryk. Tænk på piqueteroerne i Argentina. De var arbejdsløse og aktivister, uden nogen fabrik at strejke eller aktionere imod. De tog kampen ud i gaderne, til byen. Også 2005-optøjerne i Paris’ forstæder – banlieuerne – rettede sig mod byens eksklusionssymboler, mod biler, busser og skoler.«
Glæden ved at være kommunist

Michael Hardt undrer sig over, hvorfor revolutionsbegrebet er blevet så miskrediteret i bevægelsens egne rækker.

»Der er to måder at tænke revolution på, som står sejlt overfor hinanden. Den ene er at erstatte en styrende elite med en andre – og ofte bedre – styrende elite. Men på den måde skaber man et aristokrati, ikke et demokrati. Den anden måde er når revolutionen giver magten tilbage til folk, troen på at når de undertrykkende strukturer fjernes, så vil folk styre demokratisk – en slags anarkistisk drømmebillede. Jeg synes det er mere frugtbart at se på revolution som en måde at forandre menneskesindet på«, forklarer Hardt og trækker Lenin frem.

»Lenin talte om en overgangsfase, hvor folket skulle sættes i stand til at styre sig selv, om at ændre menneskets natur under proletariatets diktatur. Men man kan ikke træne folk i demokrati ved at indføre diktatur. Menneskenesindene må ændres gennem positiv praksis og deltagende strukturer. Her ligger nøglen til at »rehabilitere« revolutionen.«

Hardt karakteriserer ofte sig selv som marxist – noget mange selverklærede marxister fnyser højlydt af. Han lægger vægt på, at demokrati og kommunisme – i den betydning han bruger ordet, som noget der er intimt knyttet til fællederne – hænger uløseligt sammen.

»Jeg bruger megen energi på at tagebageerobre begge disse begreber, begreber som er blevet både forvrænget og tømt for indhold.«

En af flere vigtige inspirationskilder for Negri og Hardt er den franske filosof Michel Foucault, blandet andet hans »Introduction to the Non-Fascist Life« (Introduktion til det ikke-facistiske liv, Foucaults forord til Deleuze og Guattaris Anti-ødipus, red.). Michael Hardt mener, at forsøget på at gøre det politiske liv attraktivt og ikke så negativt fokuseret er blandt alterglobaliseringsbevægelsens vigtigste resultater.

»Fokus på kreativitet og glæde er måske den bedste vaccine mod facisme. Ja, det er netop dét, der er selve glæden ved at være kommunist«, ler han.

Eline Lønnå og Ali Esbati er begge redaktører på den norske avis Klassekampen, hvor interviewet har været bragt den 27. september 2008.

Oversat fra norsk af Niels Fastrup