Går anarkokapitalismen og ultraliberalismen ind for frihed i andet end økonomisk forstand dvs. for de bedst stillede?
I samfund af en størrelsesorden som den danske, som indrømmet er en komparativt ganske lille samfundsorden, er værdien af ens arbejdskraft for langt de fleste lønmodtagere, direkt proprotionel med graden af uddannelse og/eller erhvervserfaring. Ifølge den liberalistiske ideologi er individets ansvar for egne lykkebestræbelser og egen næring i højsædet, men her kommer problemet ind, for hvis man ikke har rige forældre, eller forældre som gennem et helt liv har valgt at spare op, således at deres børn når de bliver gamle nok, kan gå i gang med en videregående uddannelse, så kan vedkommende ikke tage sig en sådan uddannelse. Det er altså ikke det personlige ansvar hos denne enkelte der er tale om, men at denne enkeltes fremtid afhænger af om hans forældre har været ansvarlige nok til at ligge penge til side, så han eller hun kan få sig en uddannelse, hvis altså de overhovedet har haft penge nok til at ligge nogle til side. Ansvaret er derfor ikke længere et individuelt ansvar men fremtidens muligheder er derimod bundet op på om andre har handlet ansvarligt!!! Hvis forældrene kun lige har kunne skaffe sig penge til dagen og vejen og derfor ikke har haft nogle penge til at ligge til side, har de imidlertid handlet mest ansvarligt indenfor deres økonomiske råderum, da det ville være uansvarligt, at lade være med at spise aftensmad, så der senerehen kan blive råd til at betale for barnets uddannelse.
Liberalisterne prædiker udover det personlige ansvar som bekendt også frihed for den enkelte, og vil måske sige, at den der måtte ønske sig en uddannelse, så må tage sig et lån hos en kreditinstitution, men hvorledes er dette i overenstemmelse med den personlige frihed? Hvis vedkommende skal forgælde sig dybt for overhovedet at kunne træde ind på arbejdsmarkedet, og der finde sig et arbejde der ikke er meningsløst slid, og som ikke står i første række når arbejdspladserne fosvinder til udlandet, hvorledes er denne person så fri? Er det ikke tilfældet, at der nok snarere er tale om en høj grad af ufrihed og usikkerhed, idet vedkommende er bundet op af den dybe forgældelse, og derfor lever i såvel ufrihed som usikkerhed, da vedkommendes solvens er afhængig af om han eller hun kan vedblive med at arbejde? Og skaber dette ikke også som en følgevirkning, at de arbejdstagende parter er langt mindre tilskyndede til gøre oprør mod repressive arbejdsgivere, da de simpelthen ikke har råd til at miste deres arbejde?
Med USA som instruktivt eksempel kan vi endvidere godtgøre, at kvaliteten af uddannelsen og de kontakter der etableres på uddannelsesinstitutionen, er proportional med hvad uddannelsen måtte koste. Hvilket afskærer mange fra overhovedet at komme i betragtning til de bedst betalte jobs, både grundet manglende midler og grundet manglende muligheder for networking. Her kommer det store spørgsmål derfor også på banen, for hvorfor skal ens muligheder på arbejdsmarkedet være betinget af dette, når vi jo i talen om liberalisme simultant hermed må tale individualisme og den personlige frihed til at vælge, idet hverken ens ophavs økonomiske formåen er specielt individualistisk men snarere relationelt betinget, mens friheden til at vælge hvem man bliver født af selvfølgelig er en praktisk umulighed?
Med et liberalistisk system får vi en stærk arbejdsgiver og en svag arbejdstager, og da det ifølge liberalisterne er tvang og tyveri, at beskatte virksomhedsejere, kan disse altså ikke pålægges via skattemidler, at betale for uddannelsen af den arbejdkraft de mener er nødvendig for virksomhedens drift, da denne finansiering så må tilkomme den enkelte arbejdstager. Hvorfor er det retfærdigt? Ville det ikke snarere være mere retfærdigt, at virksomhederne betaler for uddannelsen af den arbejdskraft de behøver, på forhånd, i stedet for først, at betale vedkommende EFTER denne har forgældet sig dybt for overhovedet, at komme i betragtning til arbejdet? Hvorfor skal virksomhedernes beskatningsfrihed komme forud for den enkeltes økonomiske frihed? Hvorledes adskiller betaling for uddannelse af dygtig arbejdskraft sig fra andre driftsudgifter en virksomhed måtte have?
Jeg medgiver gerne at staten er et nødvendigt onde, fremfor et mål i sig selv, da staten er menneskets tjener snarere end omvendt, og statens voldsmonopol bør derfor også mødes af så mange checks and balances initiativer som muligt, indtil det er muligt at skille sig af med statsdannelsen, men at debattere med liberalister på internettet hvor i implicit postulerer, at statsdannelser intet rigtigt kan foretage sig, mens private virksomheder er lykkens eneste retmæssige budbringere, er en praktisk selvmodsigelse, da internettet er skabt af den amerikanske stat. Endvidere er satelliten og rumraketten, utvivlsomt to af de øvrige vigtigste opfindelser i forrige århundrede, skabt af stater, mens dænminger, vejnet, kloaksystemer, ja langt de moderne life supporting systems vi kender til i den rige del af verden, altså er blevet skabt af stater i den overvejende del af tilfældene.
I anarkokapitalister vil meget gerne gøre kapitalismen til udelukkende, at handle om den frie udveksling af varer og tjenesteydelser mellem frit interagerende og rationelt og intentionelt drevede individer med den private ejendomsret som centralt element, men dette maler et glansbillede og undlader fuldstændig at foretage den meget nødvendige instituionelle analyse af kapitalismen som internationalt fænomen, hvor konstant tilskyndelse til biosfærisk skadelig forbrugerisme gennem affektivt marketing, der jo appelerer til følelser snarere end fornuft, er reglen snarere end undtagelsen i profitmaksimeringens hellige navn.
Endvidere er det så som så med markedsoptimismen, for i et ellers meget kapitalistisk land som USA, har man ikke noget problem med statsintervention når den synkende skude skal redes. Det er kun når profitten bevæger sig i en opadgående kurve, at det ikke er en god ting. Endvidere kan man nævne, at selvom USA er et dog eat dog kapitalistisk system på mange områder, så har de frie markedskræfter aldrig rådet, og en stor del af den industri der eksisterer i dag, eksisterer netop fordi stater har tilskyndet vækst i forskellige sektorer, hvorfor man fra dag et har kørt protektionisme.
Ja men, det er så ikke heller rigtig kapitalisme, vil anarkokapitalisten indvende, og fint nok, så lad os sige det, men så har der aldrig eksisteret noget markedskapitalistisk system nogensinde i modernismen og postmodernismen, hvorfor det i ellers plejer at vægte så højt, empiri og fornuft, ikke findes, da i ikke kan pege på nogen historisk konstruktion der har kunnet skabe vækst baseret på jeres ideologi, men udelukkende må ty til at TRO, at det ville forholde sig sådan. Hvornår blev blind tro på markedskapitalismens påståede godhed, blind fordi den er uden historisk belæg og empirisk validerbarhed, lig med god rationel virksomhed?
Det fremhæves af nogle libertarianere, at man ville få et billigere og mere effektivt retssystem, hvis man drev dette i privat regi, men det hænger ikke sammen. For det første ville man i et markedsanarkistisk regi, tale om konkurrerende domstole som altså skal bruge en masse midler på at markedsføre sig selv ift. hinanden og potentielle kunder, og dernæst vil disse være orienterede omkring profitmaksimering, og varer og tjenesteydelser, bliver altså ikke billigere af, at nogen skal profitere på det. Dommere og advokater i det markeds-"anarkistiske" samfund vil endvidere kunne komme hvorsomhelst fra, da det bliver meget vanskeligt, at etablere intersubjektive dvs. overordnede validitetskriterier og retningslinier for god uddannelse. Hvis ingen overordnede regler findes for hvornår en uddannelse er en god uddannelse, hvilket ikke ville være tilfældet i et statsløst samfund, har man som klient ved den private domstol, meget ringe muligheder for at bedømme, hvorvidt man har at gøre med dygtige mennesker, eller med slyngler der blot har betalt sig til et certifikat. Dette er selvfølgelig ikke et problem der begrænser sig til de private domstoles aktører, men omfatter alle arbejdsmarkedets aktører. Endvidere vil anklagede og anklager, som jo begge på mystisk vis skal undersøtte den samme domstol, have to forskellige kvalitetskriterier for om det er god domstol eller ej. Hos førstnævnte vil kvalitetskriteriet være hvor høj en hitrate domstolen har på at få skyldige dømt, mens det for den anklagede vil forholde sig omvendt.
Det må også blive ret vanskeligt at dømme med bevæggrund i jurisk præcedens, da dette kræver et for de konkurrende domstole overordnet organ, som holder styr på alle verserende og afsluttede sager.
I en stat uden en registerlov er der heller ikke grænser for hvad private erhversdrivende kan udveksle af informationer indbyrdes, da ingen lov mod at gøre det eksisterer, hvorfor ingen kan retsforfølges for at gøre det, og derved bliver det ret uigennemskueligt om de data man er registreret med i individuelle virksomheder udveksles med andre virksomheder. Det er de mere praktiske konsekvenser.
De mere teoretiske konsekvenser er langt mere graverende, og undergraver ved nærmere granskning anarkokapitalismens påstand om at ville anarki. Anarchos er græsk og betyder uden styre, men hvorledes er dette manglende styre kompatibelt med anarkokapitalismen der jo ønsker, at ejendomsretten skal være ukrænkelg. Hvis der skal eksistere private domstole, må der selvfølgelig også eksistere lovgivning, men hvem skal udforme denne, når ingen lovgivende forsamling eksisterer? Og skulle en sådan etableres, så er fraværet af styre jo brudt, da en lovgivende forsamling er lig samfundsmæssig styring - og hvem skal udgøre denne lovgivende forsamling, når demokrati er lig med flertalsdiktatur?
Skal lovgivning kun handle om den private akropslige ejendoms ukrænkelighed, eller taler vi hele selvejerskabet (?), hvorfor vi altså dermed også taler om, at ulovliggøre mord, voldtægt, vold, dyremishandling og miljøforurening til skade for såvel nutidige som kommende mennesker? Hvis det er tilfældet begynder vi at tale en ganske omfattende juridisk orden, og har bevæget os væk fri anarki, og har istedet bevæget os henimod aristokratisk kapitalisme.
