De fleste synes at være enige om, at demokrati er en god ting. Medbestemmelse og muligheden for at påvirke dagsordenen ved at gøre sin stemme gældende, er vel i de flestes bevidsthed at foretrække frem for ingen medbestemmelse. Det er derfor også ganske interessant, at virkelighedens Danmark kun afspejler denne konsensus i et ganske lille omfang. I langt de fleste af de institutioner, hvor vi tilbringer størstedelen af vores tilværelse, er muligheden for medbestemmelse og for at påvirke dagsordenen iøjnefaldende lav. Såvel på arbejdspladserne, som i gymnasierne og på universiteterne er mulighederne for at påvirke beslutningsprocesserne så begrænsede, at de nærmest ikke eksisterer overhovedet.
I det politiske rum er de flestes reelle mulighed for indflydelse begrænset til at sætte et kryds ud for det mindste onde en gang hvert fjerde år, og så håbe på, at de folk man lader repræsentere ens holdninger, gør et bare nogenlunde godt stykke arbejde. Selv indenfor flere af de etablerede politiske partier, som vel burde være de mest demokratiske organisationer i en repræsentativt demokratisk orden, er der en ganske betænkelig tendens til topstyring. Der kan vel endvidere næppe herske tvivl om, at der gennem de seneste ti år er blevet ført en så høj grad af blokpolitik, at næsten halvdelen af borgerne ikke har været reelt repræsenteret i lovgivningsprocessen og den førte politik, i langt størstedelen af det nye årtusinde.
En ganske anseelig del af den gældende lovgivning bliver desuden slet ikke vedtaget i Danmark, men derimod i EU-regi, hvor de praktiske muligheder den enkelte har for at påvirke lovgivningsprocessen og derfor reglerne som vi skal underkaste os, er forsvindende små. Ikke engang det folkevalgte Europaparlament kan foreslå nye love. Det er udelukkende EU-kommissionen som kan det. En kommission som ingen blandt de europæiske folk har valgt. At der hersker en stor grad af demokratisk underskud i den Europæiske Union vidner alle valgene om, idet det kun er en lidt over halvdelen af de stemmeberettigede europæere der går til stemmeboksene når der er valg. Den europæiske forfatningstraktat der blev nedstemt af flere EU-lande, er genopstået med få kosmetiske ændringer. For at undgå at befolkningerne nedstemte den blev den simpelthen vedtaget udenom folkelige afstemninger af de siddende magthavere. Dette var for eksempel tilfældet i Danmark. At disse magthavere næppe har læst traktaten endsige forstået den, kan der næppe herske tvivl, da den er fuldstændig ulæselig og uforståelig og ville kræve årevis at decifrere og forstå for selv eksperter.
De grundlovssikrede rettigheder som i teorien udgør kernen i vores påståede demokratiske orden, har endvidere, sammen med borgernes retssikkerhed, været under et så voldsomt pres gennem de seneste mange år, at man nok gør klogt i at betvivle hvorvidt vores såkaldte repræsentanter overhovedet besidder en tilstrækkelig grad af demokratisk sindelag. Med terrortruslen som belæg har maghaverne i de seneste år taget så mange foruroligende skridt i retning af politistaten, at de friheder generationerne før os kæmpede hårdt for at opnå, i dag er så meget på retræten, at man bør frygte de måske en dag helt vil forsvinde. Denne frygt graveres yderligere af, at befolkningen lader til at være så optagede af at blive underholdt af dansende aber og klovne med balloner, at kun et mindretal læser aviserne og endnu færre har et overblik over omfanget af truslerne mod vores frihed. Uden en opvakt og velinformeret befolkning, som forstår at forholde sig kritisk til magthaverne i det politiske rum, er betingelserne for en retfærdig, engageret og oplyst politisk orden, hvor der værnes om friheden og retfærdigheden, ikke på nogen måde opfyldt. Denne problemstilling bliver desuden endnu værre af, at befolkningens vagthund det meste af tiden ligger sovende i sit hundehus, idet kun et fåtal af medierne overhovedet har beskæftiget sig med disse problemstillinger i noget nær respektindgydende grad.
Al tale om egentligt folkestyre er derfor, med ovenstående in mente, vanskeligt overhovedet at tage alvorligt. Befolkningen er i praksis medbestemmende i så lille en grad, i vores samfunds forskellige rum og institutioner, at ordet 'folkestyre' nærmest må siges at være blevet meningsløst i lys af den herskende politiske og økonomiske orden. I stedet for at være kollektivt medbestemmende og ansvarligt selvforvaltende, har vi i stedet lagt administrationen af vores liv og fælles fremtid, i hænderne på de mestendels visionsløse karrierepolitikere, der lader til at bekymre sig mere om komme til magten, end om at være i handlingsmæssig overenstemmelse med deres partiers erklærede programmer.
At stemme på det mindste onde ved det kommende valg, er derfor ikke noget jeg har tænkt mig at spilde min tid på, da denne afmægtige handling er med til at opretholde illusionen om, at vi lever i et samfund baseret på medbestemmelse og folkeligt styre. Jeg har derfor tænkt mig at brænde min stemmeseddel offentligt på vaglaftenen.
