tirsdag den 13. november 2012

Linksamling: Uretsstaten.

Overvågning.

http://www.information.dk/314774


http://news.cnet.com/8301-13578_3-57537559-38/u.n-calls-for-anti-terror-internet-surveillance/ 


http://www.business.dk/digital/hemmeligt-notat-saa-meget-skal-du-overvaages-i-fremtiden


http://arbejderen.dk/artikel/2012-08-03/intet-svar-om-overv-gning
 


http://www.version2.dk/artikel/facebook-overvaager-danskernes-chat-og-ringer-til-politiet-46518 

http://politiken.dk/tjek/digitalt/ECE1621373/politiet-faar-lov-til-at-logge-paa-din-facebook-profil/ 

http://www.information.dk/298306 

http://www.information.dk/databloggen/298299 

http://kameraspotter.information.dk/ 

http://www.information.dk/overv%C3%A5gning 

http://www.information.dk/297383

http://www.information.dk/297431 


http://www.information.dk/297275

http://www.information.dk/297183

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-48436127:eudom-forbyder-overv%C3%A5gning-p%C3%A5-nettet.html 

http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1486032/svensk-politi-faar-adgang-til-at-laese-dine-e-mails/
  
http://www.b.dk/nationalt/cepos-overvaagning-skal-ikke-udbredes
  
http://i.pol.dk/indland/article1426363.ece

http://www.b.dk/nationalt/gigantisk-overvaagning-udvides
http://chronicle.com/article/Why-Privacy-Matters-Even-if/127461/
http://www.information.dk/251389
http://www.information.dk/154224
PET / Politisk Politi.
http://www.information.dk/314405 

http://projektantifa.dk/nyheder/article/politichikane-mod-kobenhavnske
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/10/09/061140.htm?rss=true

http://projektantifa.dk/baggrund/repression/article/kronik-pet-s-klodsede
 
http://blogs.jp.dk/menneskeretkortogklart/2012/09/03/pet-skal-underl%C3%A6gges-demokratisk-kontrol/
http://politiken.dk/indland/ECE1749672/pet-naegter-at-give-privat-dagbog-tilbage-til-forfatter/  
http://fred.dk/artikler/petting/20120530.htm
http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE1598238/hvorfor-endte-ole-sohns-fortid-i-pets-makulator/
http://politiken.dk/politik/ECE1600182/pet-frikender-sig-selv-i-makuleringssag/
http://arbejderen.dk/artikel/2012-04-10/advokat-advarer-n-r-pet-sletter-mapper-ryger-beviserne-ogs
http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/makuleringer-i-pet-arkivet
http://www.information.dk/295323  
http://www.information.dk/294362

http://www.information.dk/294476
http://politiken.dk/indland/ECE1549790/14-aars-arbejde-slut-udvalg-vil-styrke-kontrollen-med-pet/
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-48139115:danmark-m%C3%B8rkl%C3%A6gger-kontrol-med-pet.html
http://politiken.dk/indland/ECE1510939/pet-vil-overvaage-netdebatter/
http://politiken.dk/indland/ECE1496571/betjent-er-stadig-ikke-fundet-i-cop15-klagesag/
http://www.arbejderen.dk/artikel/2010-12-16/politiet-vil-snuppe-medlemslister-i-m-rke
http://www.information.dk/250959

http://www.information.dk/251339

http://www.information.dk/251379 

http://www.information.dk/251301

http://usablog.blogs.berlingske.dk/2010/11/11/usa-skal-overvage-danskerne/

http://politiken.dk/indland/ECE1106001/ekspert-usa-eller-dansk--regering-har-et-problem/
http://politiken.dk/indland/ECE1106357/tidligere-pet-chef-overvaagning-er-forkastelig/
http://www.information.dk/250619
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-34784271:agent-vi-opererede-på-østerbro.html
Offentlighedsloven.

http://politiken.dk/debat/ECE1796272/absurd-lov-vil-moerklaegge-politikernes-fejltrin/ 

http://www.information.dk/313064

http://journalisten.dk/rugaard-kun-kosmetik-fjerne-ministerbetjening 

http://journalisten.dk/b-dskovs-redigerede-benhed

http://journalisten.dk/node/25501
  
http://journalisten.dk/man-skal-kunne-henvende-sig-uden-det-kan-bl-ses-ud 

http://www.information.dk/telegram/312799 

http://www.information.dk/312823

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1771138/jurist-ny-lov-er-usaedvanlig-udemokratisk-og-meget-trist/

  
http://www.information.dk/253901
http://www.information.dk/253918

http://journalisten.dk/mediejurist-barfoed-forstar-ikke-stramningerne-i-sin-egen-lov
http://www.information.dk/253268 
http://www.information.dk/253272
http://journalisten.dk/lars-barfoed-vi-begraenser-abenheden-skabe-kreativitet
http://www.information.dk/253270

Terrorlovgivning.

http://www.information.dk/312274

http://www.arbejderen.dk/indland/medie-terrorlov-st%C3%A6kker-ytringsfrihed 
  
http://www.arbejderen.dk/indland/kurdisk-kulturcenter-ransaget 

http://www.nudem.dk/nyheder/indland/pressemeddelelse-fra-roj-tv

http://arbejderen.dk/indland/de-forsvarsl%C3%B8ses-forsvarer

http://www.information.dk/305878
 


http://www.modkraft.dk/artikel/terrorf%C3%A6ngslede-straffes-uden-rettergang 

http://politiken.dk/indland/ECE1602117/ekspert-terrorsag-kan-opildne-venstreorienterede-aktivister/ 

http://politiken.dk/indland/ECE1602339/forsvarer-for-terrortiltalt-de-har-jo-ikke-spraengt-en-bombe-i-et-stormagasin/

http://politiken.dk/indland/ECE1526195/danske-bank-indefryser-roj-tvs-penge/


http://www.arbejderen.dk/artikel/2012-01-12/ex-pet-chef-vi-n-rmer-os-et-tankepoliti

http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1058
http://modkraft.dk/spip.php?article14418
http://politiken.dk/debat/ECE1078970/juraprofessor-stasi-er-kommet-til-danmark-/
Logningsbekendtgørelsen.

http://www.information.dk/299538

http://www.computerworld.dk/art/204274/skat-kraever-dine-teledata-uden-retskendelse


http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2011/06/23/et-frontalangreb-pa-det-frie-og-abne-internet/

Kina Topmødet. 

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1776647.ece

http://jyllands-posten.dk/indland/article4724498.ece


http://www.information.dk/304151

http://politiken.dk/debat/ECE1663949/skal-kinesisk-lov-regere-her/ 

http://politiken.dk/indland/ECE1658491/amnesty-anholdelse-under-kina-besoeg-er-ude-af-proportioner/ 

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-51159185:danske-luna-sigtet-under-protest-mod-hu.html?forside

Visitationszoner.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/10/04/232231.htm
 

http://punditokraterne.dk/2012/10/02/statens-alt-for-uambitiose-totalkontrol/ 

http://raeson.dk/2012/r%C3%A6son-sp%C3%B8rger-lars-barfoed-hvad-er-forskellen-pa-v-og-k/


COP15 / Lømmelpakken / Præventive Anholdelser.

http://arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/marc-j%C3%B8rgensen/har-politiet-kr%C3%A6nket-menneskerettighederne 

http://politiken.dk/indland/ECE1725186/cop-15-demonstranter-i-stribevis-fik-samme-beklagelse/

http://www.b.dk/politiko/boedskov-aabner-for-lempelse-af-loemmelpakken


http://www.information.dk/291625 
http://www.information.dk/telegram/287280 

http://www.denfri.dk/2012/01/karsten-nonboe-dum-er-eller-politistats-liderlig-smafascist/

http://politiken.dk/indland/ECE1520137/politiske-modstandere-nonbos-udmelding-er-en-politistat-vaerdig/ 

http://politiken.dk/indland/ECE1519640/v-politiker-cop15-demonstranter-er-en-flok-soelle-klynkere/

http://politiken.dk/indland/ECE1518598/politiet-taber-til-klimademonstranter-igen/

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/01/25/085418.htm
 


http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/01/25/101512.htm 

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/01/16/135230.htm 

http://politiken.dk/indland/ECE1459131/politi-vil-ikke-afsloere-udgifter-til-stor-aktivistregistrering/ 

http://www.guardian.co.uk/environment/2011/nov/13/undercover-policeman-admits-spying-danish-activists 

http://www.information.dk/257290

http://modkraft.dk/nyheder/article/britisk-under-cover-agent-brod


http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1448786/politiloven-maa-revideres-efter-afgoerelse-i-landsret/
http://politiken.dk/indland/ECE1447974/landsretten-forkaster-politiets-registrering-af-masseanholdte/
http://politiken.dk/indland/ECE1443034/saerligt-bilag-afsloerer-politiets-registrering-af-1300-danskere/
http://www.rothstein.dk/2011/politisk-dynel%C3%B8fteri/
http://www.humanisme.dk/engelbreth09/e091214.php 
http://blog.politiken.dk/engelbreth/2011/10/10/politistatsmetoder-mod-klagende-demonstranter/
http://politiken.dk/indland/ECE1418044/sf-leder-vil-have-forklaring-paa-politiets-undersoegelse-af-masseanholdte/
http://www.b.dk/nationalt/professor-venstreorienterede-venner-er-lovlige
http://www.information.dk/281645
http://www.information.dk/280128
http://modkraft.dk/nyheder/article/rod-regering-vil-af-med
http://www.arbejderen.dk/artikel/2010-12-18/amnesty-drop-l-mmelpakke 
http://www.b.dk/danmark/journalistformand-er-rystet-over-politiet
http://politiken.dk/politik/ECE1144088/justitsministeren-overvejer-at-lave-loemmelpakken-om/
http://politiken.dk/indland/ECE1143990/byretten-masseanholdelser-var-ulovlige/
http://politiken.dk/politik/ECE1143717/vko-forstaar-politiets-roedgloedende-stave/ 

http://politiken.tv/nyheder/indland/ECE1143276/indsatsleder-i-hugger-bare-til-dem/
http://www.information.dk/243230
Retssikkerhed: Kommunalt.

http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1726276/kommunernes-lovbrud-koster-borgernes-retssikkerhed/ 

http://www.danskekommuner.dk/Nyhedsarkiv/2011/november/17/Politisk-opbakning-til-chip-forsog/ 

http://politiken.dk/erhverv/ECE1419461/jobcenter-registrerer-deltagere-i-demonstration-paa-det-lokale-torv/


Andet.

http://www.information.dk/269724 
http://www.modkraft.dk/nyheder/article/boom-i-hemmelige-ransagninger
http://www.information.dk/telegram/252634  
http://politiken.dk/indland/article1445167.ece 
http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Ismer/Dec/Nyt_lovforslag_underminerer_foreningsfriheden.pdf  
http://modkraft.dk/nyheder/article/bjorn-elmquist-enhedslisten-er 
http://modkraft.dk/nyheder/article/politi-gar-amok-med-bodeblokken
http://www.berlingske.dk/politik/jurist-pia-k.-glemmer-ytringsfrihed
http://www.berlingske.dk/kommentarer/du-betaler-velfaerden-med-din-frihed
http://www.information.dk/249201

http://www.information.dk/248410
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2005/12/29/144417.htm
http://www.e-pages.dk/urban/40/4
http://politiken.dk/indland/ECE1673592/politiet-udvider-kontrollen-ved-christiania/

søndag den 4. november 2012

A Genealogy of Force.

In the beginning, harmony: tribes of human beings live as one, gathering and eating and playing and sleeping and singing and making love and telling stories together. And, occasionally, discord: an argument breaks out, strong words are exchanged, a blow is struck.

When this happens, the tribe meets and arrives at a resolution. Tribes that cannot do this break up, and the members starve or freeze or are hunted down by wild beasts, or join another tribe that can resolve conflicts. Conflicts between tribes are resolved in a similar manner. For thousands upon thousands of years, this way of life works and endures.

But one day, there is a conflict that cannot be resolved. Discussion, placation, even combat are not enough; the adversaries still seek vengeance. Perhaps it is a spiritual aberration, or some technological or cultural innovation that allows them to continue contending long after it is healthy, but they do not find their way back to peace as the others did before. They become machines of war. Their relationship with the environment shifts: the earth must be disciplined, now, to provide them stores of food to last through their struggle. Their relationships with each other change: they view all others as potential comrades-in-arms or enemies, appraising might above all other qualities.

The neighboring tribes do not escape unscathed. Soon they are embroiled in this conflict, and must contend with an enemy such as they have never encountered. Many of these communities perish outright; others, the ones who would survive at any cost, find that they too must become war machines. They too subjugate the earth and its animals, enslave their vanquished foes, even their own people, anything to endure in the face of this terror. They become the terror, they outdo it, and this is their undoing.

Spreading like a cancer, from tribe to tribe, strange changes sweep the face of the earth. Little tribes merge to become big tribes, and ultimately nations; temporary military leaders become hereditary monarchs; the vision of once peace-loving peoples becomes clouded with carnage. And it is not only in military matters that these tribes change. Territory is claimed and marked, and becomes the source of new conflicts. Market economics is invented: peoples who no longer trust each other insist on trades where gifts once sufficed—and scramble to outbargain each other, to cut a profit even in peacetime. Patriarchy appears: the undeclared war between the sexes, the gender roles of warrior and servant, institutionalized and enforced by each generation on the next. Organized religion is invented: now men not only vie for land, food, property, revenge, but also for each other’s minds and hearts.

All of these innovations are catastrophic for human beings. They try to offset the effects with new innovations, which are greater catastrophes. Governments, convened to protect peoples, extract taxes from them and thrive idly off their sweat and toil; police fill the streets to prevent crime, and perpetrate the worst crimes with impunity. Defending themselves from the monstrosities of civilization, these peoples breed more awful monsters.

Minor nations, hell-bent on withstanding the assaults of greater ones, arm themselves to the teeth—and go on fighting and conquering in exaggerated response to the original threat until they become great empires. So the Roman Empire finds its origins in the resistance of rural farmers to Etruscan encroachments; so the rest of Europe becomes a snakepit of competing empires, as a consequence of hundreds of years spent fighting that one. Later historians will look at the bloody wars waged on the edges of every civilization as evidence that the “heart of darkness” beyond this frontier is a bloody barbarism; but perhaps it is the peace-loving barbarians who are defending themselves from the bloodthirsty. Perhaps the true heart of darkness lies at the center of these empires, in the eye of the hurricane, where violence is so deeply ingrained in human life that it is no longer visible to the naked eye: slaves go about in the streets as if of their own volition, powerless even to rebel; gladiators slaughter each other in the circuses, and it is called entertainment.

The next military campaigns are a symptom of social viciousness, no longer a cause. Now the invisible violence of economics ordains the visible violence of armies: soldiers cut paths into the last wilderlands of barbarism so further resources can be seized by merchants, and the freshly destitute barbarians constitute a new consumer base. Whole continents are despoiled, and the inhabitants enslaved—and then their destitution is cited as proof of their racial inferiority, by the inheritors of their stolen worlds!

Missionaries are in the front lines of the assault, enforcing the reign of the jealous One and Only God as surely as the soldiers enforce the reign of brutality. Terror for territory, blood for money, money for blood, He ordains it all—as it ordains Him.

The successors of the missionaries pray directly to the market. These new priests are even more successful than the soldiers in imposing the rule of power: a day comes when shackles are no longer needed to make slaves servile, when idolatry alone is enough to keep them submissively fighting amongst themselves. Now no one can remember any other life, and son fights brother fights father fights neighbor, as the specters of fear and avarice look over their empire from above. Kings, generals, presidents rise and fall, but the system, hierarchy, remains: competition itself holds the crown, picking and discarding its champions without pity.

Everyone in these relationships of violence still wants, desperately, to escape, but again and again they bear the seeds of this violence with them, destroying every refuge as they enter—as the refugees who flee to the “New World” do, and the Communists who overthrow the Czar. Even those who do escape, like the artists whose communes gentrify neighborhoods, whose provocative innovations set precedents for the next generation’s fashion photography, only pave the way for the steamrollers that will follow in their footsteps.
Violence reaches an all-time high. Schoolchildren, mailmen, formerly the very picture of sociability, begin to gun down their companions in cold blood. Ministers molest altar boys, fathers batter their daughters, teenagers rape their dates. Prisons overflow. Millions perish in holocausts across nations and decades, and the maimed survivors initiate subsequent holocausts. Nuclear missiles point at everyone, until the imminence of the final holocaust can only be discussed in platitudes. Now we are all on death row, all political prisoners. Even in the loftiest citadels of the United States, protected by the most sophisticated and well-equipped military in the history of the solar system, white-collar workers with full benefits and life and health insurance are no longer safe—airplanes crash, skyscrapers fall. Terror threatens us all.

Tonight a Palestinian youth struggles to work out the equation: have his enemies filled his world with enough misery that he feels more hatred for them than he does love for life? He thinks of his crippled father, of his bulldozed house, of his departed friends—who computed this same equation daily, always coming to one conclusion, until the day they came to another.

Where, through all this, is love? It is still here, in the forms it has always taken: families eating together, friends embracing, gifts given simply for the pleasure of giving. We still forgive, converse, fall deeply in love; it even happens occasionally that new tribes federate to confront a common antagonist—not out of malice, but for the sake of peace, hoping to conclude conflicts as they were in the days before warfare and commerce. These moments, even when they occur between only a few individuals, are as powerful and precious as they ever were. And they are still infectious, as infectious as violence and hatred, if only they can find unarmored hearts in which to catch hold.

The world now waits for a war on war, a love armed, a friendship which can defend itself. Anarchy is a word we use to describe those moments when force cannot subdue us, and life flourishes as we know it should; anarchism is the science of creating and defending such moments. It is a weapon which aspires to uselessness—the only kind of weapon we will wield, hoping against hope that this time, through some new alchemy, our weapons will not turn upon us.

We know that after “the” revolution, after every revolution, the struggle between love and hatred, between coercion and cooperation, will continue; but, then, as now, as always, the important question is—which side are you on?

lørdag den 3. november 2012

Det Amerikanske "Demokrati".


Det var en uudtalt præmis i størstedelen af dækningen af det amerikanske præsidentvalg, at der var tale om et demokratisk valg i et demokratisk land. Ud fra hvad man kunne bevidne i medierne, såvel danske som internationale, var der kun et kritisk systemanalytisk fokus i ganske få af dem, mens størstedelen af dækningen skrev og talte indenfor rammerne af den nøje iscenesatte officielle diskurs.

Det er imidlertid på ingen måde uproblematisk, at betragte den amerikanske styreform som et demokrati. Et land bliver ikke demokratisk blot fordi man engang imellem afholder nogle begivenheder kaldet valg, hvor befolkningen, så at sige, kan vælge mellem Pepsi og Coca-Cola. Det var af samme grund også svært at se det demokratiske, endsige repræsentative, i et valg mellem to meget højreorienterede, kapitalistiske kandidater, som på mange områder lignede hinanden. 


Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. De rige sidder på våbenindustrien, informationsteknologien, finanserne og medierne og både Romney og Obama må siges at tilhøre både den økonomiske og politiske elite, ligesom The Clintons, John Kerry, Bush-familien og mange andre fremtrædende skikkelser i amerikansk politik. 


Denne samfundstilstand var blandt de væsentligste årsager til, at vi sidste år var vidner til en, for mange ganske uventet, social bevægelses opståen som i starten kaldtes Occupy Wall Street, men senere blev navngivet Occupy X, da den bredte sig. Bevægelsen havde en problematisering af pengenes indflydelse i det politiske system og den stadigt stigende økonomiske ulighed i det amerikanske samfund, som et af dens væsentligste kendetegn og den ramte tydeligvis en nerve i det amerikanske samfund, for den spredte sig som en australsk skovbrand til alle større byer i staterne. Skal man pege på en større sejr for bevægelsen, er den nok først og fremmest, at man lykkedes med at ændre diskursen både i samfundet og i medierne, idet ressourcefordelingen i landet pludselig blev et nationalt samtaleemne.

I forlængelse af de landsdækkende protester kunne man se en række interviews med sagkyndige folk som på forskellig vis beskrev den amerikanske samfundsordens økonomiske sammenhæng. Et af de mere bemærkelsesværdige af disse interviews foregik i den levende TV-legende Bill Moyers program, hvori de to markante amerikanske professorer i statskundskab, Paul Pierson og Jacob Hacker, beskrev den amerikanske økonomiske virkelighed:


Jacob Hacker & Paul Pierson on Winner Take All Politics from BillMoyers.com on Vimeo.
Hvad angår pengenes indflydelse i amerikansk politik, så er det selvfølgelig ganske problematisk i en politisk orden der foregiver at være demokratisk, at de langstrakte valgkampe koster ekstremt mange penge og at den formuende overklasse har let ved at veksle deres økonomiske kapital til politisk kapital. Dette er især tilfældet efter at man ved den højeste retslige instans i USA har givet virksomheder lov til at spendere frit i valgkampene (se: Citizens United). Som den britiske journalist, George Monbiot, skrev op til valget:
"By November 6th, Obama and Romney will each have raised over $1bn. Other groups have already spent a further billion. Every election costs more than the one before; every election, as a result, drags the US deeper into cronyism and corruption. Whichever candidate takes the most votes, it’s the money that wins.

Is it conceivable, for example, that Mitt Romney, whose top five donors are all Wall Street banks, would put the financial sector back in its cage? Or that Barack Obama, who has received over $700,000 from both Microsoft and Google, would challenge their monopolistic powers? Or, in the Senate, that the leading climate change denier James Inhofe, whose biggest donors are fossil fuel companies, could change his views, even when confronted by an overwhelming weight of evidence?The US feeding frenzy shows how the safeguards and structures of a nominal democracy can remain in place while the system they define mutates into plutocracy."
I en interessant systemkritisk analyse af den amerikanske politiske orden, betitlet Phantom Democracy og udgivet i 2011, beskriver den garvede amerikanske intellektuelle Carl Boggs systemet på en måde som står i klar kontrast til føromtalte uudtalte præmis i den danske og internationale valgdækning:
“Contrary to received wisdom, the U.S. Constitution laid the ground-work for centralized government and elite rule, not surprising for a document that actually evokes contempt for the democratic capacities of ordinary people. It was the artifact of a predemocratic era in which all forms of domination, later contested, were mostly taken for granted. While it is true that participation in limited forms (mainly voting) has steadily broadened over time—and with it the codification of many basic rights—elite power has continued to define American society into the present. This should hardly seem astounding, for, as Sheldon Wolin puts it, the American political system was “born with a bias against democracy.” It was a system, in other words, fully compatible with concentrated forms of corporate, government, and military power: Congress, the presidency, the court system, parties, workplaces, schools, and universities—all these arenas of public life have been hierarchical and bureaucratic, with modest degrees of popular involvement at best. While power had grown more authoritarian across the landscape, few people (earlier or later) paused to question the “democratic” label so ritually affixed to American social and political life; the flattering label was taken for granted. Power became even further elitist and bureaucratic during the twentieth century with the growth of an imperial system linked to a domestic security state. As Wolin notes, “Virtually from the beginning of the nation the making of the American citizen was influenced, even shaped by, the making of an American imperium.”
Den amerikanske overvågnings- og sikkerhedsstat er nu så omfattende, at den er værre end i de fleste fascistiske stater, da ingen historiske fascistiske styreformer har haft i nærheden af en ligeså omfangsrig og teknologisk sofistiskeret sikkerhedsstat og derfor heller ikke ligeså gode muligheder for at overvåge befolkningen. Disse muligheder benyttes ganske flittigt, både inden- og udenfor lovens rammer. (se her, her og her). Godt nok kan man ikke lødigt sammenligne repressionen i mange historiske fascistiske stater med graden af undertrykkelse af politiske aktivister i nutidens USA, men det betyder bestemt ikke, at repressiv statslig aktivitet ikke finder sted: 
1) Dyrerettighedsaktivister og miljøforkæmpere bliver forfulgt af myndighederne og møder ganske ofte absurde anklager om terrorisme.

2) Der foregår tilsyneladende en intensiv overvågning af muslimske communities.
3) Sagen mod Leah Lynne-Plante og de andre medlemmer af hendes aktivistiske kollektiv er et aktuelt eksempel på den amerikanske sikkerhedsstats måde at håndtere politisk aktive på den yderste venstrefløj.

4) under protester ved republikanske og demokratiske konventer har man effektivt begrænset muligheden for synlige protester blandt andet ved oprettelsen af såkaldte ”free speech zones”. Man har endvidere anholdt systemkritiske journalister ved disse begivenheder f.eks. Amy Goodman.
 5) Derudover bør den brutalitet som Occupy-bevægelsen blev mødt af bestemt også nævnes. Politiet smadrede folks ejendom og tævede løs på demonstranterne i Zucotti Park sidste år. 
Det hører desuden med til historien, at forfølgelser af venstrefløjen og den farvede opposition, har stået ganske stærkt tidligere i staternes historie, ligesom det hører med til historien, at der ikke er det store behov for at gå systematisk efter systemkritikere udenfor systemet, da ejerskabsforholdene i massemedierne og måden hvorpå de fungerer, forvolder en så effektiv forstummelse af dissidenterne, at man ikke behøver ret mange andre værktøjer. Det er ganske enkelt noget nær umuligt, at bedrive en omfattende systemkritik i de fleste amerikanske fjernsynsprogrammer dvs. på ganske få minutter mellem to reklameblokke. Den strukturelle vold ifa. sociale strukturer som gør vold på folks muligheder for at komme til orde, er nok i sig selv.

Under Obamas valgkamp (2007-2008) hævdede man, at whistleblowers ofte var ”the best source of information about waste, fraud, and abuse in government” og at sådanne ”acts of courage and patriotism, which can sometimes save lives and often save taxpayer dollars, should be encouraged rather than stifled.” Den politiske virkelighed under Obama-administrationen er imidlertid den stik modsatte, idet man har forfulgt whistleblowers i et forstyrrende og rekordsættende omfang. Sagen mod wikileaks, Assange og Manning har med al ønskelig tydelighed vist, at man vist ikke ligefrem lever op til de fine ord man ytrede under valgkampen. Her havde man pludselig en meget succesrig form for systemkritik, whistleblowing og brug af ytringsfriheden. En som massemedierne var nødt til at tage seriøst hvis de skulle undgå, at miste al kredibilitet. Og hvad skete der? Både Assange og Manning står i princippet til henrettelse grundet anklagerne om højforræderi og spionage. 


Der sidder i dag flere afro-amerikanere bag tremmer i de amerikanske fængsler end der var negerslaver umiddelbart op til the abolition. I disse fængsler er der meget ofte tale om enten ulønnet eller ringe lønnet fængselsarbejde for privatkapitalistiske interesser. Det er svært at se hvordan det ikke forekommer at være en moderne udgave af slaveriet, primært legitimeret af The War on Drugs og de mange domme som har fulgt i dens kølvand. Kriminologen Michelle Alexander beskriver, i et interview med Democracy Nows Amy Goodman, hvordan denne politik påvirker de farvede samfund og deres indbyggeres status i USA.




USA er ikke kun en nation indenfor nogle nationale grænser i Nordamerika, men et globalt militærbaseimperium som fortsætter med at støtte nogle af verdens værste diktaturer fordi det gavner imperiet. Hvor demokrati kommer ind i den del af ligningen er selvsagt forbundet med nogle gevaldige forklaringsproblemer, især i lyset af, at USA har undergravet mere demokrati end man har hjupet på vej gennem de sidste tres års udenrigspolitik dvs. siden man væltede Mossadeq (Iran) og Jacobo Árbenz (Guatemala) i starten af halvtredserne. Denne demokratifjendtlige magtpraksis bekræfter historien eftertrykkeligt eksistensen af, op gennem årtierne efter Anden Verdenskrig.

Den amerikanske udenrigspolitik har mange millioner ofre på samvittigheden som følge af diktatorstøtte, krig, interventioner, strukturelle tilpasningsprogrammer, opretholdelse af forrentet gæld i den tredje verden, udplyndrende frihandelsaftaler og massemorderiske sanktioner. Gennem amerikansk styrede organisationer som Verdensbanken og IMF holder man fattige nationer i et jerngreb, og gennem trusler om vold - sanktioner, interventioner eller krig - holder man store dele af resten af verden i en tilstand af frygt for overmagten. 


Vist har den amerikanske styreform visse demokratiske træk. Det bør ikke benægtes. Men hvordan vi kan nå frem til et slutresultat der kan kaldes demokratisk, når vi tager alt ovenstående i betragtning, står hen i det uvisse.

fredag den 2. november 2012

Frivillighed eller Tvang?

De statspositive socialister løber hurtigt ind i forklaringsvanskeligheder, når de forsøger at retfærdiggøre den statsligt funderede sociale orden, de agiterer for nødvendigheden af.

Udgangspunktet for kritikken af kapitalismen er, at arbejderne får mindre i hænderne end den værdi de skaber ved hjælp af deres arbejdskraft. Kapitalisten scorer resten og snyder således arbejderklassen for penge. Problematikken er altså, at arbejderne ikke har de midler i hænderne som de kunne have, grundet de sociale strukturer de er underlagt. Dette afføder spørgsmålet: hvordan opløses denne problematik af, at det er staten som gør indhug i arbejderklassens indkomst, gennem beskatningen af arbejdernes arbejde? Hvis det er forkert at kapitalisten tager penge fra arbejderne, er det vel også forkert når staten gør det?

Statssocialisten vil måske forsvare sig med, at pengene som opkræves i skat bliver brugt på fornuftige ting såsom uddannelse, sundhed og sikkerhed, men kan kapitalisten ikke påstå noget lignende dvs. at pengene går til fornuftige ting såsom mere innovation og bedre teknologi, flere arbejdspladser, mere velstand og flere investeringer i etisk produktion? Selvfølgelig kan kapitalisten det, for det er jo netop den argumentation vi ofte er vidner til, når kapitalismens eksistensberettigelse søges forklaret af prokapitalitiske individer og organisationer.

Staten er funderet på tvang, blandt andet fordi dens finansiering foregår under trusler om vold ifa. frihedsberøvelse, såfremt statens økonomiske krav til borgerne, ikke efterkommes af disse. Det er blot en af måderne hvorpå staten må siges, at være en social struktur hvori der aktivt forvoldes, eller trues med at forvolde, menneskelig lidelse. Det samme gør sig selvfølgelig gældende med en lang række af statens forsøg på at regulere vores liv ned i mindste detalje. Selv offerløse gerninger, som potentiel skadelig brug af egen krop, finder man intet problem med at straffe enten økonomisk eller med berøvelse af frihed.

Når samfundet organiseres oppefra er der ikke tale om frivillighed, men derimod tale om tvang, idet en herskende politisk eller økonomisk klasse påtvinger systemets underlagte deres foretrukne organisationsformer, som man så er tvunget til at indfinde sig med, betale for og eksistere under. Både staten og kapitalismen er sociale strukturer som har vold indbygget i systemet. For den som er i den modtagende ende af denne systemiske vold, betyder det derfor ikke det store om magten man er oppe imod kalder sig staten eller kapitalismen.

Jeg mener, at spørgsmålet vi bør stille os selv og hinanden er, om vi ønsker et samfund der er baseret på tvang eller om vi hellere vil have et samfund der er baseret på frivillighed? Vil de fleste ikke foretrække frivilligheden frem for tvangen? Det er jeg personligt ret sikker på er tilfældet og jeg agiterer af samme grund for, at frivillighed bør være grundstenen i ethvert samfund der fortjener at bliver kaldt et frit samfund. 

Organisationen af et samfund bør derfor være baseret på frivillig association mellem samfundets medlemmer. For at dette skal kunne lade sig gøre er det essentielt, at samfundets organisering kommer nedefra og at organiseringen foretages af mennesker, som frivilligt har valgt at bidrage til helheden via frivillighedsbaserede organisationer.

Dagens Citat: Colin Ward.

“You may think in describing anarchism as a theory of organization I am propounding a deliberate paradox: ‘anarchy’ you may consider to be, by definition, the opposite of organization. In fact, however, ‘anarchy’ means the absence of government, the absence of authority. Can there be social organization without authority, without government? The anarchists claim that there can be, and they also claim that it is desirable that there should be. They claim that, at the basis of our social problems is the principle of government. It is, after all, governments which prepare for war and wage war, even though you are obliged to fight in them and pay for them; the bombs you are worried about are not the bombs which cartoonists attribute to the anarchists, but the bombs which governments have perfected, at your expense. It is, after all, governments which make and enforce the laws which enable the ‘haves’ to retain control over social assets rather than share them with the ‘have-nots’. It is, after all, the principle of authority which ensures that people will work for someone else for the greater part of their lives, not because they enjoy it or have any control over their work, but because they see it as their only means of livelihood.”

– Colin Ward i Anarchism as a Theory of Organization.

torsdag den 1. november 2012

Staten Skaber Kapitalen.


Enhver systemkritik af kapitalismen, som er andet end blot overfladisk, må tage udgangspunkt i en analyse af hvad der overhovedet muliggør kapitalismen. Kapitalismen opstod ikke i et tomrum, men var fra første færd – og fortsætter med at være – indlejret i statslige strukturer. Det er derfor vigtigt, at man ser på hvilken rolle staten spiller i kapitalismen dvs. på hvordan eksistensen af staten hænger sammen med kapitalismens eksistens.

En bærende søjle i kapitalismen er den (oftest forfatningsbaserede) private ejendomsret. En ejendomsret der ikke blot garanteres juridisk men også fysisk af statens monopol på legal voldsanvendelse. Den private ejendomsret formuleres i moderne tid juridisk i kontekst af borgerskabets revolutioner i Frankrig og De Forenede Stater. I sidstnævnte tilfælde lagde man kimen til kapitalismen ved skabelsen af denne bærende ejendomsretslige søjle, idet ejendomsbesiddende (og ofte slaveholdende) hvide mænd, skabte en forfatning hvori den private ejendomsret indgår som et centralt element.

Ligeledes central er idéen om det frie marked. Det er dog mestendels blevet ved idéen, da markedet som kapitalismen fungerer indenfor, aldrig har været egentlig frit. Det har derimod altid været indlejret i statslige strukturer som gennem lovgivning og voldelige former for magtpraksis har gjort begrænsende indgreb i markedet, ganske ofte til kapitalisternes fordel. Allerede ganske tidligt i De Forenede Staters historie indførte man således protektionistisk lovgivning, idet man allerede under den første amerikanske præsident, George Washington, indførte The Tariff Act (1789), der havde begrænsning af import og således beskyttelse af den hjemlige produktion, som sin underliggende logik.

To af måderne hvorpå staten har virket som støttehjul for kapitalismen er altså protektionisme og den forfatningssikrede ejendomsret. Sådanne ejendomsretslige juridiske tiltag er senere blevet mere mangfoldige, hvorfor vi nu kender til fænomener som intellektuel ejendomret, herunder lovgivning som giver nogle patenter og ophavsret og forbyder andre at krænke disse. Som den amerikanske intellektuelle Kevin Carson så rammende har formuleret det, er staten “jernnæven bag den usynlige hånd.”

I begyndelsen var ejendomsretten noget mere håndgribelig end i retten til idéers tilfælde (læs: intellektuel ejendomsret), idet der typisk var tale om ejerskab af noget langt mere fysisk, nemlig land. I det nordamerikanske tilfælde var der som oftest tale om ejendom man havde fået fingrene i, ved massemorderisk fortrængelse af den indfødte befolkning og/eller gennem slaveriets udbytning af ufrie menneskers arbejdskraft. Den forfatningsgaranterede private ejendomsret var således intet mindre end en legtimering af udplyndring og udbytning, skrevet af tyvene selv. Det er derfor også ganske rammende, at ordet privat - i begrebet privat ejendomsret - har sine sproglige rødder i det latinske ord privare som kan oversættes til berøve.

Også i England spillede staten en central rolle i den centralisering af magt som affødtes af, at nogle gjorde indhug i den nedarvede fælles ejendom (jorden). Mellem 1760 og 1844 vedtog man over 4000 enclosure acts som på mindre end hundrede år forvoldte, at omkring halvfems procent af jorden i England faldt på en lille minoritets hænder. Den arbejdende landbefolkning blev frarøvet muligheden for at operere på de tidligere fællesejede åbne enge, idet disse nu var på private hænder. Dette var blandt hovedårsagerne til, at bønderne fandt sig tvunget til at flytte til byerne for at finde arbejde i fabrikkerne. Statsmagten skabte således det juridiske grundlag for en omfattende berøvelse og udbytning af arbejderklassen, samt grundlaget for industrien, qua den forsyning af arbejdskraft til de kapitalistiske fabrikker, som fulgte i kølvandet på indhegningen og privatiseringen af den fælles ejendom.

I sit essay “English Enclosures and Soviet Collectivization: Two Instances of an Anti-Peasant Mode of Development” beskriver den libertarianske historiker Joseph R. Stromberg hvordan denne legalistiske udplyndring af den fælles ejendom fandt sted:
The political dominance of large landowners determined the course of enclosure….[I]t was their power in Parliament and as local Justices of the Peace that enabled them to redistribute the land in their own favor.
A typical round of enclosure began when several, or even a single, prominent landholder initiated it … by petition to Parliament.… [T]he commissioners were invariably of the same class and outlook as the major landholders who had petitioned in the first place, [so] it was not surprising that the great landholders awarded themselves the best land and the most of it, thereby making England a classic land of great, well-kept estates with a small marginal peasantry and a large class of rural wage labourers.”
Idéen, at nogen kunne eje jorden på samme måde som man kunne eje en hestesko man selv havde smedet, blev allerede tidligt kritiseret af en af oplysningstidens mest markante intellektuelle. I sin Afhandling om Oprindelsen og Grundlaget for Uligheden Mellem Mænd (Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes) kaster filosoffen Jean-Jacques Rosseau sig ud i en sønderlemmende kritik af denne idé:

“Den første, der indhegnede et område og fandt på at sige: Dette er mit, og fandt nogen, der var dumme nok til at tro på ham, var den sande grundlægger af det borgerlige samfund. For hvor mange forbrydelser, krige, mord, for hvilke ulykker og rædsler ville ikke den mand have sparet menneskeslægten, som havde fjernet grænsepælene eller fyldt grøften op og råbt til sine fæller: Lyt ikke til denne svindler; I er fortabte, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle og jorden ingen.”

I et interview med den amerikanske systemkritiske intellektuelle Derrick Jensen i bogen Resistance Against Empire, forklarer den demokratiske økonomiske teoretiker J. W. Smith, hvori den fortabthed som Rosseau omtaler, består:

If someone were born into our culture with the fully developed intelligence of an adult, but without our social conditioning, one of the first confusing realities she or he would face is that all of the land belongs to someone else. It’s a crazy situation. Before this person could legally stand, sit, lie down, or sleep, much less gain sustenance, she or he would have to pay whoever owned that piece of land. Now it’s one thing to own something that you’ve built—a chair, perhaps, or a table, or shoes—but land, air, and water are entirely different categories. They nurture life, are necessary to life, and were here before we were born (meaning they’re not our creation). Depriving others—all living beings, not just humans—access to land is to have the ability to kill them.” [min kursivering]

Kapitalister som ønsker staten afskaffet er der ikke mange af. Selv neoliberalister som ønsker et minimum af statslig indblanding i markedets virke ønsker ikke selve staten afskaffet. Årsagen er den simple, at staten også i det neoliberalistiske tilfælde spiller en central rolle. Den britisk-amerikanske marxistiske forfatter David Harvey beskriver statens (begrænsede) rolle i neoliberalismens tidsalder, i sin bog A Brief History of Neoliberalism:

Neoliberalism is in the first instance a theory of political economic practices that proposes that human well-being can best be advanced by liberating individual entrepreneurial freedoms and skills within an institutional framework characterized by strong private property rights, free markets, and free trade. The role of the state is to create and preserve an institutional framework appropriate to such practices. The state has to guarantee, for example, the quality and integrity of money. It must also set up those military, defence, police, and legal structures and functions required to secure private property rights and to guarantee, by force if need be, the proper functioning of markets. Furthermore, if markets do not exist (in areas such as land, water, education, health care, social security, or environmental pollution) then they must be created, by state action if necessary. But beyond these tasks the state should not venture. State interventions in markets (once created) must be kept to a bare minimum because, according to the theory, the state cannot possibly possess enough information to second-guess market signals (prices) and because powerful interest groups will inevitably distort and bias state interventions(particularly in democracies) for their own benefit.” [min kursivering]

Når staten ofte opfattes som et bolværk imod kapitalismen er årsagen med stor sandsynlighed en manglende forståelse af, at staten, snarere end at forsvare os imod kapitalismen, faktisk er blandt de væsentligste årsager til, at kapitalismen overhovedet har kunnet opstå - og stadig består. Uden den centrale rolle som staten spiller i kapitalismen er det svært at se, hvordan kapitalismen skulle kunne fortsætte med at eksistere som global økonomisk orden. Kampen mod kapitalismen må derfor af nødvendighed også være en kamp imod staten.

torsdag den 25. oktober 2012

Om Cannabispolitik.


Politikerne og Kongehuset har intet som helst problem med at indtage alkohol på statens regning. Det foregår jævnligt og uden at nogen løfter et øjenbryn, men hvad gør egentlig, at alkohol befinder sig i en særlig kategori af rusmidler, som tilsyneladende er mindre problematisk end cannabis? Det er ganske svært at blive klog på. Specielt i lys af at indtagelse af  alkohol ofte spiller en rolle i både voldssager og trafikdrab. Derimod er det ikke svært at konkludere, at en udpræget dobbeltmoral lader til at være på spil.

Illegaliseringen af cannabis går langt tilbage. Man forbød cannabis og afledte produkter af hampeplanten allerede tilbage i slutningen af 1920erne, som led i tilslutningen til en international opiumskonvention. Cannabis har imidlertid ikke noget at gøre med opiater og man vurderede ovenikøbet dengang, at cannabisindtagelse ikke udgjorde noget egentligt problem i Danmark, men alligevel valgte man at kriminalisere rusmidlet. Lovgivningen hviler derfor ikke på erfaringer med indtagelse af cannabis og da det ikke engang var en problemstilling her i landet da man vedtog forbuddet, er lovgivningen kommet til verden på et meget tvivlsomt grundlag.

Problemer forbundet med cannabisindtagelse har vi til gengæld fået mange af sidenhen. Ikke fordi selve indtagelsen af cannabis er særlig problematisk - især i sammenligning med de ofte dødbringende legale rusmidler alkohol og tobak - men fordi selve kriminaliseringen har affødt en række problematikker. Dels er der den enorme organiserede kriminalitet som grundet kriminaliseringen tjener summer i milliard-størrelsen på handelen med cannabis og dels fordi borgerne gennem mange årtier, har betalt uhyrlige beløb til retsforfølgelser, bøder, fængselsophold og politivirksomhed.

Særligt ud fra et økonomisk synspunkt kan det undre, at man ikke har været mere positivt stemt overfor legalisering eller afkriminalisering af cannabis. Ikke alene ville det bortspare en masse udgifter forbundet med kriminaliseringen, staten ville også kunne tjene anselige summer på et kontrolleret salg af cannabis. Alligevel har man ikke fra politisk hold ønsket at give sig i kast med en legalisering. Tværtimod har man under den forhenværende borgerlige regering intensiveret kriminaliseringen ved at mangedoble bødesummerne for besiddelse af hvad der må betegnes som ganske uskyldige mængder cannabis, mens man under den nuværende regering har intensiveret indsatsen mod hash-handlen på Christiania ved at gå systematisk efter kunderne. Denne klapjagt udmøntede sig for nylig i en forstyrrende hændelse, hvor politiet brugte en billetkontrolaktion på Christianshavns metrostration, som påskud til at krænke folks privatsfære. Godt gået drenge!

Der har været flere forsøg på at afkriminalisere cannabis, idet Enhedslisten flere gange har fremstillet et sådant forslag. Desværre uden held. Når disse forslag er blevet fremstillet i Folketinget har de efterfølgende debatter været præget af mangelfuld viden, når der ikke har været tale om deciderede kortslutninger, som da Kim Andersen fra Venstre sammenlignede besiddelse af hash med at gå med kniv.

De påståede liberalister i Folketinget har åbenbart ikke særlig liberale sindelag, når det kommer til at lade voksne mennesker bestemme over deres egne kroppe og hvad de fylder i dem. Mig bekendt står der intet sted i nogen som helst lovgivning, at staten ejer borgernes kroppe. Heldigvis, kunne man tilføje, for det ville unægteligt være ensbetydende med tilintetgørelsen af tanken om privatsfæren, men selvom dette altså ikke er tilfældet, er man undskyldt hvis man skulle tro noget andet, for når det kommer til indtagelse af cannabis og andre ulovlige substanser, opfører staten sig som om den rent faktisk har ejerskab over vore kroppe.

Det burde være selvindlysende, at så længe en person bruger sin krop på måder som udelukkende er til potentiel skade for vedkommende selv, så står det ham eller hende frit for at gøre det. Folks sundhedsskadelige adfærd er da heller ikke forbundet med berøvelse af frihed i en række andre tilfælde. Det står således enhver frit for, at leve af fast food, fylde sig med sukker, kæderyge eller drikke sig ihjel.

Det hele er vendt på hovedet. Offerløse handlinger i form af indtagelse af en plante, som ikke ligefrem er kendt for hverken at bringe døden eller volden med sig, anskues åbenbart af politikerne som højst problematisk, mens statsmagtens årtier lange privatlivskrænkende og frihedsfjendtlige indgreb i tusinder af menneskers liv, tilsyneladende er retfærdighedens fyldestgørelse.

Udover muligvis nogle betjente som kan bruge kriminaliseringen til at få afløb for en sadistisk kontrolmentalitet, er det virkelig svært at se hvem denne statslige repression gavner, men selvom intet rationelt taler for en fortsættelse af disse indgreb i den personlige frihed, er der ikke meget der tyder på snarlige forbedringer. Også på dette punkt lader det til, at uretsstaten er kommet for at blive.