Den lovgivende
forsamling skaber statens tekstuelle anatomi og udgør den institution,
hvorigennem den styrende klasse systematisk påtvinger samfundets medlemmer dens
oppefra dikterede kodeks. Juraen giver staten sin autoritet og omvendt. Uden
statens repressive organers (fængselsvæsenet, militæret og politiet)
potentielle eller konkrete vold, ville opretholdelsen af loven være umulig, og
uden lovgivningen ville politiet og militæret blot have karakter af særdeles
veludrustede bander, mens de altså i stedet får deres påståede legitimitet fra
lovgivningen, som således tjener to herrer, nærmere bestemt staten og dens
styrende klasse på den ene side og sig selv (retsvidenskaben) på den anden.
Juraen er, når
den er værst, et værktøj i en skruppelløs herskende klasses hænder, som på den
ene side bruger den til at legitimere de magtfuldes handlinger (eksempelvis
angrebskrig) og på den anden side begrænser de svageste handlemuligheder
(eksempelvis ved enten at kriminalisere eller besværliggøre organiseret
modstand - jf. “lømmelpakken”).
Omvendt kan juraen, når den er bedst, være et middel til at sikre samfundets
svageste medlemmer imod dets stærkeste ved at give de svageste rettigheder og
påtvinge de stærkeste et bolværk imod egen magt. Oftest er den imidlertid begge
dele på en og samme tid. Den kan således give de svageste (og de knap så svage)
rettigheder med den ene hånd og lægge særdeles magtfulde redskaber i den
styrende klasses hænder med den anden.
Ser staten
beskyttelsen af de svage som sin opgave?
Hvis statens
opgave er at beskytte de svageste imod de stærkeste, må man først og fremmest
have for øje, at staten selv hører til de stærkeste, ja den må endda nok siges
at være en af de stærkeste blandt disse. Det følger således at staten bør lægge
bånd sig selv, så mulighederne for misbrug og eventuelt resulterende konkret
(eller mere abstrakt strukturel) vold stædigt bekæmpes i kampen for at beskytte
den svageste imod den stærkeste.
Man bør
imidlertid vogte sig for at godtage tanken om, at staten er til for de
svagestes skyld, for selvom staten i den universelle skandinaviske
velfærdsstats tilfælde indtil videre opretholder et socialt sikkerhedsnet, så
sker dette samtidig med, at staterne, som vore regeringer samarbejder med
verden over, udgør den vigtigste garant for opretholdelsen af en ganske
hierarkisk og derfor socialt meget skæv teknoøkonomisk global orden, hvis
eksistens må betegnes som en modsatrettet udvikling, som netop er til skade for
de svageste.
Denne
kapitalistiske orden, som statsdannelser er en ganske vigtig kilde til, er ikke
kommet til verden som et produkt af en naturlig evolution af samfundskroppen,
men er blevet konstrueret og opretholdes fortsat af staternes juridiske og
institutionelle konstruktioner. Det gælder ikke mindst herhjemme. I stedet for
at udgøre de svagestes vigtigste våben imod de stærke, bliver staten derfor
ofte det komplet modsatte. Den tvinger samfundets svageste til at betale for
dens opretholdelse, som altid samtidig er ensbetydende med opretholdelsen af de
stærkestes privilegerede situation, idet staten skaber grundlaget for
kapitalen, hvorfor den også udgør grundlaget for de systemiske problemer, som
for de svageste er forbundet hermed.
Det er altså kun
i den bedste af alle verdener, at staten ser det som sin opgave at værne de
svageste imod de stærkeste, herunder imod staten selv. Et nærliggende eksempel
er den udbredte brug af isolationsfængsling i Danmark. Da mennesket
grundlæggende er et socialt væsen, kan isolationsfængsling forvolde meget
bekymrende psykologisk skade på fangen, hvorfor denne praksis kan sammenlignes
med tortur, hvilket man må antage er noget som man er bevidst om i de relevante
statslige institutioner. I tilfældet isolationsfængsling har man imidlertid
bestemt, at statens (retssystemets) behov er mere tungtvejende end fangens. Et
klokkeklart eksempel på at staten ikke ser det som sin opgave at forsvare den
svage (fangen) imod den stærke (staten), idet man vælger intentionelt at
forvolde skade på den tilfangetagne.
Lovgivning
vendt imod de svage
I et lovbaseret
samfund som vores er man godt stillet, hvis man kender lovgivningen og
forretningsgangen i forbindelse med dens vedtagelse og opretholdelse, idet man
kan forsøge at ændre på den eller i det mindste kan føre sin sag indenfor dens
rammer. Omvendt er man er dårligt stillet, hvis man hverken kender lovgivningen
i dens detaljer, har nogen reel mulighed for at påvirke den proces hvori
lovgivningen tager form, eller har råd til at føre sin sag. Ofte kan
lovsamfundet altså være glimrende for de allerede stærke og derfor
ressourcefulde, som qua deres ressourcefuldhed enten kan forsøge at påvirke
lovgivningen i eget favør eller ved at trække sager i langdrag på grund af
adgang til dygtig juridisk bistand, men samtidig kan det altså udgøre en
alvorlig lænke om foden på svage og ressourceløse medlemmer af samfundet.
Lovgivning kan
være et glimrende undertrykkelsesværktøj, idet den kan bruges til at give et
fernis af legitimitet til en eventuelt bagvedliggende social kontrollogik hos
den styrende klasse. Under dække af at ville bekæmpe kriminalitet kan
lovgivningen blive grundlaget for undergravning af rettigheder, såsom
privatlivets fred, eller den kan tages i anvendelse som socialt “ukrudtsmiddel”
og bruges til at kriminalisere offerløse gerninger, såsom misbrug af ulovlige
substanser, og herefter til at smide de således kriminaliserede bag lås og slå.
Lovgivningen kan altså bruges til at gøre de svage svagere ved at kriminalisere
og straffe dem, hvormed truslen imod nogle af de svagestes muligheder for et
godt liv tager til, idet de nu ikke blot har afhængighed af substanser at
bekymre sig om, men også skal bekymre sig om at undvige konsekvenserne af
kriminaliseringen, typisk i form af statslig frihedsberøvelse.
Kriminaliseringen
af narkotika har muligvis i udgangspunktet haft beskyttelse af de svage som sin
underliggende logik, men uanset om dette tidligere var tilfældet (og det bør
man ikke uden videre acceptere blindt), så er konsekvenserne efter mange års
opretholdelse af denne kriminalisering, ingenlunde ensbetydende med, at de
svageste beskyttes. Tværtimod trues de nu af både trusler indefra og udefra. Indefra
trues narkomanerne, selvsagt nogle af samfundets svageste medlemmer, af en
økonomisk set ganske omkostningsfuld stofafhængighed, som netop er økonomisk og
sundhedsmæssigt omkostningsfuld grundet kriminaliseringen, idet det sorte
marked hverken kan eller vil garantere renhed eller billige priser. Det afføder
et stresset og desperat liv, der så igen ofte resulterer i desperate
handlinger.
Udefra trues
disse svageste dels af en militant politivirksomhed, som bruger
kriminaliseringen af narkotika som påskud til at endevende folks lommer i hele
kvarterer og altså ikke kun på narkomaner, og dels af at kriminaliseringen
skaber et enormt lukrativt marked for organiserede kriminelle, som grundet
denne lukrativitet får stadig større midler til rådighed til at opretholde og
udvide deres magt. Helt galt er det ikke gået herhjemme endnu, selvom
forbindelsen mellem bandekrigen og den for banderne så lukrative
kriminalisering af narkotika synes ganske oplagt. Det er det imidlertid i
udlandet, hvor organiserede kriminelle er blevet så magtfulde på grund af
kriminaliseringen og de store økonomiske gevinster, som denne kan være
forbundet med, at selv veludrustede statslige organisationer har svært ved at
stille noget op.
Ofte sikrer
lovgivningen ikke befolkningen imod de største trusler imod dens svageste
medlemmer. Flere aktuelle eksempler kunne her nævnes: A) En finanslov, hvori
der vedtages en intentionel forarmelse af de allerede fattigste, kan
eksempelvis vedtages; B) Juridisk deregulering af eksempelvis finansmarkedet
kan skabe grobund for aktiviteter, som har en høj risiko for at skabe dårligere
tilstande for samfundets svageste og sidst men ikke mindst; C) kan den
herskende klasse bruge lovgivningen til at kriminalisere nøjagtig samme
handlinger, som staten selv foretager, men som pludselig bliver helt legitime,
når de udøves af staten (qua besidder af et monopol på legitim
voldsanvendelse).
Når en
privatperson truer en anden med afpresning, er det således omfattet af
straffeloven, men når den selvsamme handling udføres af staten, bliver den ikke
alene betragtet som ganske legitim men tilmed som nødvendig og kaldes nu blot
for beskatning. Et andet eksempel er terrorlovgivningen, hvori man definerer
terrorhandlinger og dikterer høje straffe herfor, så længe de begås af
privatpersoner, mens man samtidig fritager statslige aktører fra lovgivningen
og eksempelvis giver en krigsførende regering tilladelse til at foretage ganske
lignende handlinger - eller tillader meddelagtighed i sådanne – omend i en
betydeligt større skala, hvorfor disse handlinger ikke bærer truslen om straf i
sig, men i stedet typisk er forbundet med straffrihed, så længe de begås af
magtfulde eliter. Kort sagt: Lighed for loven implicerer, ofte at nogle er mere
lige end andre.
Vi gør derfor
klogt i at vedblive med at fokusere på statslige institutioner og deres
skadelige virke imod samfundets svageste. Ydermere gør man klogt i at blive ved
med at rette fokus på de magtfuldes forbrydelser (som ofte ikke straffes) og i
at forholde sig kritisk til enhver udvidelse af allerede magtfulde organers
magt. Vedbliver man eksempelvis med at give mere magt til politiet, kan det
ultimativt betyde, at man gør politiet til en så stærk klynge af institutioner,
at de bliver en stat i staten, som på den ene side ikke længere lader sig
kontrollere og på den anden skaber grobunden for en militant form for social,
statslig kontrol. Man bør altså være kritisk overfor enhver tendens til at
ville løse problemer forbundet med kriminalitet gennem udvidelse af politiets
magt og fængselsvæsenets omfang.
Den
forkrøblede retsstat
Der er efter
årtusindskiftet mange steder i Vesten sket et vigtigt og ildevarslende skred
væk fra borgerrettigheder og henimod det fortvivlende autoritære. Vi så det herhjemme,
da man indførte den såkaldte lømmelpakke, som de facto udgjorde et opgør med
borgernes ret til fredelig protest og som resulterede i den største
masseanholdelse i nyere tids retshistorie. Politiet viste sig ved denne
lejlighed som borgerrettighedernes fjender og som systemets ukritiske
forsvarere.
Man skal dog ikke
fejlagtigt tro, at politiets virke begrænser sig til masseanholdelsen, men man
bør som kritisk iagttager af det politiske system se på politiets bredere virke
ved folkelige protester, idet man sandsynligvis ved at gøre dette vil finde
yderligere belæg for, at politiet betragter opretholdelsen af Grundloven som
noget i bedste fald sekundært. Ved brug af magtstrategier som eksempelvis
knibetangsmanøvrer, fisker politiet så at sige med det store net ved nogle
demonstrationer. Man indfanger hellere for mange end for få, og når uroen har
lagt sig, lader man så sigtelserne frafalde og lader frihedsberøvelsen ophøre.
Efter angrebet på
tvillingetårnene tog en ganske ildevarslende udvikling fart. Under dække af at
ville forøge sikkerheden og forsvare friheden, undergravede man retssikkerheden
og foretog et storstilet opgør med hævdvundne borgerlige frihedsrettigheder. I
dag ved vi, hvor langt man har været
villige til at gå for at skabe en forstyrrende overvågnings- og
kontrolorienteret centralmagt, som nu også målrettet går efter uskyldige, idet
overvågningen ikke blot er rettet imod formodede kriminelle, men derimod
omfatter alle!
Især udviklingen
indenfor juridisk terrorbekæmpelse fortjener vores kritiske årvågenhed, dels
fordi denne udvikling forlener frihedskampen med hårdtslående argumentatorisk
ammunition, og dels fordi den statslig trussel imod friheden først og fremmest
– men ingenlunde udelukkende - stammer
fra den juridiske terrorbekæmpelse og dens underliggende sikkerhedspolitiske
argumentation. Den ukritiske opbakning til de internationale terrorlister bør
især have vores fokus, da det på nuværende tidspunkt synes evident, at de mere
er et statsligt undertrykkelsesmiddel end en garanti imod terrorhandlinger, som
enten implicit eller eksplicit antages udelukkende at udgå fra ikke-statslige
aktører, til trods for at statslig vold alene i de seneste hundrede år synes at
berettige til en vurdering af stater som i det mindste potentielle
terroristiske aktører.
Det gør man
imidlertid ikke. I stedet fordømmer man ensidigt folkelige bevægelser, som har
valgt at føre væbnet kamp imod undertrykkende stater, alt imens de pågældende
staters konkrete vold imod visse dele af civilbefolkningen ikke vurderes som
terror. Man kan således være militært allieret med Tyrkiet, som gennem årtier
systematisk har forsøgt at undertrykke medlemmer af det kurdiske mindretal i
landet, og samtidig ensidigt stemple den militante del af den folkelige
kurdiske opposition som organiseret terror. Det kalder på kontinuerlig kritik
og krav om tungtvejende argumentation.
Det lader i dag
til at være blevet åbenlyst for mange, at den styrende klasses politik snarere
har at gøre med at opretholde systemet end med at beskytte borgeren imod det.
Vi har således set to modsatrettede men nært beslægtede tendenser komme til
udfoldelse, idet man på ene side har gjort administrationen mindre gennemsigtig
for borgeren (jf. offentlighedsloven), mens man på den anden side har gjort
samfundet mere gennemsigtigt for magthaverne (masseovervågning).
Under det nye
årtusindes danske retspolitik er maskerne faldet. Systemets mænd og kvinder
arbejder for en styrkelse af systemet. En styrkelse, som sker på bekostning af
borgernes hårdt tilkæmpede rettigheder, idet disse simultant svækkes. Efterretningstjenesterne
i Vesten er således blevet ukontrollerbare stater i staterne, som skalter og
valter med de konstitutionelle retsstatslige garantier i et så voldsomt omfang,
at mange i dag har erklæret privatlivets fred død og begravet. Stillet overfor
en sådan udvikling kan man ikke længere prætendere at være en neutral iagttager
af samfundsudviklingen, idet man ikke længere går ram forbi, men derimod er en
af denne udviklings ofre!
