Da Barack Obama gav sit første interview som amerikansk præsident til BBC i juni 2009, beskrev han Hosni Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet "anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede "jeg undlader at sætte mærkater på folk".
Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:
"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”
Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:
“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”
Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Cairo-talen.
I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”
Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.
Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.
Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?
Et mønster viser sig.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.
Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.
Frygt for islamisering?
De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.
I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.
Realisterne og legitimitetsproblematikken.
Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.
Strategiske krav.
Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.
Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?
En supermagt taber terræn.
Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.
Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar