søndag den 4. november 2012

A Genealogy of Force.

In the beginning, harmony: tribes of human beings live as one, gathering and eating and playing and sleeping and singing and making love and telling stories together. And, occasionally, discord: an argument breaks out, strong words are exchanged, a blow is struck.

When this happens, the tribe meets and arrives at a resolution. Tribes that cannot do this break up, and the members starve or freeze or are hunted down by wild beasts, or join another tribe that can resolve conflicts. Conflicts between tribes are resolved in a similar manner. For thousands upon thousands of years, this way of life works and endures.

But one day, there is a conflict that cannot be resolved. Discussion, placation, even combat are not enough; the adversaries still seek vengeance. Perhaps it is a spiritual aberration, or some technological or cultural innovation that allows them to continue contending long after it is healthy, but they do not find their way back to peace as the others did before. They become machines of war. Their relationship with the environment shifts: the earth must be disciplined, now, to provide them stores of food to last through their struggle. Their relationships with each other change: they view all others as potential comrades-in-arms or enemies, appraising might above all other qualities.

The neighboring tribes do not escape unscathed. Soon they are embroiled in this conflict, and must contend with an enemy such as they have never encountered. Many of these communities perish outright; others, the ones who would survive at any cost, find that they too must become war machines. They too subjugate the earth and its animals, enslave their vanquished foes, even their own people, anything to endure in the face of this terror. They become the terror, they outdo it, and this is their undoing.

Spreading like a cancer, from tribe to tribe, strange changes sweep the face of the earth. Little tribes merge to become big tribes, and ultimately nations; temporary military leaders become hereditary monarchs; the vision of once peace-loving peoples becomes clouded with carnage. And it is not only in military matters that these tribes change. Territory is claimed and marked, and becomes the source of new conflicts. Market economics is invented: peoples who no longer trust each other insist on trades where gifts once sufficed—and scramble to outbargain each other, to cut a profit even in peacetime. Patriarchy appears: the undeclared war between the sexes, the gender roles of warrior and servant, institutionalized and enforced by each generation on the next. Organized religion is invented: now men not only vie for land, food, property, revenge, but also for each other’s minds and hearts.

All of these innovations are catastrophic for human beings. They try to offset the effects with new innovations, which are greater catastrophes. Governments, convened to protect peoples, extract taxes from them and thrive idly off their sweat and toil; police fill the streets to prevent crime, and perpetrate the worst crimes with impunity. Defending themselves from the monstrosities of civilization, these peoples breed more awful monsters.

Minor nations, hell-bent on withstanding the assaults of greater ones, arm themselves to the teeth—and go on fighting and conquering in exaggerated response to the original threat until they become great empires. So the Roman Empire finds its origins in the resistance of rural farmers to Etruscan encroachments; so the rest of Europe becomes a snakepit of competing empires, as a consequence of hundreds of years spent fighting that one. Later historians will look at the bloody wars waged on the edges of every civilization as evidence that the “heart of darkness” beyond this frontier is a bloody barbarism; but perhaps it is the peace-loving barbarians who are defending themselves from the bloodthirsty. Perhaps the true heart of darkness lies at the center of these empires, in the eye of the hurricane, where violence is so deeply ingrained in human life that it is no longer visible to the naked eye: slaves go about in the streets as if of their own volition, powerless even to rebel; gladiators slaughter each other in the circuses, and it is called entertainment.

The next military campaigns are a symptom of social viciousness, no longer a cause. Now the invisible violence of economics ordains the visible violence of armies: soldiers cut paths into the last wilderlands of barbarism so further resources can be seized by merchants, and the freshly destitute barbarians constitute a new consumer base. Whole continents are despoiled, and the inhabitants enslaved—and then their destitution is cited as proof of their racial inferiority, by the inheritors of their stolen worlds!

Missionaries are in the front lines of the assault, enforcing the reign of the jealous One and Only God as surely as the soldiers enforce the reign of brutality. Terror for territory, blood for money, money for blood, He ordains it all—as it ordains Him.

The successors of the missionaries pray directly to the market. These new priests are even more successful than the soldiers in imposing the rule of power: a day comes when shackles are no longer needed to make slaves servile, when idolatry alone is enough to keep them submissively fighting amongst themselves. Now no one can remember any other life, and son fights brother fights father fights neighbor, as the specters of fear and avarice look over their empire from above. Kings, generals, presidents rise and fall, but the system, hierarchy, remains: competition itself holds the crown, picking and discarding its champions without pity.

Everyone in these relationships of violence still wants, desperately, to escape, but again and again they bear the seeds of this violence with them, destroying every refuge as they enter—as the refugees who flee to the “New World” do, and the Communists who overthrow the Czar. Even those who do escape, like the artists whose communes gentrify neighborhoods, whose provocative innovations set precedents for the next generation’s fashion photography, only pave the way for the steamrollers that will follow in their footsteps.
Violence reaches an all-time high. Schoolchildren, mailmen, formerly the very picture of sociability, begin to gun down their companions in cold blood. Ministers molest altar boys, fathers batter their daughters, teenagers rape their dates. Prisons overflow. Millions perish in holocausts across nations and decades, and the maimed survivors initiate subsequent holocausts. Nuclear missiles point at everyone, until the imminence of the final holocaust can only be discussed in platitudes. Now we are all on death row, all political prisoners. Even in the loftiest citadels of the United States, protected by the most sophisticated and well-equipped military in the history of the solar system, white-collar workers with full benefits and life and health insurance are no longer safe—airplanes crash, skyscrapers fall. Terror threatens us all.

Tonight a Palestinian youth struggles to work out the equation: have his enemies filled his world with enough misery that he feels more hatred for them than he does love for life? He thinks of his crippled father, of his bulldozed house, of his departed friends—who computed this same equation daily, always coming to one conclusion, until the day they came to another.

Where, through all this, is love? It is still here, in the forms it has always taken: families eating together, friends embracing, gifts given simply for the pleasure of giving. We still forgive, converse, fall deeply in love; it even happens occasionally that new tribes federate to confront a common antagonist—not out of malice, but for the sake of peace, hoping to conclude conflicts as they were in the days before warfare and commerce. These moments, even when they occur between only a few individuals, are as powerful and precious as they ever were. And they are still infectious, as infectious as violence and hatred, if only they can find unarmored hearts in which to catch hold.

The world now waits for a war on war, a love armed, a friendship which can defend itself. Anarchy is a word we use to describe those moments when force cannot subdue us, and life flourishes as we know it should; anarchism is the science of creating and defending such moments. It is a weapon which aspires to uselessness—the only kind of weapon we will wield, hoping against hope that this time, through some new alchemy, our weapons will not turn upon us.

We know that after “the” revolution, after every revolution, the struggle between love and hatred, between coercion and cooperation, will continue; but, then, as now, as always, the important question is—which side are you on?

lørdag den 3. november 2012

Det Amerikanske "Demokrati".


Det var en uudtalt præmis i størstedelen af dækningen af det amerikanske præsidentvalg, at der var tale om et demokratisk valg i et demokratisk land. Ud fra hvad man kunne bevidne i medierne, såvel danske som internationale, var der kun et kritisk systemanalytisk fokus i ganske få af dem, mens størstedelen af dækningen skrev og talte indenfor rammerne af den nøje iscenesatte officielle diskurs.

Det er imidlertid på ingen måde uproblematisk, at betragte den amerikanske styreform som et demokrati. Et land bliver ikke demokratisk blot fordi man engang imellem afholder nogle begivenheder kaldet valg, hvor befolkningen, så at sige, kan vælge mellem Pepsi og Coca-Cola. Det var af samme grund også svært at se det demokratiske, endsige repræsentative, i et valg mellem to meget højreorienterede, kapitalistiske kandidater, som på mange områder lignede hinanden. 


Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. De rige sidder på våbenindustrien, informationsteknologien, finanserne og medierne og både Romney og Obama må siges at tilhøre både den økonomiske og politiske elite, ligesom The Clintons, John Kerry, Bush-familien og mange andre fremtrædende skikkelser i amerikansk politik. 


Denne samfundstilstand var blandt de væsentligste årsager til, at vi sidste år var vidner til en, for mange ganske uventet, social bevægelses opståen som i starten kaldtes Occupy Wall Street, men senere blev navngivet Occupy X, da den bredte sig. Bevægelsen havde en problematisering af pengenes indflydelse i det politiske system og den stadigt stigende økonomiske ulighed i det amerikanske samfund, som et af dens væsentligste kendetegn og den ramte tydeligvis en nerve i det amerikanske samfund, for den spredte sig som en australsk skovbrand til alle større byer i staterne. Skal man pege på en større sejr for bevægelsen, er den nok først og fremmest, at man lykkedes med at ændre diskursen både i samfundet og i medierne, idet ressourcefordelingen i landet pludselig blev et nationalt samtaleemne.

I forlængelse af de landsdækkende protester kunne man se en række interviews med sagkyndige folk som på forskellig vis beskrev den amerikanske samfundsordens økonomiske sammenhæng. Et af de mere bemærkelsesværdige af disse interviews foregik i den levende TV-legende Bill Moyers program, hvori de to markante amerikanske professorer i statskundskab, Paul Pierson og Jacob Hacker, beskrev den amerikanske økonomiske virkelighed:


Jacob Hacker & Paul Pierson on Winner Take All Politics from BillMoyers.com on Vimeo.
Hvad angår pengenes indflydelse i amerikansk politik, så er det selvfølgelig ganske problematisk i en politisk orden der foregiver at være demokratisk, at de langstrakte valgkampe koster ekstremt mange penge og at den formuende overklasse har let ved at veksle deres økonomiske kapital til politisk kapital. Dette er især tilfældet efter at man ved den højeste retslige instans i USA har givet virksomheder lov til at spendere frit i valgkampene (se: Citizens United). Som den britiske journalist, George Monbiot, skrev op til valget:
"By November 6th, Obama and Romney will each have raised over $1bn. Other groups have already spent a further billion. Every election costs more than the one before; every election, as a result, drags the US deeper into cronyism and corruption. Whichever candidate takes the most votes, it’s the money that wins.

Is it conceivable, for example, that Mitt Romney, whose top five donors are all Wall Street banks, would put the financial sector back in its cage? Or that Barack Obama, who has received over $700,000 from both Microsoft and Google, would challenge their monopolistic powers? Or, in the Senate, that the leading climate change denier James Inhofe, whose biggest donors are fossil fuel companies, could change his views, even when confronted by an overwhelming weight of evidence?The US feeding frenzy shows how the safeguards and structures of a nominal democracy can remain in place while the system they define mutates into plutocracy."
I en interessant systemkritisk analyse af den amerikanske politiske orden, betitlet Phantom Democracy og udgivet i 2011, beskriver den garvede amerikanske intellektuelle Carl Boggs systemet på en måde som står i klar kontrast til føromtalte uudtalte præmis i den danske og internationale valgdækning:
“Contrary to received wisdom, the U.S. Constitution laid the ground-work for centralized government and elite rule, not surprising for a document that actually evokes contempt for the democratic capacities of ordinary people. It was the artifact of a predemocratic era in which all forms of domination, later contested, were mostly taken for granted. While it is true that participation in limited forms (mainly voting) has steadily broadened over time—and with it the codification of many basic rights—elite power has continued to define American society into the present. This should hardly seem astounding, for, as Sheldon Wolin puts it, the American political system was “born with a bias against democracy.” It was a system, in other words, fully compatible with concentrated forms of corporate, government, and military power: Congress, the presidency, the court system, parties, workplaces, schools, and universities—all these arenas of public life have been hierarchical and bureaucratic, with modest degrees of popular involvement at best. While power had grown more authoritarian across the landscape, few people (earlier or later) paused to question the “democratic” label so ritually affixed to American social and political life; the flattering label was taken for granted. Power became even further elitist and bureaucratic during the twentieth century with the growth of an imperial system linked to a domestic security state. As Wolin notes, “Virtually from the beginning of the nation the making of the American citizen was influenced, even shaped by, the making of an American imperium.”
Den amerikanske overvågnings- og sikkerhedsstat er nu så omfattende, at den er værre end i de fleste fascistiske stater, da ingen historiske fascistiske styreformer har haft i nærheden af en ligeså omfangsrig og teknologisk sofistiskeret sikkerhedsstat og derfor heller ikke ligeså gode muligheder for at overvåge befolkningen. Disse muligheder benyttes ganske flittigt, både inden- og udenfor lovens rammer. (se her, her og her). Godt nok kan man ikke lødigt sammenligne repressionen i mange historiske fascistiske stater med graden af undertrykkelse af politiske aktivister i nutidens USA, men det betyder bestemt ikke, at repressiv statslig aktivitet ikke finder sted: 
1) Dyrerettighedsaktivister og miljøforkæmpere bliver forfulgt af myndighederne og møder ganske ofte absurde anklager om terrorisme.

2) Der foregår tilsyneladende en intensiv overvågning af muslimske communities.
3) Sagen mod Leah Lynne-Plante og de andre medlemmer af hendes aktivistiske kollektiv er et aktuelt eksempel på den amerikanske sikkerhedsstats måde at håndtere politisk aktive på den yderste venstrefløj.

4) under protester ved republikanske og demokratiske konventer har man effektivt begrænset muligheden for synlige protester blandt andet ved oprettelsen af såkaldte ”free speech zones”. Man har endvidere anholdt systemkritiske journalister ved disse begivenheder f.eks. Amy Goodman.
 5) Derudover bør den brutalitet som Occupy-bevægelsen blev mødt af bestemt også nævnes. Politiet smadrede folks ejendom og tævede løs på demonstranterne i Zucotti Park sidste år. 
Det hører desuden med til historien, at forfølgelser af venstrefløjen og den farvede opposition, har stået ganske stærkt tidligere i staternes historie, ligesom det hører med til historien, at der ikke er det store behov for at gå systematisk efter systemkritikere udenfor systemet, da ejerskabsforholdene i massemedierne og måden hvorpå de fungerer, forvolder en så effektiv forstummelse af dissidenterne, at man ikke behøver ret mange andre værktøjer. Det er ganske enkelt noget nær umuligt, at bedrive en omfattende systemkritik i de fleste amerikanske fjernsynsprogrammer dvs. på ganske få minutter mellem to reklameblokke. Den strukturelle vold ifa. sociale strukturer som gør vold på folks muligheder for at komme til orde, er nok i sig selv.

Under Obamas valgkamp (2007-2008) hævdede man, at whistleblowers ofte var ”the best source of information about waste, fraud, and abuse in government” og at sådanne ”acts of courage and patriotism, which can sometimes save lives and often save taxpayer dollars, should be encouraged rather than stifled.” Den politiske virkelighed under Obama-administrationen er imidlertid den stik modsatte, idet man har forfulgt whistleblowers i et forstyrrende og rekordsættende omfang. Sagen mod wikileaks, Assange og Manning har med al ønskelig tydelighed vist, at man vist ikke ligefrem lever op til de fine ord man ytrede under valgkampen. Her havde man pludselig en meget succesrig form for systemkritik, whistleblowing og brug af ytringsfriheden. En som massemedierne var nødt til at tage seriøst hvis de skulle undgå, at miste al kredibilitet. Og hvad skete der? Både Assange og Manning står i princippet til henrettelse grundet anklagerne om højforræderi og spionage. 


Der sidder i dag flere afro-amerikanere bag tremmer i de amerikanske fængsler end der var negerslaver umiddelbart op til the abolition. I disse fængsler er der meget ofte tale om enten ulønnet eller ringe lønnet fængselsarbejde for privatkapitalistiske interesser. Det er svært at se hvordan det ikke forekommer at være en moderne udgave af slaveriet, primært legitimeret af The War on Drugs og de mange domme som har fulgt i dens kølvand. Kriminologen Michelle Alexander beskriver, i et interview med Democracy Nows Amy Goodman, hvordan denne politik påvirker de farvede samfund og deres indbyggeres status i USA.




USA er ikke kun en nation indenfor nogle nationale grænser i Nordamerika, men et globalt militærbaseimperium som fortsætter med at støtte nogle af verdens værste diktaturer fordi det gavner imperiet. Hvor demokrati kommer ind i den del af ligningen er selvsagt forbundet med nogle gevaldige forklaringsproblemer, især i lyset af, at USA har undergravet mere demokrati end man har hjupet på vej gennem de sidste tres års udenrigspolitik dvs. siden man væltede Mossadeq (Iran) og Jacobo Árbenz (Guatemala) i starten af halvtredserne. Denne demokratifjendtlige magtpraksis bekræfter historien eftertrykkeligt eksistensen af, op gennem årtierne efter Anden Verdenskrig.

Den amerikanske udenrigspolitik har mange millioner ofre på samvittigheden som følge af diktatorstøtte, krig, interventioner, strukturelle tilpasningsprogrammer, opretholdelse af forrentet gæld i den tredje verden, udplyndrende frihandelsaftaler og massemorderiske sanktioner. Gennem amerikansk styrede organisationer som Verdensbanken og IMF holder man fattige nationer i et jerngreb, og gennem trusler om vold - sanktioner, interventioner eller krig - holder man store dele af resten af verden i en tilstand af frygt for overmagten. 


Vist har den amerikanske styreform visse demokratiske træk. Det bør ikke benægtes. Men hvordan vi kan nå frem til et slutresultat der kan kaldes demokratisk, når vi tager alt ovenstående i betragtning, står hen i det uvisse.

fredag den 2. november 2012

Frivillighed eller Tvang?

De statspositive socialister løber hurtigt ind i forklaringsvanskeligheder, når de forsøger at retfærdiggøre den statsligt funderede sociale orden, de agiterer for nødvendigheden af.

Udgangspunktet for kritikken af kapitalismen er, at arbejderne får mindre i hænderne end den værdi de skaber ved hjælp af deres arbejdskraft. Kapitalisten scorer resten og snyder således arbejderklassen for penge. Problematikken er altså, at arbejderne ikke har de midler i hænderne som de kunne have, grundet de sociale strukturer de er underlagt. Dette afføder spørgsmålet: hvordan opløses denne problematik af, at det er staten som gør indhug i arbejderklassens indkomst, gennem beskatningen af arbejdernes arbejde? Hvis det er forkert at kapitalisten tager penge fra arbejderne, er det vel også forkert når staten gør det?

Statssocialisten vil måske forsvare sig med, at pengene som opkræves i skat bliver brugt på fornuftige ting såsom uddannelse, sundhed og sikkerhed, men kan kapitalisten ikke påstå noget lignende dvs. at pengene går til fornuftige ting såsom mere innovation og bedre teknologi, flere arbejdspladser, mere velstand og flere investeringer i etisk produktion? Selvfølgelig kan kapitalisten det, for det er jo netop den argumentation vi ofte er vidner til, når kapitalismens eksistensberettigelse søges forklaret af prokapitalitiske individer og organisationer.

Staten er funderet på tvang, blandt andet fordi dens finansiering foregår under trusler om vold ifa. frihedsberøvelse, såfremt statens økonomiske krav til borgerne, ikke efterkommes af disse. Det er blot en af måderne hvorpå staten må siges, at være en social struktur hvori der aktivt forvoldes, eller trues med at forvolde, menneskelig lidelse. Det samme gør sig selvfølgelig gældende med en lang række af statens forsøg på at regulere vores liv ned i mindste detalje. Selv offerløse gerninger, som potentiel skadelig brug af egen krop, finder man intet problem med at straffe enten økonomisk eller med berøvelse af frihed.

Når samfundet organiseres oppefra er der ikke tale om frivillighed, men derimod tale om tvang, idet en herskende politisk eller økonomisk klasse påtvinger systemets underlagte deres foretrukne organisationsformer, som man så er tvunget til at indfinde sig med, betale for og eksistere under. Både staten og kapitalismen er sociale strukturer som har vold indbygget i systemet. For den som er i den modtagende ende af denne systemiske vold, betyder det derfor ikke det store om magten man er oppe imod kalder sig staten eller kapitalismen.

Jeg mener, at spørgsmålet vi bør stille os selv og hinanden er, om vi ønsker et samfund der er baseret på tvang eller om vi hellere vil have et samfund der er baseret på frivillighed? Vil de fleste ikke foretrække frivilligheden frem for tvangen? Det er jeg personligt ret sikker på er tilfældet og jeg agiterer af samme grund for, at frivillighed bør være grundstenen i ethvert samfund der fortjener at bliver kaldt et frit samfund. 

Organisationen af et samfund bør derfor være baseret på frivillig association mellem samfundets medlemmer. For at dette skal kunne lade sig gøre er det essentielt, at samfundets organisering kommer nedefra og at organiseringen foretages af mennesker, som frivilligt har valgt at bidrage til helheden via frivillighedsbaserede organisationer.

Dagens Citat: Colin Ward.

“You may think in describing anarchism as a theory of organization I am propounding a deliberate paradox: ‘anarchy’ you may consider to be, by definition, the opposite of organization. In fact, however, ‘anarchy’ means the absence of government, the absence of authority. Can there be social organization without authority, without government? The anarchists claim that there can be, and they also claim that it is desirable that there should be. They claim that, at the basis of our social problems is the principle of government. It is, after all, governments which prepare for war and wage war, even though you are obliged to fight in them and pay for them; the bombs you are worried about are not the bombs which cartoonists attribute to the anarchists, but the bombs which governments have perfected, at your expense. It is, after all, governments which make and enforce the laws which enable the ‘haves’ to retain control over social assets rather than share them with the ‘have-nots’. It is, after all, the principle of authority which ensures that people will work for someone else for the greater part of their lives, not because they enjoy it or have any control over their work, but because they see it as their only means of livelihood.”

– Colin Ward i Anarchism as a Theory of Organization.

torsdag den 1. november 2012

Staten Skaber Kapitalen.


Enhver systemkritik af kapitalismen, som er andet end blot overfladisk, må tage udgangspunkt i en analyse af hvad der overhovedet muliggør kapitalismen. Kapitalismen opstod ikke i et tomrum, men var fra første færd – og fortsætter med at være – indlejret i statslige strukturer. Det er derfor vigtigt, at man ser på hvilken rolle staten spiller i kapitalismen dvs. på hvordan eksistensen af staten hænger sammen med kapitalismens eksistens.

En bærende søjle i kapitalismen er den (oftest forfatningsbaserede) private ejendomsret. En ejendomsret der ikke blot garanteres juridisk men også fysisk af statens monopol på legal voldsanvendelse. Den private ejendomsret formuleres i moderne tid juridisk i kontekst af borgerskabets revolutioner i Frankrig og De Forenede Stater. I sidstnævnte tilfælde lagde man kimen til kapitalismen ved skabelsen af denne bærende ejendomsretslige søjle, idet ejendomsbesiddende (og ofte slaveholdende) hvide mænd, skabte en forfatning hvori den private ejendomsret indgår som et centralt element.

Ligeledes central er idéen om det frie marked. Det er dog mestendels blevet ved idéen, da markedet som kapitalismen fungerer indenfor, aldrig har været egentlig frit. Det har derimod altid været indlejret i statslige strukturer som gennem lovgivning og voldelige former for magtpraksis har gjort begrænsende indgreb i markedet, ganske ofte til kapitalisternes fordel. Allerede ganske tidligt i De Forenede Staters historie indførte man således protektionistisk lovgivning, idet man allerede under den første amerikanske præsident, George Washington, indførte The Tariff Act (1789), der havde begrænsning af import og således beskyttelse af den hjemlige produktion, som sin underliggende logik.

To af måderne hvorpå staten har virket som støttehjul for kapitalismen er altså protektionisme og den forfatningssikrede ejendomsret. Sådanne ejendomsretslige juridiske tiltag er senere blevet mere mangfoldige, hvorfor vi nu kender til fænomener som intellektuel ejendomret, herunder lovgivning som giver nogle patenter og ophavsret og forbyder andre at krænke disse. Som den amerikanske intellektuelle Kevin Carson så rammende har formuleret det, er staten “jernnæven bag den usynlige hånd.”

I begyndelsen var ejendomsretten noget mere håndgribelig end i retten til idéers tilfælde (læs: intellektuel ejendomsret), idet der typisk var tale om ejerskab af noget langt mere fysisk, nemlig land. I det nordamerikanske tilfælde var der som oftest tale om ejendom man havde fået fingrene i, ved massemorderisk fortrængelse af den indfødte befolkning og/eller gennem slaveriets udbytning af ufrie menneskers arbejdskraft. Den forfatningsgaranterede private ejendomsret var således intet mindre end en legtimering af udplyndring og udbytning, skrevet af tyvene selv. Det er derfor også ganske rammende, at ordet privat - i begrebet privat ejendomsret - har sine sproglige rødder i det latinske ord privare som kan oversættes til berøve.

Også i England spillede staten en central rolle i den centralisering af magt som affødtes af, at nogle gjorde indhug i den nedarvede fælles ejendom (jorden). Mellem 1760 og 1844 vedtog man over 4000 enclosure acts som på mindre end hundrede år forvoldte, at omkring halvfems procent af jorden i England faldt på en lille minoritets hænder. Den arbejdende landbefolkning blev frarøvet muligheden for at operere på de tidligere fællesejede åbne enge, idet disse nu var på private hænder. Dette var blandt hovedårsagerne til, at bønderne fandt sig tvunget til at flytte til byerne for at finde arbejde i fabrikkerne. Statsmagten skabte således det juridiske grundlag for en omfattende berøvelse og udbytning af arbejderklassen, samt grundlaget for industrien, qua den forsyning af arbejdskraft til de kapitalistiske fabrikker, som fulgte i kølvandet på indhegningen og privatiseringen af den fælles ejendom.

I sit essay “English Enclosures and Soviet Collectivization: Two Instances of an Anti-Peasant Mode of Development” beskriver den libertarianske historiker Joseph R. Stromberg hvordan denne legalistiske udplyndring af den fælles ejendom fandt sted:
The political dominance of large landowners determined the course of enclosure….[I]t was their power in Parliament and as local Justices of the Peace that enabled them to redistribute the land in their own favor.
A typical round of enclosure began when several, or even a single, prominent landholder initiated it … by petition to Parliament.… [T]he commissioners were invariably of the same class and outlook as the major landholders who had petitioned in the first place, [so] it was not surprising that the great landholders awarded themselves the best land and the most of it, thereby making England a classic land of great, well-kept estates with a small marginal peasantry and a large class of rural wage labourers.”
Idéen, at nogen kunne eje jorden på samme måde som man kunne eje en hestesko man selv havde smedet, blev allerede tidligt kritiseret af en af oplysningstidens mest markante intellektuelle. I sin Afhandling om Oprindelsen og Grundlaget for Uligheden Mellem Mænd (Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes) kaster filosoffen Jean-Jacques Rosseau sig ud i en sønderlemmende kritik af denne idé:

“Den første, der indhegnede et område og fandt på at sige: Dette er mit, og fandt nogen, der var dumme nok til at tro på ham, var den sande grundlægger af det borgerlige samfund. For hvor mange forbrydelser, krige, mord, for hvilke ulykker og rædsler ville ikke den mand have sparet menneskeslægten, som havde fjernet grænsepælene eller fyldt grøften op og råbt til sine fæller: Lyt ikke til denne svindler; I er fortabte, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle og jorden ingen.”

I et interview med den amerikanske systemkritiske intellektuelle Derrick Jensen i bogen Resistance Against Empire, forklarer den demokratiske økonomiske teoretiker J. W. Smith, hvori den fortabthed som Rosseau omtaler, består:

If someone were born into our culture with the fully developed intelligence of an adult, but without our social conditioning, one of the first confusing realities she or he would face is that all of the land belongs to someone else. It’s a crazy situation. Before this person could legally stand, sit, lie down, or sleep, much less gain sustenance, she or he would have to pay whoever owned that piece of land. Now it’s one thing to own something that you’ve built—a chair, perhaps, or a table, or shoes—but land, air, and water are entirely different categories. They nurture life, are necessary to life, and were here before we were born (meaning they’re not our creation). Depriving others—all living beings, not just humans—access to land is to have the ability to kill them.” [min kursivering]

Kapitalister som ønsker staten afskaffet er der ikke mange af. Selv neoliberalister som ønsker et minimum af statslig indblanding i markedets virke ønsker ikke selve staten afskaffet. Årsagen er den simple, at staten også i det neoliberalistiske tilfælde spiller en central rolle. Den britisk-amerikanske marxistiske forfatter David Harvey beskriver statens (begrænsede) rolle i neoliberalismens tidsalder, i sin bog A Brief History of Neoliberalism:

Neoliberalism is in the first instance a theory of political economic practices that proposes that human well-being can best be advanced by liberating individual entrepreneurial freedoms and skills within an institutional framework characterized by strong private property rights, free markets, and free trade. The role of the state is to create and preserve an institutional framework appropriate to such practices. The state has to guarantee, for example, the quality and integrity of money. It must also set up those military, defence, police, and legal structures and functions required to secure private property rights and to guarantee, by force if need be, the proper functioning of markets. Furthermore, if markets do not exist (in areas such as land, water, education, health care, social security, or environmental pollution) then they must be created, by state action if necessary. But beyond these tasks the state should not venture. State interventions in markets (once created) must be kept to a bare minimum because, according to the theory, the state cannot possibly possess enough information to second-guess market signals (prices) and because powerful interest groups will inevitably distort and bias state interventions(particularly in democracies) for their own benefit.” [min kursivering]

Når staten ofte opfattes som et bolværk imod kapitalismen er årsagen med stor sandsynlighed en manglende forståelse af, at staten, snarere end at forsvare os imod kapitalismen, faktisk er blandt de væsentligste årsager til, at kapitalismen overhovedet har kunnet opstå - og stadig består. Uden den centrale rolle som staten spiller i kapitalismen er det svært at se, hvordan kapitalismen skulle kunne fortsætte med at eksistere som global økonomisk orden. Kampen mod kapitalismen må derfor af nødvendighed også være en kamp imod staten.

torsdag den 25. oktober 2012

Om Cannabispolitik.


Politikerne og Kongehuset har intet som helst problem med at indtage alkohol på statens regning. Det foregår jævnligt og uden at nogen løfter et øjenbryn, men hvad gør egentlig, at alkohol befinder sig i en særlig kategori af rusmidler, som tilsyneladende er mindre problematisk end cannabis? Det er ganske svært at blive klog på. Specielt i lys af at indtagelse af  alkohol ofte spiller en rolle i både voldssager og trafikdrab. Derimod er det ikke svært at konkludere, at en udpræget dobbeltmoral lader til at være på spil.

Illegaliseringen af cannabis går langt tilbage. Man forbød cannabis og afledte produkter af hampeplanten allerede tilbage i slutningen af 1920erne, som led i tilslutningen til en international opiumskonvention. Cannabis har imidlertid ikke noget at gøre med opiater og man vurderede ovenikøbet dengang, at cannabisindtagelse ikke udgjorde noget egentligt problem i Danmark, men alligevel valgte man at kriminalisere rusmidlet. Lovgivningen hviler derfor ikke på erfaringer med indtagelse af cannabis og da det ikke engang var en problemstilling her i landet da man vedtog forbuddet, er lovgivningen kommet til verden på et meget tvivlsomt grundlag.

Problemer forbundet med cannabisindtagelse har vi til gengæld fået mange af sidenhen. Ikke fordi selve indtagelsen af cannabis er særlig problematisk - især i sammenligning med de ofte dødbringende legale rusmidler alkohol og tobak - men fordi selve kriminaliseringen har affødt en række problematikker. Dels er der den enorme organiserede kriminalitet som grundet kriminaliseringen tjener summer i milliard-størrelsen på handelen med cannabis og dels fordi borgerne gennem mange årtier, har betalt uhyrlige beløb til retsforfølgelser, bøder, fængselsophold og politivirksomhed.

Særligt ud fra et økonomisk synspunkt kan det undre, at man ikke har været mere positivt stemt overfor legalisering eller afkriminalisering af cannabis. Ikke alene ville det bortspare en masse udgifter forbundet med kriminaliseringen, staten ville også kunne tjene anselige summer på et kontrolleret salg af cannabis. Alligevel har man ikke fra politisk hold ønsket at give sig i kast med en legalisering. Tværtimod har man under den forhenværende borgerlige regering intensiveret kriminaliseringen ved at mangedoble bødesummerne for besiddelse af hvad der må betegnes som ganske uskyldige mængder cannabis, mens man under den nuværende regering har intensiveret indsatsen mod hash-handlen på Christiania ved at gå systematisk efter kunderne. Denne klapjagt udmøntede sig for nylig i en forstyrrende hændelse, hvor politiet brugte en billetkontrolaktion på Christianshavns metrostration, som påskud til at krænke folks privatsfære. Godt gået drenge!

Der har været flere forsøg på at afkriminalisere cannabis, idet Enhedslisten flere gange har fremstillet et sådant forslag. Desværre uden held. Når disse forslag er blevet fremstillet i Folketinget har de efterfølgende debatter været præget af mangelfuld viden, når der ikke har været tale om deciderede kortslutninger, som da Kim Andersen fra Venstre sammenlignede besiddelse af hash med at gå med kniv.

De påståede liberalister i Folketinget har åbenbart ikke særlig liberale sindelag, når det kommer til at lade voksne mennesker bestemme over deres egne kroppe og hvad de fylder i dem. Mig bekendt står der intet sted i nogen som helst lovgivning, at staten ejer borgernes kroppe. Heldigvis, kunne man tilføje, for det ville unægteligt være ensbetydende med tilintetgørelsen af tanken om privatsfæren, men selvom dette altså ikke er tilfældet, er man undskyldt hvis man skulle tro noget andet, for når det kommer til indtagelse af cannabis og andre ulovlige substanser, opfører staten sig som om den rent faktisk har ejerskab over vore kroppe.

Det burde være selvindlysende, at så længe en person bruger sin krop på måder som udelukkende er til potentiel skade for vedkommende selv, så står det ham eller hende frit for at gøre det. Folks sundhedsskadelige adfærd er da heller ikke forbundet med berøvelse af frihed i en række andre tilfælde. Det står således enhver frit for, at leve af fast food, fylde sig med sukker, kæderyge eller drikke sig ihjel.

Det hele er vendt på hovedet. Offerløse handlinger i form af indtagelse af en plante, som ikke ligefrem er kendt for hverken at bringe døden eller volden med sig, anskues åbenbart af politikerne som højst problematisk, mens statsmagtens årtier lange privatlivskrænkende og frihedsfjendtlige indgreb i tusinder af menneskers liv, tilsyneladende er retfærdighedens fyldestgørelse.

Udover muligvis nogle betjente som kan bruge kriminaliseringen til at få afløb for en sadistisk kontrolmentalitet, er det virkelig svært at se hvem denne statslige repression gavner, men selvom intet rationelt taler for en fortsættelse af disse indgreb i den personlige frihed, er der ikke meget der tyder på snarlige forbedringer. Også på dette punkt lader det til, at uretsstaten er kommet for at blive.

onsdag den 24. oktober 2012

Politikernes Foretrukne Undertrykkere.


Der har, ganske berettiget, været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld er blevet talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige, og for det meste så godt som uforbeholdne støtte, til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketinget.

Den herskende opbakning til det amerikanske overherredømme, vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende ukritisk begejstring for den amerikanske styreform. Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet inyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse hvis man tror, at det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebskrigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har glimret ved dens fravær i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.




tirsdag den 23. oktober 2012

Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (anden del).



I første del af min
 kommentar til den tredje præsidentdebat kom jeg ind på debattens snævre holdningsspektrum hvad droneprogrammet angår. En forsnævring af debatten som er nært sammenhængende med, at alle tredjepartskandidater er udelukket fra debatterne, hvorfor kun et smalt udbud af de officielle præsidentkandidaters holdninger når ud til verdens befolkning under de nøje iscenesatte begivenheder (mere herom senere).

Irans Atomprogram.

Hele debatten bar præg af en så høj grad af enighed mellem de to kandidater, at man med rette kan spørge om der overhovedet var tale om en debat? Heller ikke hvad angår spørgsmålet om den amerikanske udenrigspolitiske stillingtagen til det iranske atomprogram var der nogen nævneværdig divergens mellem kandidaterne. Barack Obama havde følgende at sige om sagen:

"...as long as I’m president of the United States, Iran will not get a nuclear weapon. I made that clear when I came into office. We then organized the strongest coalition and the strongest sanctions against Iran in history, and it is crippling their economy. Their currency has dropped 80 percent. Their oil production has plunged to the lowest levels since they were fighting a war with Iraq 20 years ago. So their economy is in a shambles. 
And the reason we did this is because a nuclear Iran is a threat to our national security, and it is a threat to Israel's national security. We cannot afford to have a nuclear arms race in the most volatile region of the world. Iran is a state sponsor of terrorism. And for them to be able to provide nuclear technology to non-state actors, that's unacceptable. And they have said that they want to see Israel wiped off the map. 
So, the work that we’ve done with respect to sanctions now offers Iran a choice: they can take the diplomatic route and end their nuclear program, or they will have to face a united world and a United States president, me, who said we’re not going to take any options off the table. 
The disagreement I have with Governor Romney is that, during the course of this campaign, he’s often talked as if we should take premature military action. I think that would be a mistake, because when I’ve sent young men and women into harm’s way, I always understand that that is the last resort, not the first resort.”

Først og fremmest bør man i ovenstående citat bide mærke i, at Obama taler om det iranske atomprogram som om dets formål er militært. Han vil forhindre, at Iran får atomvåben og de "forkrøblende" sanktionernes formål er, at bevirke at præstestyret opgiver programmet. Spørgsmålet er imidlertid hvorfra præsidenten har, at det iranske atomprogram har militære formål?

Hvad dette angår kender præsidenten selvfølgelig til de samme israelske og amerikanske efterretningskilder som offentligheden kender til. Hverken disse eller IAEA (International Atomic Energy Agency) har på noget tidspunkt været i stand til at fremvise en såkaldt rygende pistol som klart indikerer, at det iranske præstestyre er ved at udvikle et atomprogram med andet end civile formål. Førend denne rygende pistoler foreligger kan vi derfor ikke godtage præmissen bag Obamas konfrontatoriske kurs.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Obama omtaler sanktionerne mod Iran som "forkrøblende". Et interessant ordvalg må man sige, men desværre lader det ikke til, at det er præstestyret der forkrøbles af sanktionerne. Det er snarere den iranske civilbefolkning.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden tilbage, til dengang i midthalvfemserne hvor Obama's udenrigsminister var førstedame i Det Hvide Hus, under hendes mand præsident Bill Clintons administration. Under Clinton påtvang man den irakiske civilbefolkning hvad der skulle vise sig, at være ikke blot forkrøblende, men intet mindre end massemorderiske sanktioner, idet denne form for kollektivt afstraffende økonomisk krigsførelse iflg. FN resulterede i omegnen af en halv million børns alt for tidlige død. Konfronteret med disse tal i nyhedsprogrammet 60 Minutes, gjorde USAs daværende udenrigsminister Madeleine Albright det klart for hele verden, at hun og Clinton-administration fandt det var prisen værd.

Så det er altså ikke fordi Obama-administrationen ikke er klar over de potentielle civile omkostninger denne form for økonomisk krigsførelse kan medføre, idet administrationens udenrigsminister, Hillary Clinton, boede i Det Hvide Hus dengang man påtvang den irakiske befolkning samme form for kollektive afstraffelse. Præsident Obama - og hans nærmeste folk i administrationen hvad udenrigspolitiske anliggender angår - må altså derfor antages, at være fuldt ud klar over, at de "forkrøblende sanktioner” som han taler om, potentielt kan få konsekvenser for civilbefolkningen, i folkemordets størrelsesorden.

Dette er mildest talt bekymrende og de facto en krigserklæring mod både præstestyret og den iranske civilbefolkning, selvom der er ikke er tale om en krigserklæring i streng juridisk forstand. Kollektiv afstraffelse er ikke noget man tager let på i folkeretten. Den Fjerde Genevekonvention betragter ganske enkelt kollektiv afstraffelse som en krigsforbrydelse. Heldigvis for Obama-administrationen bør dette ikke forvolde de store bekymringer, da Den Fjerde Genevekonvention ikke gælder så længe der ikke de jure er tale om en krig mod Iran. Her kan man dog med rette spørge hvorfor kollektiv afstraffelse af en uskyldig civilbefolkning skulle være mindre moralsk forkastelig blot fordi der er tale om en situation der officielt ikke udspiller sig i krigstid?  

Når vi har det in mente, at den siddende præsident har sin faglige baggrund indenfor jura - et fag som han har både har praktiseret og undervist i - har man god grund til at antage, at han nok er bekendt med nøgledokumenter indenfor folkeretten. Når præsidenten gentagent har truet det iranske præstestyre og landets befolkning med vold (”all options are on the table”) kan vi derfor med god ret antage, at dette sker i fuld bevidsthed om, at voldstrusler er i lodret strid med ordlyden i De Forenede Nationers Pagt, nærmere bestemt kapitel 1, artikel 2 stykke 4

"All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”

Skulle man være i tvivl om hvad der menes med FNs formål kan man blive klogere ved at læse artikel 1 i samme kapitel, hvor man får at vide, at formålet er:

"To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace, and for the suppression of acts of aggression or other breaches of the peace, and to bring about by peaceful means, and in conformity with the principles of justice and international law, adjustment or settlement of international disputes or situations which might lead to a breach of the peace."

Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (første del).




I nat løb den tredje TV-debat mellem Mitt Romney og Barack Obama af stablen. Denne gang havde debatten den amerikanske udenrigspolitik som sit omdrejnings- punkt. Jeg kommenterer derfor i det følgende på to af de punkter der blev berørt under debatten. 

Droneprogrammet.


Romney om hans holdning til droneprogrammet:

Well I believe we should use any and all means necessary to take out people who pose a threat to us and our friends around the world. And it’s widely reported that drones are being used in drone strikes, and I support that entirely, and feel the president was right to up the usage of that technology, and believe that we should continue to use it, to continue to go after the people that represent a threat to this nation and to our friends.”

Besynderligt er det ikke ligefrem, at Romney støtter op om et våbenprogram som blev sendt i luften af hans republikanske forgænger, men det viser med al ønskelig tydelighed hvor snævert holdningsspektrummet er i TV-debatterne, som alle præsidentkandidater udenfor det herskende topartisystem er udelukket fra, selvom flere af dem er opstillet på stemmesedlen i de fleste amerikanske stater. Romney gjorde det altså ganske klart, at han ikke tilbyder et alternativ til den gældende voldsstrategi, hvorfor folk som er utilfredse med droneprogrammet, ikke har udsigter til nye linjer i den kommende administration, uanset hvem der sidder i toppen af den.

Droneprogrammet var for nylig genstand for sønderlemmende kritik i internationale medier i kølvandet på offentliggørelsen af et omfattende studium af programmets konsekvenser begået af forskere ved de juridiske fakulteter på universiteterne NYU og Stanford. Studiets formål var at foretage en uafhængig undersøgelse angående hvorvidt, og i hvilket omfang, droneangreb i Pakistan er i overensstemmelse med folkeretten og gør [civile] fortræd.”

Rapporten er baseret på over 130 detaljerede interviews med ofre og vidner til droneaktivitet, deres familiemedlemmer, nuværende og tidligere pakistanske embedsmænd, repræsentanter fra fem store pakistanske politiske partier, eksperter på området, advokater, lægefaglige professionelle, udviklings- og humanitære arbejdere, medlemmer af civilsamfundet, akademikere og journalister.”

I en opsummering af rapportens resultater kan man læse følgende:

"In the United States, the dominant narrative about the use of drones in Pakistan is of a surgically precise and effective tool that makes the US safer by enabling "targeted killings” of terrorists, with minimal downsides or collateral impacts. This narrative is false."

Rapporten beskriver hvordan droneprogrammet påvirker civilbefolkningen i det nordlige Pakistan:

"The US practice of striking one area multiple times, and evidence that it has killed rescuers, makes both community members and humanitarian workers afraid or unwilling to assist injured victims. Some community members shy away from gathering in groups, including important tribal dispute-resolution bodies, out of fear that they may attract the attention of drone operators. Some parents choose to keep their children home, and children injured or traumatized by strikes have dropped out of school. Waziris told our researchers that the strikes have undermined cultural and religious practices related to burial, and made family members afraid to attend funerals. In addition, families who lost loved ones or their homes in drone strikes now struggle to support themselves.”

Denne statsterroristiske virksomhed har både Romneys og Obamas fulde opbakning og der var derfor ikke nogen som helst kritisk debat omkring droneprogrammet, da de kandidater som stiller sig kritisk overfor denne magtpraksis, bekvemt var udelukket fra debatten.

Obama-administrationen og Det Arabiske Forår.

Obama gentog i debatten en påstand han også fremførte under sin tale til FN for nylig, nemlig den, at USA stod på demokratiets side under Det Arabiske Forår sidste år. I debatten sagde han således:

"One thing I think Americans should be proud of, when Tunisians began to protest, this nation -- me, my administration -- stood with them earlier than just about any country. In Egypt we stood on the side of democracy. In Libya we stood on the side of the people."

Obama forsøger her at positionere sig på den kønnere side af historieskrivningen, idet han eksplicit nævner, at man støttede op om de ægyptiske, tunesiske og libyske befolkninger, mens han implicit siger, at USA var en stærk støtte for de mellemøstlige og nordafrikanske befolkninger, i deres kamp mod deres undertrykkere.

Obamas påstand om støtte til den ægyptiske befolkning er imidlertid ikke i nærheden af at være sand. Obama-administrationen støttede Hosni Mubaraks styre indtil ganske kort tid før præsidentens fald. Man trak først støtten og stillede sig retorisk på befolkningens side, da det var tydeligt, at Mubarak-styret med stor sandsynlighed ville falde. Da Obama gav sit første interview til BBC i Juni 2009 omtalte han Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet: "Anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede: "Jeg undlader at klistre mærkater på folk".

Mubaraks Ægypten var næstefter Israel regionens største modtager af amerikansk støtte. Dette var ikke noget nyt som pludseligt opstod under Obama. Hans administration fortsatte blot over tredive års årlige økonomiske støtte i størrelsesordenen milliarder af amerikanske dollars. Dette til trods for, at man fra amerikansk officiel side vurderede menneskeretttighedssituationen ganske dyster. I udenrigsministeriets rapport fra 2008 kan man således læse den officielle vurdering af de ægyptiske tilstande under Hosni Mubarak.

Regeringens »respekt for menneskerettigheder forblev lav, og alvorlige misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberrettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året, og regeringen fortsatte med at begrænse NGOers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.«

Det var imidlertid ikke blot i Ægypten, at Obama-administrationen ikke stod på de demokratiske aspirationers side. I Bahrain er støtten til styret fortsat, til trods for både voldsomme og enorme folkelige protester i hovedstaden og hinsides. Årsagen til dette er, at Bahrain huser den femte amerikanske flådebase hvorfor kongeriget tilhører en af de væsentligste amerikanske militære alliancepartnere i regionen. 

For en nærmere gennemgang, hvori det demonstreres, at Obama-administrationen støtter op om voldsomt repressive og udemokratiske regimer verden over, se min artikel fra 2010.

Anden del: Spørgsmålet om Irans atomprogram.

søndag den 7. oktober 2012

Privatization of Consciousness.

Monthly Review just publicized an interesting criticism of advertising. 

Excerpt:
"Is advertising legal? Most people agree that it is an uninvited intrusion into our lives and our minds, an invasion of privacy. But the fact that we can be aware of this without being furious, and that we do little to change the situation, is a good measure of our level of submission. There is a power relationship in advertising that is rarely, if ever, looked at, and yet it is a profoundly corrupt one. Some speak; others listen.
A. J. Liebling famously said, “Freedom of the press is guaranteed, but only if you own one.” Freedom of speech is also guaranteed. But only if you have a few million dollars for an effective media strategy. Soapbox oratory doesn’t sway the public anymore. But the powers of advertising go well beyond the amount of money spent. The true power is in the nature of moving-image media, projected for hours every day into human brains. It’s a form of intrusion we have never before in history had to face. Even now in the Internet age, the powers of television and advertising are undiminished and insufficiently examined or discussed.
Very early in my advertising career, it became clear to me that I was being paid to stop you from doing or thinking whatever else you might want to do or think, and instead get you to focus on the piece of information that was of interest to my client. All advertising is an attempt by one party to dominate the other. More than $150 billion is now spent annually in advertising in this country—$450 billion in the world. Every dollar of that has the same purpose: to get people to do what the advertiser wants. Very few people have a similar opportunity to speak back through media, to make demands on the advertisers. Or to suggest some other way to find happiness besides buying things. This makes it a very one-sided deal. Advertisers say that you have the choice ofnot buying their products, as though that’s satisfactory. You get to say yes or no, like voting a one-party ballot. And you get to say it thousands of times per day.
Advertising is now literally everywhere, interrupting our lives at every turn, requiring that we deal with it. We walk through life as a kind of moving target; hawked at by media, hawked at by signs on the street blinking, flowing, five stories high. Even clothes have ads on them, and we wear them proudly. Corporations have become like “community” for us. Steve Jobs was our guru. We mourn him as we once mourned Martin Luther King. What a transition."

Astra Taylor on the Unschooled Life.


torsdag den 4. oktober 2012

Chris Hedges on the work of Sheldon Wolin.


Chris Hedges on the work of Sheldon Wolin, 17 May 2011 from Lannan Foundation on Vimeo.

Documentary: Examined Life (2008)

IMDB: "Examined Life pulls philosophy out of academic journals and classrooms, and puts it back on the streets. In Examined Life, filmmaker Astra Taylor accompanies some of today's most influential thinkers on a series of unique excursions through places and spaces that hold particular resonance for them and their ideas. Peter Singer's thoughts on the ethics of consumption are amplified against the backdrop of Fifth Avenue's posh boutiques. Michael Hardt ponders the nature of revolution while surrounded by symbols of wealth and leisure. Judith Butler and a friend stroll through San Francisco's Mission District questioning our culture's fixation on individualism. And while driving through Manhattan, Cornel West - perhaps America's best-known public intellectual - compares philosophy to jazz and blues, reminding us how intense and invigorating a life of the mind can be. Offering privileged moments with great thinkers from fields ranging from moral philosophy to cultural theory, Examined Life reveals philosophy's power to transform the way we see the world around us and imagine our place in it."


onsdag den 3. oktober 2012

Quote of the day: Bill Moyers



"An unconscious people, an indoctrinated people, a people fed only partisan information and opinion that confirm their own bias, a people made morbidly obese in mind and spirit by the junk food of propaganda, is less inclined to put up a fight, ask questions and be skeptical. And just as a democracy can die of too many lies, that kind of orthodoxy can kill us, too."

- Bill Moyers.

fredag den 28. september 2012

Dagens Citat: Adorno.



"Menneskene har i den grad manipuleret med begrebet frihed, at det ender med at betyde den stærkeres og rigeres ret til at fratage den svagere og fattigere den smule han endnu har." - Theodor W. Adorno, Minima Moralia.