Efter den bipolære verdensordens ophør foranlediget af Sovjetunionens fald, stod verden tilbage med den amerikanske supermagt som den altdominerende, og da denne nu var blevet et fjendebillede fattigere, begyndte man at rette opmærksomheden mod et nyt fjendebillede, nemlig terrorismen.
Man har især siden den 11. september brugt truslen fra den usynlige terroristiske fjende som undskyldning for at drive en frygtbaseret politik gennem hvilken det er lykkedes, at legitimere omfattende skærpelser af overvågning, samt en lang række juridiske indhug i de borgerlige frihedsrettigheder, hvoraf det amerikanske The Patriot Act må siges at være et kroneksempel.
Et af problemerne med de terror-definitioner der opereres med er, at definitionerne ikke er videre præcise, hvorfor kritikeren uden de store vanskeligheder kan fremhæve træk ved nogle af USAs diktatoriske samarbejdspartnere, som qua den officielle terrordefinition, i lige så høj grad, som mange af de blacklistede organisationer man hævder at være i krig med, kan siges at være skyldige i udøvelsen af terrorisme.
Som eksempel herpå kan det nævnes at man i den såkaldte National Security Strategy - som blev udgivet af Bush-administration i 2002 – udtrykker at “The enemy is terrorism – premeditated, politically motivated violence perpetrated against innocents […] The United States will make no concessions to terrorist demands and strikes no deal with them. We make no distinction between terrorists and those who knowingly harbor or provide aid to them.”
Nogle vil nok undre sig lidt over denne terror-definition, for flere af USA's allierede - nuværende såvel som forhenværende - må siges at være skyldige i terrorisme iflg. den definition. Hvorfor skulle eksempelvis Israels handlinger overfor Palæstinenserne i de besatte områder, hvor børn i mange tilfælde enten lemlæstes eller slås ihjel i gengældelsesangreb, ikke falde ind under definitionen på en terroristisk handling, når nu det er tilfældet når en palæstinensisk selvmordsbomber dræber eller lemlæster israelske børn? Hvorfor er der ikke tale om en “overlagt, politisk motiveret voldshandling begået mod uskyldige,” når en helikopter letter fra israelsk jord, for kollektivt at afstraffe palæstinensere, uskyldige såvel som skyldige? Endvidere melder spørgsmålet sig: Hvorledes USA selv er undtaget fra selv at være skyldig i terrorhandlinger når nu det hævdes at man ikke skelner mellem terrorister og dem som medvidende forsyner disse med støtte, idet man fortsat forsyner Israel med våben til trods for det faktum at staten Israel opretholder en illegitim besættelse af Gaza og Vestbredden. Hvorfor er de mange særdeles ubehagelige konsekvenser af denne langvarige besættelse ikke at anskue, som politisk motiverede voldshandlinger begået mod uskyldige?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar