af Erwin Neutzsky-Wulff
Kulturhistorisk dannelse er nok ikke det, man har mest af hertillands, og det står naturligvis også enhver frit for at beslutte, at man ikke interesserer sig for den slags. Derimod er det et klart problem, at man ikke har noget at stå imod med, når politiske grupperinger vil begrunde deres dagsorden i forskellige former for historieforfalskning - et nærliggende eksempel er nynazisternes fornægtelse af Holocaust, som dog næppe ret mange tager alvorligt.
Desværre kan man ikke sige det samme om det moderne korstog for at fremstille islam som en fundamentalt aggressiv, ja sågar barbarisk religion, der umuliggør sameksistens. Det nytter så som regel ikke så meget, at muslimer fremdrager koranvers, der advokerer religiøs tolerance, og det kan der være en vis fornuft i, eftersom det vil være lige så let at finde citater, der maner til hellig krig.
Koranen blev trods alt til på et tidspunkt, hvor islam kæmpede for sit liv - det skorter heller ikke i Bibelen på opfordringer til at slagte nabofolk - og skønt ingen rettroende muslim naturligvis vil gå med til, at nogen del af hans hellige skrift er forældet, vil der dog ligesom i andre lovsamlinger være forskrifter til forskellige lejligheder og tider. Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid, for at citere vores egen udgave - og her trænger to historiske kendsgerninger sig på - for den, der nu interesserer sig for den slags.
Den første er en tendens hos senere (islamiske) kommentatorer til at fortolke profetens ord som et fredsbudskab og dermed en opfordring til at holde fred med deres anderledes troende og tænkende naboer - vel at mærke så længe disse viste tilhængere af islam den samme tolerance (noget andet er så, at man anså dem for at være fordømte til helvedes ild). Den anden er, at islam stort set har efterlevet dette princip.
Hermed naturligvis ikke være sagt, at islam ikke har sin del af bigotteri og fanatisme.
Derimod er det ren propaganda - og, må man tro, mod bedre vidende - når man antyder, at en sammenligning med kristendommens generalieblad falder ud til sidstnævntes fordel. Hvor de kristne i vid udstrækning havde mulighed for at dyrke deres religion i områder, der var under islamisk herredømme, kunne den tilsvarende kristne næstekærlighed ligge på et meget lille sted.
Man behøver blot at tænke på tvangskristningen af jøderne opfulgt af tortur og død ved mistanke om tilbagefald - den lige linje til nazismen burde give enhver kristen en dårlig smag i munden. Ofte beskyttede man ligefrem kristne sekter mod moderkirkens forfølgelse - her kunne en Luther altså have fået asyl.
Hertil kom, at islam ikke på samme måde som kristendommen har fundet noget suspekt i verdslig viden, hvorfor mange moderne videnskaber som astronomi og kemi har deres rod i den arabiske verden, der ligeledes i perioder har fungeret som verdens bibliotek. Det er da også tydeligt, at man kun ønsker at oppiske en stemning på måder, der i deres smagløshed ligeledes henleder tanken på tredivernes Tyskland.
Jyllands-Postens tegninger af profeten handler således ikke om ytringsfrihed, så lidt som man kunne påberåbe sig en sådan, hvis man i et stort dagblad bragte morsomme tegninger af ofrene for 11. september. Naturligvis kan man altid bruge eventuelle protester fra troende muslimer til at bevise deres religiøse vanvid.
På et punkt må jeg dog give neonationalisterne ret: I et multietnisk samfund må vi garanteres tolerance af vores egenart. Men som i alle sådanne tilfælde, hvor vi forlanger en bestemt opførsel af vores næste, må vi selv levere den først.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar