Verdens mest militariserede stat, den atombevæbnede besættelsesmagt Israel, har gjort det igen. Ligesom under Gaza-krigen i 2008-2009 "forsvarer" man sig nu imod Gazastribens mere eller mindre forsvarsløse civilbefolkning. Årsagen er iflg. den israelske stat, at den sydlige del af landet er blevet bombarderet af hjemmelavede palæstinensiske raketter og dér starter kausalitetskæden iflg. de israelske myndigheder. Israel befinder sig således (som altid) i en forsvarsposition, mens palæstinenske "terrorister" (som altid) udgør den angribende part.
Der
er imidlertid et mindre problem med ovenstående udlægning af
begivenhedernes gang. Den er i uoverensstemmelse med kronologien. Voldsspiralens begyndelse var nemlig ikke
raketaffyringerne fra Gazastriben. De kom derimod først som
svar på det israelske militærs brud på en, indtil for nylig,
herskende våbenhvile mellem Hamas og Israel.
Gazastriben under belejring.
Begivenhederne vi lige nu er vidner til, udspiller sig selvfølgelig ikke i et tomrum, men derimod indenfor rammerne af en 45 år lang besættelse af palæstinensisk territorium og en igangværende belejring af Gazastriben som påbegyndtes i 2007. Belejringen har forvoldt, at det palæstinensiske område befinder sig på sammenbruddets rand. Crisis Group, en international sammenslutning af 21 humanitære organisationer, vurderede i en rapport i 2010, at 39% af civilbefolkningen i Gaza er arbejdsløse, at 61% lider under fødevareusikkerhed og at 80% er afhængige af international bistand, hvorfor FN kalder situationen en "humanitær katastrofe."
Begivenhederne vi lige nu er vidner til, udspiller sig selvfølgelig ikke i et tomrum, men derimod indenfor rammerne af en 45 år lang besættelse af palæstinensisk territorium og en igangværende belejring af Gazastriben som påbegyndtes i 2007. Belejringen har forvoldt, at det palæstinensiske område befinder sig på sammenbruddets rand. Crisis Group, en international sammenslutning af 21 humanitære organisationer, vurderede i en rapport i 2010, at 39% af civilbefolkningen i Gaza er arbejdsløse, at 61% lider under fødevareusikkerhed og at 80% er afhængige af international bistand, hvorfor FN kalder situationen en "humanitær katastrofe."
Den
israelske menneskerettighedsorganisation Gisha:
Legal Center for Freedom of Movement,
opnåede i oktober måned 2010, efter en længere juridisk kamp med
den israelske regering, at få aktindsigt i dokumenter,
som viser, at man fra den israelske regerings side kollektivt
afstraffer civilbefolkningen i Gaza. Dette sker ved overlagt at
begrænse adgangen til basale fornødenheder såsom fødevarer og
brændstof. Dokumenterne indeholder matematiske ligninger, som viser,
hvordan den israelske regering udregner hvor meget mad, brændstof
og andre fornødenheder man kan nøjes med at give befolkningen i
Gaza. En
kollektiv afstraffelse som ikke kan forsvares med henvisning til
sikkerhedshensyn og som er i strid med gældende humanitær folkeret,
iflg. Røde Kors' Internationale Komite, som i juni 2010 udtalte:
"The whole of Gaza's civilian population is being punished for acts for which they bear no responsibility. The closure therefore constitutes a collective punishment imposed in clear violation of Israel's obligations under international humanitarian law."
Mulige motiver.
Nogle argumenterer for at angrebet på Gazastriben er nært sammenhængende med, at Benjamin Netanyahu og hans regering står overfor et snarligt valg. I det indflydelsesrige tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver Ulrike Putz, at offensivens bagvedliggende logik kan være, at man ved at skabe opbakning til tropperne i kamp, lykkes med at aflede opmærksomheden fra de presserende sociale problemstillinger, som giver oppositionen luft under vingerne. Der er imidlertid tale om meget højt spil såfremt det er tilfældet, for som Putz bemærker:
Andre motiver kan dog sagtens tænkes at være i spil, hvad enten disse gør sig gældende i stedet for en valgstrategisk logik eller eksisterer sideløbende med den. Israel er fortsat en jødisk stat i en region bestående af stater med muslimske befolkningsflertal, hvoraf flere ikke just har et positivt billede af Israel, enten grundet tidligere militære kampagner rettet imod dem, eller på grund af Israels generelt upopulære besættelse af de palæstinensiske områder. Hvis ikke begge dele på en gang. Det kan derfor sagtens være, at man fra israelsk side forsøger at statuere et eksempel mhp. at vise den nære omverden, at man fortsat besidder en enorm militær kapacitet. Motivet kan altså være afskrækkelse.
Noget andet man bør have in mente er, at nabolandet Ægypten fortsat er i gang med store politiske forandringer, i forlængelse af de succesfulde protester på Tahrir-pladsen sidste år, der som bekendt væltede Hosni Mubaraks diktatur. Det Mubarak-styrede Ægypten var ikke nogen stor bekymring for Israel, da landet årligt modtog bistand fra USA i milliardstørrelsen mhp. at holde relationerne mellem de to nabostater nogenlunde gode. Nu hvor der er kommet andre boller på den ægyptiske suppe, kan det israelske styre have brug for at teste den nye politiske ordens position ift. Israel. Den ægyptiske respons har dog indtil videre ikke ligefrem været Israel-positiv. Man har tilbagekaldt landets udsending til Israel og desuden fordømt offensiven, som man kalder et "angreb på menneskeheden."
Gaza-krigen 2.0?
Det igangværende angreb på Gazastriben og dens civilbefolkning kan ikke just kaldes et lyn fra en klar himmel og kan i værste fald blive andet kapitel i den væbnede israelske strategi, som påbegyndtes under Gaza-krigen i 2008-2009 med militæroperationen “Cast Lead”. En operation som kostede 1380 palæstinensere livet og forringede livskvaliteten for mange flere og som efterfølgende blev mødt af omfattende kritik.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vurderede i sin årsrapport fra 2010, at Israel begik “krigsforbrydelser og andre alvorlige brud på folkeretten” under operationen. I rapporten hedder det:
Nogle argumenterer for at angrebet på Gazastriben er nært sammenhængende med, at Benjamin Netanyahu og hans regering står overfor et snarligt valg. I det indflydelsesrige tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver Ulrike Putz, at offensivens bagvedliggende logik kan være, at man ved at skabe opbakning til tropperne i kamp, lykkes med at aflede opmærksomheden fra de presserende sociale problemstillinger, som giver oppositionen luft under vingerne. Der er imidlertid tale om meget højt spil såfremt det er tilfældet, for som Putz bemærker:
"... even if the offensive might give [premierminister Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak] some political advantages, it also entails massive risks. If the violence gets out of hand and the conflict between Israel and Hamas escalates into something like the three-week war that broke out between the two in December 2008, it could have drastic consequences for the men who orchestrated it."
Andre motiver kan dog sagtens tænkes at være i spil, hvad enten disse gør sig gældende i stedet for en valgstrategisk logik eller eksisterer sideløbende med den. Israel er fortsat en jødisk stat i en region bestående af stater med muslimske befolkningsflertal, hvoraf flere ikke just har et positivt billede af Israel, enten grundet tidligere militære kampagner rettet imod dem, eller på grund af Israels generelt upopulære besættelse af de palæstinensiske områder. Hvis ikke begge dele på en gang. Det kan derfor sagtens være, at man fra israelsk side forsøger at statuere et eksempel mhp. at vise den nære omverden, at man fortsat besidder en enorm militær kapacitet. Motivet kan altså være afskrækkelse.
Noget andet man bør have in mente er, at nabolandet Ægypten fortsat er i gang med store politiske forandringer, i forlængelse af de succesfulde protester på Tahrir-pladsen sidste år, der som bekendt væltede Hosni Mubaraks diktatur. Det Mubarak-styrede Ægypten var ikke nogen stor bekymring for Israel, da landet årligt modtog bistand fra USA i milliardstørrelsen mhp. at holde relationerne mellem de to nabostater nogenlunde gode. Nu hvor der er kommet andre boller på den ægyptiske suppe, kan det israelske styre have brug for at teste den nye politiske ordens position ift. Israel. Den ægyptiske respons har dog indtil videre ikke ligefrem været Israel-positiv. Man har tilbagekaldt landets udsending til Israel og desuden fordømt offensiven, som man kalder et "angreb på menneskeheden."
Gaza-krigen 2.0?
Det igangværende angreb på Gazastriben og dens civilbefolkning kan ikke just kaldes et lyn fra en klar himmel og kan i værste fald blive andet kapitel i den væbnede israelske strategi, som påbegyndtes under Gaza-krigen i 2008-2009 med militæroperationen “Cast Lead”. En operation som kostede 1380 palæstinensere livet og forringede livskvaliteten for mange flere og som efterfølgende blev mødt af omfattende kritik.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vurderede i sin årsrapport fra 2010, at Israel begik “krigsforbrydelser og andre alvorlige brud på folkeretten” under operationen. I rapporten hedder det:
“Among other things, [Israeli forces] carried out indiscriminate and disproportionate attacks against civilians, targeted and killed medical staff, used Palestinian civilians as“human shields”, and indiscriminately fired white phosphorus over densely populated residential areas. More than 1,380 Palestinians, including over 330 children and hundreds of other civilians, were killed. Much of Gaza was razed to the ground, leaving vital infrastructure destroyed, the economy in ruins and thousands of Palestinians homeless.”
De
Forenede Nationer nedsatte i forlængelse af Gaza-krigen en undersøgelseskommission ledt af den berømte
sydafrikanske dommer Richard Goldstone. Undersøgelseskommissionen udmøntede sig i Goldstone-rapporten, som på linje med Amnesty International fandt, at Israel havde begået krigsforbrydelser under den kortvarige krig mod Gazastriben.
Vestens tydelige dobbelte standarder.
Begivenhederne i det sydlige Israel og på Gazastriben sker i forlængelse af både genvalget af Barack Obama og tildelingen af Nobels Fredspris til Den Europæiske Union, hvilket er ganske interessant, da både Obama-regeringen og Den Europæiske Union betragter Israel som en nær allieret, selvom Israel altså iflg. flere markante internationale organisationer har begået omfattende folkeretsstridige forbrydelser for ganske nylig. Intet af dette har været anledning til hverken en nedskalering eller en afbrydelse af samarbejdet med Israel.
I
lys af den udsultende vestlige sanktionspolitik rettet mod Iran, som
hverken er en besættelsesmagt eller en atombevæbnet stat berygtet
for sin aggressive udenrigspolitik, udstilles vestlige staters
dobbelte standarder med al ønskelig tydelighed.
Nu som før gælder de høje moralske standarder man påstår at
holde i hævd, ikke når det kommer til Israel, som fortsat lader
bosættere stjæle palæstinensisk jord, udsulter den belejrede
Gazastribes civilbefolkning og kontinuerligt begår brud på folkeretten,
uden at det har nogen som helst nævneværdige konsekvenser for
allianceforholdet og samarbejdet.
