"At least two-thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity: idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religous or political ideas."
lørdag den 5. marts 2011
Dagens Citat: Aldous Huxley.
"At least two-thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity: idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religous or political ideas."
fredag den 4. marts 2011
Dagens Citat: Neil Postman.
"We were keeping our eye on 1984. When the year came and the prophecy didn't, thoughtful Americans sang softly in praise of themselves. The roots of liberal democracy had held. Wherever else the terror had happened, we, at least, had not been visited by Orwellian nightmares.
But we had forgotten that alongside Orwell's dark vision, there was another - slightly older, slightly less well known, equally chilling: Aldous Huxley's Brave New World. Contrary to common belief even among the educated, Huxley and Orwell did not prophesy the same thing. Orwell warns that we will be overcome by an externally imposed oppression. But in Huxley's vision, no Big Brother is required to deprive people of their autonomy, maturity and history. As he saw it, people will come to love their oppression, to adore the technologies that undo their capacities to think.
What Orwell feared were those who would ban books. What Huxley feared was that there would be no reason to ban a book, for there would be no one who wanted to read one. Orwell feared those who would deprive us of information. Huxley feared those who would give us so much that we would be reduced to passivity and egoism. Orwell feared that the truth would be concealed from us. Huxley feared the truth would be drowned in a sea of irrelevance. Orwell feared we would become a captive culture. Huxley feared we would become a trivial culture, preoccupied with some equivalent of the feelies, the orgy porgy, and the centrifugal bumblepuppy. As Huxley remarked in Brave New World Revisited, the civil libertarians and rationalists who are ever on the alert to oppose tyranny "failed to take into account man's almost infinite appetite for distractions". In 1984, Huxley added, people are controlled by inflicting pain. In Brave New World, they are controlled by inflicting pleasure. In short, Orwell feared that what we hate will ruin us. Huxley feared that what we love will ruin us."
Neil Postman i "Amusing Ourselves to Death".
Kritik af Politikens dækning af Israels praksis i de besatte områder.
På det meget anbefalelsesværdig danske site Medieoplysning.dk har den generelt læseværdige og opvakte medieanalytiker, Uffe Kaels Auring, en meget interessant kritik af Politikens dækning af Israels magtpraksis i de besatte områder, nærmere bestemt af den overlagte forarmelsespolitik man fører mod indbyggerne i Gaza. Uffe Kaels Auring vurderer at Politikens dækning er præget af misrepræsentationer og udeladelser.
torsdag den 3. marts 2011
Prof. Stephen Zunes om USAs forhold til Bahrain.
Den amerikanske ekspert i mellemøstlige forhold og professor i politologi, Stephen Zunes, har skrevet en interessant artikel om Bahrains historie, oprørene i landet og ø-nationens alliance med USA. Uddrag:
..."The fortress-like U.S. embassy in Manama is probably the largest embassy relative to the population of the host country of any in the world. The U.S. military in Bahrain, which directs the Fifth Fleet and the U.S. Naval Central Command, controls roughly one-fifth of this small nation, making the southern part of the island essentially off-limits to Bahrainis. For more than 20 years, approximately 1,500 Americans have been stationed at the base (which the U.S. government refers to as a “forward operations center”), supporting operations and serving as homeport for an additional 15,000 sailors. As University of California–Irvine Professor Mark LeVine describes it, “If the United States is Egypt's primary patron, in Bahrain it is among the ruling family's biggest tenants.” Former Chairman of the Joint Chiefs of Staff Admiral William Crowe once told me in an interview that Bahrain was “pound for pound, man for man, the best ally the United States has anywhere in the world.” [..]
In the aftermath of the nonviolent overthrow of Egyptian dictator Hosni Mubarak, President Obama warned other Middle Eastern leaders that they should "get ahead of the wave of protest" by quickly moving toward democracy. Even though his February 15 press conference took place during some of the worst repression in Bahrain, he chose not to mention the country by name. In the face of Bahraini security forces unleashing violence on peaceful protesters, Obama insisted that "each country is different, each country has its own traditions; America can't dictate how they run their societies." Although certainly a valid statement in itself, in this case it appears to have been little more than a rationalization for silence in the face of extreme violence by an autocratic ally. Indeed, the United States has hardly been silent in the face of the ongoing repression by the authoritarian regime in Libya, even though elements of the pro-democracy movement in that country, unlike in Bahrain, have taken up arms.
Meanwhile, on February 23, U.S. Admiral Mike Mullen, chairman of the Joint Chiefs of Staff, came to Bahrain to meet King Hamad and Crown Prince Salman, who serves as commander-in-chief for the Bahraini armed forces. According to Mullen’s spokesman, Navy Captain John Kirby, the admiral “reaffirmed our strong commitment to our military relationship with the Bahraini defense forces.” And, despite the massacres of the previous week, he thanked the Bahraini leaders “for the very measured way they have been handling the popular crisis here.”...
Dagens citat: Voltaire.
"It is forbidden to kill; therefore all murderers are punished unless they kill in large numbers and to the sound of trumpets."
Nationalistisk bias blandt amerikanske journalister.
I sagen om Raymond Davis, en amerikansk CIA agent som lige nu er tilbageholdt i Pakistan for dobbeltmord, får vi et interessant indblik i ledende medlemmer af den amerikanske presses nationalistiske tilbøjeligheder og hvordan disse afspejler sig i deres rapporteringer (eller i dette tilfælde mangel på samme).
Den amerikanske avis New York Times var, i modsætning til den engelske avis The Guardian, tilbageholdne med at fortælle deres læsere, at Raymond Davis ikke var en amerikansk diplomat, men derimod en CIA agent. Den tidligere embedsmand under Bush-administration, Jack Goldsmith, forsvarer dette, idet han mener det er udtryk “for et lidet værdsat fænomen” nemlig en patriotisme som gennemsyrer den amerikanske presses ledende skribenter indenfor sikkerhedspolitiske anliggender. Et fænomen som Goldsmith mener er en god ting. Goldsmith citerer endvidere i sit forsvar af New York Times redaktionelle linje den amerikanske general Michael Hayden som har sagt, at amerikanske journalister udviser “villighed til at samarbejde med os [den amerikanske udøvende magt]” når det kommer til sikkerhedspolitiske anliggender. Den amerikanske blogger og forfatningsadvokat Glenn Greenwald finder dette særdeles kritisabelt i en anbefalelsesværdig kommentar på sin blog:
Den amerikanske avis New York Times var, i modsætning til den engelske avis The Guardian, tilbageholdne med at fortælle deres læsere, at Raymond Davis ikke var en amerikansk diplomat, men derimod en CIA agent. Den tidligere embedsmand under Bush-administration, Jack Goldsmith, forsvarer dette, idet han mener det er udtryk “for et lidet værdsat fænomen” nemlig en patriotisme som gennemsyrer den amerikanske presses ledende skribenter indenfor sikkerhedspolitiske anliggender. Et fænomen som Goldsmith mener er en god ting. Goldsmith citerer endvidere i sit forsvar af New York Times redaktionelle linje den amerikanske general Michael Hayden som har sagt, at amerikanske journalister udviser “villighed til at samarbejde med os [den amerikanske udøvende magt]” når det kommer til sikkerhedspolitiske anliggender. Den amerikanske blogger og forfatningsadvokat Glenn Greenwald finder dette særdeles kritisabelt i en anbefalelsesværdig kommentar på sin blog:
“Leave aside just for the moment the question of whether it's good or bad for American journalists to allow such nationalistic allegiances to mold their journalism. One key point is that allowing such loyalties to determine what one reports or conceals is a very clear case of bias and subjectivity: exactly what most reporters vehemently deny they possess. Many establishment journalists love to tout their own objectivity -- insisting that what distinguishes them from bloggers, opinionists and others is that they simply report the facts, free of any biases or policy preferences. But if Goldsmith is right -- and does anyone doubt that he is? -- then it means that "the American press" generally and "senior American national security journalists" in particular operate with a glaring, overwhelming bias that determines what they do and do not report: namely, the desire to advance U.S. interests.”
Amnesty Internationale kritiserer behandlingen af Bradley Manning.
Whistlebloweren Bradley Manning, den amerikanske soldat der forsynede Wikileaks med de kontroversielle ambassadetelegrammer, bliver fortsat tilbageholdt på en amerikansk militærbase uden rettergang og under kritisable forhold iflg. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International som skriver på deres hjemmeside, at Manning “har været tilbageholdt i en sparsomt møbleret enecelle uden en pude, lagner og personlige ejendele siden juli.” Manning er endvidere under specielt opsyn begrundet med risiko for selvmord. Dette bekymrer Amnesty International som på organisationens hjemmeside skriver følgende: “Vi er bekymrede for, at betingelserne som Bradley Manning er blevet påført, er unødvendigt hårde og ensbetydende med inhuman behandling fra de amerikanske autoriteters side. Manning er ikke blevet dømt for nogen forbrydelse men de militære autoriteter forekommer at bruge alle tilgængelige midler for at straffe ham mens han er i detention. Dette underminerer USA's forpligtelse til princippet om formodet uskyldighed”.
USA's brug af contractors møder intern kritik.
Brugen af private firmaer, de såkaldte contractors, i genopbygningen af Irak og Afghanistan har i lang tid været en kontroversiel praksis. I mandags bragte Huffington Post en artikel hvor vi lærer, at contractors som har svindlet for anseelige summer igen bliver hyret til at udføre arbejde for den amerikanske regering da tilsynet med dem er ringe og mødt af mange forhindringer.
onsdag den 2. marts 2011
DFs Finn Rudaizky kontra virkelighedens verden.
Medlem af borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky, hævder i forlængelse af, at man fra Københavns Kommunes side i sidste uge valgte at hylde de hjemvendte soldater som helte, at "Soldaterne er unge mennesker, der har sat livet på spil for demokrati og humanistiske værdier." Hvilket altså var grunden til at kommunens lokalpolitikere mente, at man burde hylde dem. Det er selvfølgelig meget muligt at det er den selvforståelse soldaterne har, men det er ikke desto mindre milevidt fra virkelighedens verden af følgende grunde.
1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.
2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.
3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.
4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.
Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.
1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.
2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.
3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.
4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.
Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.
Lokalisering, ikke globalisering.
Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy
USAs Dobbelte Standarder.
Den amerikanske administration var længe om at støtte op om oprøret i Egypten mod den amerikansk støttede diktator Hosni Mubarak. Hillary Clinton sagde så sent som den 25. januar, at hun anså regimet for stabilt og at hendes ministeriums vurdering af situationen var, at Mubarak-regimet ville efterkomme den egyptiske befolknings legitime krav. Det var først da begivenhederne havde udfoldet sig således at alt tydede på Mubaraks fald, at man begyndte at støtte op om folket, sandsynligvis i håb om fortsat indflydelse i et eventuelt fremtidigt demokratisk Egypten.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
USA: Over $1.2 billioner til national sikkerhed i 2012.
Det er næppe nogen stor hemmelighed at den amerikanske økonomi fortsat har svært ved at komme sig oven på finanskrisen, men selvom dette er velkendt er det svært at tyde udfra supermagtens økonomiske prioriteringer, idet tallene som udgør det enorme forventede nationale sikkerhedsbudget for 2012, alt i alt løber op i over $1.2 billioner (am. trillion). Christopher Hellman har en gennemgang af budgettet på Counterpunch.
Le Scandal.
Revolutionerne i den arabiske verden har også haft interessante konsekvenser i Europa, nærmere bestemt i Frankrig, hvor regeringens respons på de revolutionære begivenheder i Mellemøsten har vakt harme og modstand. Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie måtte den 27. februar gå af efter blot fire måneder på posten. Årsagen var at Alliot-Marie den 11. Januar, på et tidspunkt hvor Ben Ali-regimet allerede havde dræbt mindst 35 protestanter, tilbød at støtte op om diktatoren og hjælpe med at løse hans sikkerhedsproblem. Dette fik en række franske oppositionspolitikere, herunder den tidligere premierminister Laurent Fabius, til at kræve ministerens afgang. Dette er imidlertid blot en del af en større fortælling om Sarkozy-regeringens forkærlighed for samarbejde med nordafrikanske diktatorer. Newsweeks korrespondent i Frankrig, Eric Pape, har skrevet en læseværdig gennemgang af hvad han betegner som Le Scandal.
tirsdag den 1. marts 2011
Analyse: Irak har fortsat diktatoriske træk.
Iraq's burgeoning protest movement shows that the country may have more in common with other Arab dictatorships than the United States would care to admit [..]Foreign Policy: "Up in Arms."
A generation of Iraqis has grown up with even less control over their lives than youth elsewhere in the Arab world. They went from brutality and scarcity under Saddam Hussein to a U.S.-led liberation they never asked for. Foreign troops patrolled their streets, searched their houses at night, yelled at them in a language they didn't understand, and, as the WikiLeaked war logs show, killed without good reason. The ensuing chaos placed them at the mercy of Iraq's fearsome militias. And now, they're living under a prime minister who is undermining some of the crucial checks and balances that are meant to make the Iraqi government accountable to its people [..]
There is more to democracy than elections, and, in some crucial ways, Iraq is becoming more autocratic. Iraq's Supreme Court ruled in January that several independent institutions -- including the central bank, the Independent High Electoral Commission (IHEC), and human rights and anti-corruption committees -- should be under the control of the government's council of ministers led by Maliki. The prime minister's critics have accused him of pressuring the court to issue the ruling. The bloc led by Ayad Allawi, the former interim prime minister and Maliki's rival, issued a statement condemning the verdict as "a coup against democracy."
This decision will have a significant and pernicious effect on Iraq's nascent democratic system. Qassim Aboudi, an Iraqi judge and IHEC official, condemned the Supreme Court's decision, raising fears that future elections could see more meddling if the elections commission is not politically independent. The human rights committee is also an important check on the security services' behavior. A recent Human Rights Watch report, detailing abuses at secret prisons run by a security force close to the prime minister, is just the latest example of the sort of issue that the committee cannot be expected to investigate objectively if it is under political control.
Bob Woodward kritiserer Donald Rumsfeld.
Den legendariske amerikanske journalist Bob Woodward, bedst kendt for sine afsløringer i Watergate-skandalen der væltede den amerikanske præsident Richard Nixon, kritiserer i skarpe vendinger forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld i et gæsteindlæg på Foreign Policy's site:
Rumsfeld's memoir is one big clean-up job, a brazen effort to shift blame to others -- including President Bush -- distort history, ignore the record or simply avoid discussing matters that cannot be airbrushed away. It is a travesty, and I think the rewrite job won't wash.Læs resten her.
The Iraq War is essential to the understanding of the Bush presidency and the Rumsfeld era at the Pentagon. In the book, Rumsfeld tries to push so much off on Bush. That is fair because Bush made the ultimate decisions. But the record shows that it was Rumsfeld stoking the Iraq fires -- facts he has completely left out of his memoir...
Gene Sharp: "From Dictatorship to Democracy".
Den amerikanske politilog Gene Sharp, som er blevet kaldt "den ikke-voldelige krigsførelses Clausewitz," skrev tilbage i 1990erne en læseværdig manual i ikke-voldelig modstand mod diktatoriske styreformer med titlen "From Dictatorship to Democracy." Manualen er blevet anvendt med succes af forskellige demokratiske oprørsbevægelser verden over. Den kan dowloades gratis her.
Analyse: Saudi-araberne er klar til politisk forandring.
Saudi Arabia is ripe for change. Despite its image as a fabulously wealthy realm with a quiescent, apolitical population, it has similar economic, demographic, social, and political conditions as those prevailing in its neighboring Arab countries. There is no reason to believe Saudis are immune to the protest fever sweeping the region.Foreign Policy.
Abonner på:
Opslag (Atom)