De svages værn imod de stærke?

Den lovgivende forsamling skaber statens tekstuelle anatomi og udgør den institution, hvorigennem den styrende klasse systematisk påtvinger samfundets medlemmer dens oppefra dikterede kodeks. Juraen giver staten sin autoritet og omvendt. Uden statens repressive organers (fængselsvæsenet, militæret og politiet) potentielle eller konkrete vold, ville opretholdelsen af loven være umulig, og uden lovgivningen ville politiet og militæret blot have karakter af særdeles veludrustede bander, mens de altså i stedet får deres påståede legitimitet fra lovgivningen, som således tjener to herrer, nærmere bestemt staten og dens styrende klasse på den ene side og sig selv (retsvidenskaben) på den anden.

Juraen er, når den er værst, et værktøj i en skruppelløs herskende klasses hænder, som på den ene side bruger den til at legitimere de magtfuldes handlinger (eksempelvis angrebskrig) og på den anden side begrænser de svageste handlemuligheder (eksempelvis ved enten at kriminalisere eller besværliggøre organiseret modstand - jf. “lømmelpakken”). Omvendt kan juraen, når den er bedst, være et middel til at sikre samfundets svageste medlemmer imod dets stærkeste ved at give de svageste rettigheder og påtvinge de stærkeste et bolværk imod egen magt. Oftest er den imidlertid begge dele på en og samme tid. Den kan således give de svageste (og de knap så svage) rettigheder med den ene hånd og lægge særdeles magtfulde redskaber i den styrende klasses hænder med den anden.

Ser staten beskyttelsen af de svage som sin opgave?

Hvis statens opgave er at beskytte de svageste imod de stærkeste, må man først og fremmest have for øje, at staten selv hører til de stærkeste, ja den må endda nok siges at være en af de stærkeste blandt disse. Det følger således at staten bør lægge bånd sig selv, så mulighederne for misbrug og eventuelt resulterende konkret (eller mere abstrakt strukturel) vold stædigt bekæmpes i kampen for at beskytte den svageste imod den stærkeste.

Man bør imidlertid vogte sig for at godtage tanken om, at staten er til for de svagestes skyld, for selvom staten i den universelle skandinaviske velfærdsstats tilfælde indtil videre opretholder et socialt sikkerhedsnet, så sker dette samtidig med, at staterne, som vore regeringer samarbejder med verden over, udgør den vigtigste garant for opretholdelsen af en ganske hierarkisk og derfor socialt meget skæv teknoøkonomisk global orden, hvis eksistens må betegnes som en modsatrettet udvikling, som netop er til skade for de svageste.

Denne kapitalistiske orden, som statsdannelser er en ganske vigtig kilde til, er ikke kommet til verden som et produkt af en naturlig evolution af samfundskroppen, men er blevet konstrueret og opretholdes fortsat af staternes juridiske og institutionelle konstruktioner. Det gælder ikke mindst herhjemme. I stedet for at udgøre de svagestes vigtigste våben imod de stærke, bliver staten derfor ofte det komplet modsatte. Den tvinger samfundets svageste til at betale for dens opretholdelse, som altid samtidig er ensbetydende med opretholdelsen af de stærkestes privilegerede situation, idet staten skaber grundlaget for kapitalen, hvorfor den også udgør grundlaget for de systemiske problemer, som for de svageste er forbundet hermed.

Det er altså kun i den bedste af alle verdener, at staten ser det som sin opgave at værne de svageste imod de stærkeste, herunder imod staten selv. Et nærliggende eksempel er den udbredte brug af isolationsfængsling i Danmark. Da mennesket grundlæggende er et socialt væsen, kan isolationsfængsling forvolde meget bekymrende psykologisk skade på fangen, hvorfor denne praksis kan sammenlignes med tortur, hvilket man må antage er noget som man er bevidst om i de relevante statslige institutioner. I tilfældet isolationsfængsling har man imidlertid bestemt, at statens (retssystemets) behov er mere tungtvejende end fangens. Et klokkeklart eksempel på at staten ikke ser det som sin opgave at forsvare den svage (fangen) imod den stærke (staten), idet man vælger intentionelt at forvolde skade på den tilfangetagne.

Lovgivning vendt imod de svage

I et lovbaseret samfund som vores er man godt stillet, hvis man kender lovgivningen og forretningsgangen i forbindelse med dens vedtagelse og opretholdelse, idet man kan forsøge at ændre på den eller i det mindste kan føre sin sag indenfor dens rammer. Omvendt er man er dårligt stillet, hvis man hverken kender lovgivningen i dens detaljer, har nogen reel mulighed for at påvirke den proces hvori lovgivningen tager form, eller har råd til at føre sin sag. Ofte kan lovsamfundet altså være glimrende for de allerede stærke og derfor ressourcefulde, som qua deres ressourcefuldhed enten kan forsøge at påvirke lovgivningen i eget favør eller ved at trække sager i langdrag på grund af adgang til dygtig juridisk bistand, men samtidig kan det altså udgøre en alvorlig lænke om foden på svage og ressourceløse medlemmer af samfundet.

Lovgivning kan være et glimrende undertrykkelsesværktøj, idet den kan bruges til at give et fernis af legitimitet til en eventuelt bagvedliggende social kontrollogik hos den styrende klasse. Under dække af at ville bekæmpe kriminalitet kan lovgivningen blive grundlaget for undergravning af rettigheder, såsom privatlivets fred, eller den kan tages i anvendelse som socialt “ukrudtsmiddel” og bruges til at kriminalisere offerløse gerninger, såsom misbrug af ulovlige substanser, og herefter til at smide de således kriminaliserede bag lås og slå. Lovgivningen kan altså bruges til at gøre de svage svagere ved at kriminalisere og straffe dem, hvormed truslen imod nogle af de svagestes muligheder for et godt liv tager til, idet de nu ikke blot har afhængighed af substanser at bekymre sig om, men også skal bekymre sig om at undvige konsekvenserne af kriminaliseringen, typisk i form af statslig frihedsberøvelse.

Kriminaliseringen af narkotika har muligvis i udgangspunktet haft beskyttelse af de svage som sin underliggende logik, men uanset om dette tidligere var tilfældet (og det bør man ikke uden videre acceptere blindt), så er konsekvenserne efter mange års opretholdelse af denne kriminalisering, ingenlunde ensbetydende med, at de svageste beskyttes. Tværtimod trues de nu af både trusler indefra og udefra. Indefra trues narkomanerne, selvsagt nogle af samfundets svageste medlemmer, af en økonomisk set ganske omkostningsfuld stofafhængighed, som netop er økonomisk og sundhedsmæssigt omkostningsfuld grundet kriminaliseringen, idet det sorte marked hverken kan eller vil garantere renhed eller billige priser. Det afføder et stresset og desperat liv, der så igen ofte resulterer i desperate handlinger.

Udefra trues disse svageste dels af en militant politivirksomhed, som bruger kriminaliseringen af narkotika som påskud til at endevende folks lommer i hele kvarterer og altså ikke kun på narkomaner, og dels af at kriminaliseringen skaber et enormt lukrativt marked for organiserede kriminelle, som grundet denne lukrativitet får stadig større midler til rådighed til at opretholde og udvide deres magt. Helt galt er det ikke gået herhjemme endnu, selvom forbindelsen mellem bandekrigen og den for banderne så lukrative kriminalisering af narkotika synes ganske oplagt. Det er det imidlertid i udlandet, hvor organiserede kriminelle er blevet så magtfulde på grund af kriminaliseringen og de store økonomiske gevinster, som denne kan være forbundet med, at selv veludrustede statslige organisationer har svært ved at stille noget op.

Ofte sikrer lovgivningen ikke befolkningen imod de største trusler imod dens svageste medlemmer. Flere aktuelle eksempler kunne her nævnes: A) En finanslov, hvori der vedtages en intentionel forarmelse af de allerede fattigste, kan eksempelvis vedtages; B) Juridisk deregulering af eksempelvis finansmarkedet kan skabe grobund for aktiviteter, som har en høj risiko for at skabe dårligere tilstande for samfundets svageste og sidst men ikke mindst; C) kan den herskende klasse bruge lovgivningen til at kriminalisere nøjagtig samme handlinger, som staten selv foretager, men som pludselig bliver helt legitime, når de udøves af staten (qua besidder af et monopol på legitim voldsanvendelse).

 

Når en privatperson truer en anden med afpresning, er det således omfattet af straffeloven, men når den selvsamme handling udføres af staten, bliver den ikke alene betragtet som ganske legitim men tilmed som nødvendig og kaldes nu blot for beskatning. Et andet eksempel er terrorlovgivningen, hvori man definerer terrorhandlinger og dikterer høje straffe herfor, så længe de begås af privatpersoner, mens man samtidig fritager statslige aktører fra lovgivningen og eksempelvis giver en krigsførende regering tilladelse til at foretage ganske lignende handlinger - eller tillader meddelagtighed i sådanne – omend i en betydeligt større skala, hvorfor disse handlinger ikke bærer truslen om straf i sig, men i stedet typisk er forbundet med straffrihed, så længe de begås af magtfulde eliter. Kort sagt: Lighed for loven implicerer, ofte at nogle er mere lige end andre.

Vi gør derfor klogt i at vedblive med at fokusere på statslige institutioner og deres skadelige virke imod samfundets svageste. Ydermere gør man klogt i at blive ved med at rette fokus på de magtfuldes forbrydelser (som ofte ikke straffes) og i at forholde sig kritisk til enhver udvidelse af allerede magtfulde organers magt. Vedbliver man eksempelvis med at give mere magt til politiet, kan det ultimativt betyde, at man gør politiet til en så stærk klynge af institutioner, at de bliver en stat i staten, som på den ene side ikke længere lader sig kontrollere og på den anden skaber grobunden for en militant form for social, statslig kontrol. Man bør altså være kritisk overfor enhver tendens til at ville løse problemer forbundet med kriminalitet gennem udvidelse af politiets magt og fængselsvæsenets omfang.

Den forkrøblede retsstat

Der er efter årtusindskiftet mange steder i Vesten sket et vigtigt og ildevarslende skred væk fra borgerrettigheder og henimod det fortvivlende autoritære. Vi så det herhjemme, da man indførte den såkaldte lømmelpakke, som de facto udgjorde et opgør med borgernes ret til fredelig protest og som resulterede i den største masseanholdelse i nyere tids retshistorie. Politiet viste sig ved denne lejlighed som borgerrettighedernes fjender og som systemets ukritiske forsvarere.

Man skal dog ikke fejlagtigt tro, at politiets virke begrænser sig til masseanholdelsen, men man bør som kritisk iagttager af det politiske system se på politiets bredere virke ved folkelige protester, idet man sandsynligvis ved at gøre dette vil finde yderligere belæg for, at politiet betragter opretholdelsen af Grundloven som noget i bedste fald sekundært. Ved brug af magtstrategier som eksempelvis knibetangsmanøvrer, fisker politiet så at sige med det store net ved nogle demonstrationer. Man indfanger hellere for mange end for få, og når uroen har lagt sig, lader man så sigtelserne frafalde og lader frihedsberøvelsen ophøre.

Efter angrebet på tvillingetårnene tog en ganske ildevarslende udvikling fart. Under dække af at ville forøge sikkerheden og forsvare friheden, undergravede man retssikkerheden og foretog et storstilet opgør med hævdvundne borgerlige frihedsrettigheder. I dag ved vi,  hvor langt man har været villige til at gå for at skabe en forstyrrende overvågnings- og kontrolorienteret centralmagt, som nu også målrettet går efter uskyldige, idet overvågningen ikke blot er rettet imod formodede kriminelle, men derimod omfatter alle!

Især udviklingen indenfor juridisk terrorbekæmpelse fortjener vores kritiske årvågenhed, dels fordi denne udvikling forlener frihedskampen med hårdtslående argumentatorisk ammunition, og dels fordi den statslig trussel imod friheden først og fremmest – men ingenlunde udelukkende -  stammer fra den juridiske terrorbekæmpelse og dens underliggende sikkerhedspolitiske argumentation. Den ukritiske opbakning til de internationale terrorlister bør især have vores fokus, da det på nuværende tidspunkt synes evident, at de mere er et statsligt undertrykkelsesmiddel end en garanti imod terrorhandlinger, som enten implicit eller eksplicit antages udelukkende at udgå fra ikke-statslige aktører, til trods for at statslig vold alene i de seneste hundrede år synes at berettige til en vurdering af stater som i det mindste potentielle terroristiske aktører.

Det gør man imidlertid ikke. I stedet fordømmer man ensidigt folkelige bevægelser, som har valgt at føre væbnet kamp imod undertrykkende stater, alt imens de pågældende staters konkrete vold imod visse dele af civilbefolkningen ikke vurderes som terror. Man kan således være militært allieret med Tyrkiet, som gennem årtier systematisk har forsøgt at undertrykke medlemmer af det kurdiske mindretal i landet, og samtidig ensidigt stemple den militante del af den folkelige kurdiske opposition som organiseret terror. Det kalder på kontinuerlig kritik og krav om tungtvejende argumentation.

Det lader i dag til at være blevet åbenlyst for mange, at den styrende klasses politik snarere har at gøre med at opretholde systemet end med at beskytte borgeren imod det. Vi har således set to modsatrettede men nært beslægtede tendenser komme til udfoldelse, idet man på ene side har gjort administrationen mindre gennemsigtig for borgeren (jf. offentlighedsloven), mens man på den anden side har gjort samfundet mere gennemsigtigt for magthaverne (masseovervågning).

Under det nye årtusindes danske retspolitik er maskerne faldet. Systemets mænd og kvinder arbejder for en styrkelse af systemet. En styrkelse, som sker på bekostning af borgernes hårdt tilkæmpede rettigheder, idet disse simultant svækkes. Efterretningstjenesterne i Vesten er således blevet ukontrollerbare stater i staterne, som skalter og valter med de konstitutionelle retsstatslige garantier i et så voldsomt omfang, at mange i dag har erklæret privatlivets fred død og begravet. Stillet overfor en sådan udvikling kan man ikke længere prætendere at være en neutral iagttager af samfundsudviklingen, idet man ikke længere går ram forbi, men derimod er en af denne udviklings ofre!