VKO-regimet, med Dansk Folkeparti i spidsen, ønsker nu at straffe kontantshjælpsmodtagere hårdt for udeblivelse fra de såkaldte “aktiveringstilbud.” Hvis man udebliver i blot en enkelt dag, uden at kunne begrunde det fyldestgørende, vil man fremover blive frataget halvdelen af sin kontanthjælp i et halvt år, hvilket svarer til at chefen konfiskerer en fjerdedel af ens årsløn hvis man tager en pjækkedag fra jobbet.
Begrundelsen fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup er at ”det vil have en opdragende effekt” og Skaarup siger uddybende at ”vi er nødt til at skærpe sanktionerne for flere tusinde ledige på kontanthjælp og starthjælp afslår hvert år tilbud uden grund”. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg mener også det er en god idé for som hun formulerer det:
”Som systemet er i dag kan kontanthjælpsmodtagere shoppe ind og ud af aktivering. Hvis der er noget, man ikke vil deltage i, mister man kun ydelsen i de f.eks. tre dage, man vælger at blive væk. Det gør det svært at skabe sammenhængende forløb, der kan bringe de ledige tilbage i job.”
Beskæftigelsesministeren antager altså at de mange aktiveringstilbud kan bringe de ledige tilbage i job, men desværre har det i de fleste tilfælde ikke ret meget at gøre med virkeligheden, idet antallet af ledige jobs blot udgør en ganske lille procentdel ift. antallet af ledige og det er derfor ikke unormalt at mange hundrede arbejdsløse søger den samme stilling, som eksempelvis tankpasser eller kassedame.
Det der kaldes et ”aktiveringstilbud” er i virkeligheden en eufemisme for tvangsaktivering for i modsætning til et tilbud, kan man ikke sige nej til at blive aktiveret. Denne tvangsaktivering kan indeholde alt ligefra kostvejledning over gymnastikundervisning til kognitiv gruppeterapi og bliver også ”tilbudt” til folk som ikke er hverken overvægtige, i dårlig form eller har ondt i psyken. At dømme ud fra disse aktiveringsforløb handler arbejdsløshedsproblemet altså åbenbart mere om, at folk ikke spiser rigtigt, ikke løber lange nok ture og ikke går rundt og har det godt nok med sig selv, end det handler om finanskrisen, eller om, at der ikke er kommet ret mange arbejdspladser ud af, at man har givet skattelettelser til de rige, selvom dette ellers iflg. teorien ville få en ”trickle-down effect,” hvilket kort sagt vil sige, at giver man de rige flere penge mellem hænderne, så kommer det i teorien os alle sammen til gode.
En anden kendt variant indenfor tvangsaktivering er jobsøgningskurser hvor ledige bruger mange timer dagligt på at lære at skrive en ansøgning, for hvis man ikke kan finde sig et arbejde hænger det åbenbart mere sammen med, at man ikke er god nok til at sælge sig selv, end det handler om, at der simpelthen ikke er ret meget arbejde at få. Er man ikke blandt de heldige der er kommet ud på arbejdsmarkedet når kurset er slut, ja så bliver man selvfølgelig bare nødt til at tage kurset en gang til, for ens fortsatte ledighed må jo så åbenbart hænge sammen med, at man ikke har hørt godt nok efter på kurset.
Skulle man i blot en enkelt dag udeblive fra et af disse stærkt fornedrende, perspektivløse og stupide tvangsaktiveringsforløb er man iflg, mange borgerlige nok bare en forpulet nasserøv der i virkeligheden slet ikke ønsker at komme i arbejde. Det er derfor fuldstændig på sin plads, at udeblivelse nu skal straffes med en så voldsom indkomstforringelse, at det i praksis betyder, at de sandsynligvis mange bistandsmodtagere som dette kommer til at ramme, må vælge mellem enten at have tag over hovedet eller mad på bordet, for en indkomst på under 6000 kroner før skat rækker næppe for ret mange til begge dele.
Det er vanskeligt at være decideret chokeret over dette nye tiltag, for har man fulgt den politiske udvikling gennem de sidste mange år kommer det næppe som et chok, at man på den borgerlige fløj gladeligt svinger pisken og ydmyger ledige der i forvejen lever på trange kår, men jeg er alligevel lidt overrasket over graden af afsky for de ledige og den forstyrrende afstumpethed der ligger til grund for dette nye straftiltag. Man kan da håbe på at regningen falder ved det næste valg, for selv Dansk Folkepartis vælgere må da efterhånden kunne se, at al snakken fra DFs side om, at man kæmper den lille mands sag, ikke har ret meget med den førte politik og virkeligheden at gøre.
