Persondyrkelse kontra tænkning.

I "Det Kommunistiske Manifest" kan der ikke herske den store tvivl om, at Marx agiterer for en autoritær samfundsorden, organiseret på statsligt niveau. Efter revolutionen skal proletariatets diktatur "centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder", foretage en "centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol" samt foretage en "centralisering af transportvæsenet i statens hænder", mens det hedder sig, at man skal indføre "lige arbejdstvang for alle" og der desuden opfordrers til "oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget".

Om dette skrev Bakunin i 1873: "The leaders of the Communist Party, namely Mr. Marx and his followers, will concentrate the reins of government in a strong hand. They will centralize all commercial, industrial, agricultural, and even scientific production, and then divide the masses into two armies — industrial and agricultural — under the direct command of state engineers, who will constitute a new privileged scientific and political class."

Er der her tale om et uretfærdigt angreb på en politisk modstander eller snarere om hvad man retmæssigt kan udlede af Marx' egne ord i "Det Kommunistiske Manifest"? Det forekommer åbenlyst, at der er tale om det sidste, idet det vist giver sig selv, at såfremt staten råder over alle produktionsinstrumenterne, transporten og kreditten og tvinger folk til at arbejde (for staten), så har staten arbejderklassen i et jerngreb.

At man også kan påvise visse autoritære elementer i Bakunins tænkning er knap så interessant, vil jeg tillade mig at mene, idet Bakunin overhovedet ikke spiller samme rolle i anarkismen (eller historien) som Marx gør i marxismen. Der er ikke, så vidt vides, nogen indflydelsesrig og levende anarkistisk retning som kalder sig bakunisme. Bakunin var desuden også glødende antisemitisk i nogle tekster, hvilket der ikke er nogen grund til at forsvare eller tale udenom, med mindre man gør sig i persondyrkelse.

Hos folk med en enorm skriftlig produktion kan man ofte finde selvmodsigelser og agitation for modsatrettede tanker. I Marx' tekster kan man således finde både libertære og autoritære tanker. I sidste ende er det væsentlige imidlertid nok, hvilke skrifter der har haft mest indflydelse på historiens gang og der hersker her ikke den store tvivl om, at Marx' autoritære side har haft mere indflydelse på historien, end hans mere libertære side. Den anarkistiske filosof Crispin Sartwell, som mener at Marx var en langt bedre tænker end Bakunin, er her værd at citere:

The project of making [..] Marx come out as right as possible is a silly project, and one entirely unworthy of an actual thinker. Take what's right; reject the rest. Why not? Why not just say he's wrong about "industrial armies" etc., but right about x, y, and z? Why? because you're a follower not a philosopher. In which case, I don't actually need to read what you write or think about what you say. [...] You should read Marx exactly like you read any arguments, accounts, assertions: critically. You should take what you can use or what you can argue for or what works and leave all the rest without a moment's hesitation. [...] Don't defend Marx at all costs, or at any cost at all: take what's right and leave what's not: it doesn't matter. Marx is dead; he's not going to be impressed that you agree with him. [marxism] is supposed to be some kind of philosophy, science, history: not a religion that demands you're unquestioning capitulation to its myriad absurdities.

Hvis en politisk filosofi degenererer til persondyrkelse af ideologiske patriarker, ophører den med at være filosofi, idet tænkningens ædle kunst af nødvendighed må være funderet på spørgen og tvivlen, hvorfor tænkningen altså må betegnes som grundlæggende anti-autoritær. I modsætning hertil har vi overbevisningen, som er kendetegnet ved, at al tvivl og spørgen er bragt til ophør. Den som med næb og klør forsvarer sine ideologiske overbevisningers ophavsmænd, selv når de kommer med de mest menneskefjendske argumenter, er snarere overbevist som religiøse mennesker, end tvivlende og spørgende, som tænkende mennesker. I stedet for overbevisningens fangenskab indenfor en given ideologisk matrices perspektiv, bør vi kultivere en sund skepsis overfor ethvert perspektiv som postulerer at være det eneste sande. Emancipation foregår ikke kun på det sociale/intersubjektive plan, med ligeledes på det kognitive/subjektive plan.